Uden Titel

Det er med vemod, men også med en vis melankoli, at jeg nu officielt holder midlertidig (eller ej) flyttedag. Jeg har været en tur på Politiken for at tilbyde seksuelle ydelser til et par af de virkeligt store spillere (ingen nævnt, ingen glemt), og det viste sig så, at de lige manglede en rablende gal blogger på det der net-noget, de gør så meget ud af derinde. Og da jeg nu havde været rimeligt ihærdig, kunne de ikke være andet bekendt end at tilbyde mig lidt plads.

Så det næste stykke tid vil jeg kunne findes på  http://blog.politiken.dk/navnlos/, men jeg kommer jo nok hjem igen, når de engang smider mig ud. Tak for alt og nu.

Det er så skønt med nuttede billeder en masse fra Babys fødsel. Se, her bemægtiger Baby sig mors patter første gang (mor ligner godt nok den argeste gang lort, men alligevel…), og, se, her ligger Baby sødt og sover ved siden af mor (der sør’me stadig ligner noget, jordemoderen glemte at smide ud). Og så videre. Og med et digitalkamera er det bare om at skyde løs, det koster jo ikke i fremkaldelse og film.

Det er også skønt og en stor glæde at have en svigermor, som man har lyst til at lade klippe navlestrengen over, mens man stadig via den endnu ikke udstødte moderkage er forbundet til den.

Men kombinationen digitalkamera og svigermor bøjet over blottet skræv med navlestreng er måske ikke så velegnet, især ikke når fotografen ikke er dus med sit kamera og på intet tidspunkt får fokuseret på svigermor og navlestreng, men til gengæld tager knivskarpe close-ups af førnævnte skræv.

Navnløse City byder velkommen til endnu en lækker pige, født den 28. april kl. 04.24 hjemme i sin mors seng. Tak for alle jeres tanker og kommentarer!

Kære alle.

Tusind tak for hilsner og kommentarer. I lige måde og alt det der, men et billede siger jo mere end 500 ord, ikke sandt:

Jeg gider egentlig slet ikke skrive om det. Heller ikke selv om det optager 98 % af mine tanker. Men der må jo komme sådan et sprudlende nej-hvor-er-det-bare-fedt-at-være-gravid-indlæg, og her, hvor jeg med sorg i sinde (dog uden at have valfartet til Lundeborg) vinker farvel til de sidste rester af et BMI under 25,  kommer det så…

Det umanerligt fede ved at være gravid (især for fjerde gang):

1. Det der med at maven langsomt giver sig og bliver en pæn, lille bule, der, indtil man er meget langt henne, sagtens kan bo i ens normale tøj, er ikke længere et problem. I det øjeblik den lille uromager har taget bo i ens underliv, giver livmoderen bare los og falder ned og ud som en ukontrollabel vindebro. SLAM! Og oven over ligger så den dekorative,  halvstore pølse, der plejede at være ens mave. To i én. Det er smart! Og klædeligt.
2. Ens patter er vel, indrømmet, ved at være en kende slidte. Den kendte tepose-metafor er ikke helt ved siden af, og der er jo de dage, hvor man rent faktisk lægger mærke til, at man er begyndt at hælde kasserne ned i bh’en. Og lader man være med at hælde kasserne ned i bh’en, så ser man ud, som om man ingen har. Dette er en saga blot - mama’s got brand new bags. Pisseømme, godt nok, men det er jo det ydre, der tæller, det ved vi allesammen.
3. Det er ikke hver dag, man ligger med spredte ben foran en fremmed dame, mens hun rytmisk fører et glidecreme-indsmurt stykke højteknologi ind og ud af ens hmmm… hemmelige skatkammer for at flytte ufotogent og ufødt afkom, så der kan måles nakkefold. Man sagde mange tak, da man gik. Og spekulerede på, om den slags højteknologi også fås med vibrator. Det ville have sat prikken over i’et på en underholdende middagsstund.
4. Man har aldrig tømmermand og er derfor selvskrevet til morgenfrisk samvær med ens andre dejlige børn efter enhver festlig lejlighed,  mens alle andre simulerer hovedpine og kvalme. Og sover længe. Men hvem vil ikke hellere starte dagen tidligt og få noget fra hånden, siger jeg bare?
5. “Alle andre er nu så glade, alle andre danser og synger, og det er fordi: jeg’ gravid, jeg’ gravid, lad os danse rundt i ring, rundt om håbet, rundt om håbet fyldt med drengetøj og blå. Åh, her dufter godt af gylp, det er dejligt jeg’ gravid, det er også godt, at jeg er masochist.” For jeg er helt vild med tanken om at skulle føde mine børn i smerte.

Med disse ord vil jeg lukke og slukke for denne gang. Tak for gode kommentarer, skattebasser. Jeg skal ikke udelukke, at der kan forekomme sporadiske indlæg af anden karakter, men jeg er ærligt talt ikke særligt entreprenant for øjeblikket og finder mere behag i at ligge og tude på sofaen, sidde og tude på terrassen, gå og tude over madlavningen eller løbe tudende efter uvorne møgunger end i at skrive blogindlæg. Ja, jeg er en doven hund.

Tilbage er der kun at sige: jeg håber ikke, at det bliver en dreng, for jeg kan umuligt vælge mellem navnene Nik & Jay, og man kan ikke så godt hedde Nik Jay, vel? Eller Jay Nik…

For en seks uger siden, sagde jeg til sømanden: “Nej, hvor underligt (og irriterende, men sikkert en alderdomsgene), jeg har de her smerter tit og ofte, der føles som de dersens smerter, man har, når man er gravid, og livmoderen udvider sig.” Så tænkte jeg ikke mere over det.

For to uger siden lagde jeg mærke til, at jeg er begyndt at bytte om på bogstaverne i ordene, når jeg skriver, og sagde til mig selv (for sømanden er på hawet): “Nej, hvor mystisk, jeg plejer kun at lave bogstavsombytning, når jeg er gravid.” Så tænkte jeg lidt mere over det.

For tre dage siden, inden helvede, kejsersnit og tarmslyng brød løs på min lillesøsters fødestue, bedyrede jeg, at jeg aldrig skulle have flere børn. Så var jeg lige ved at besvime af træthed efter 29 timer uden søvn og måtte ud for at tude lidt på gangen. Her kunne jeg så tænke en del på, at jeg vist nok ikke har haft menstruation i omkring seks uger.

I går pissede jeg så i en kop og fik i den anledning meget mere at tænke over.

Tak for lort (eller faktisk det modsatte), din fucking ubrugelige møgspiral.

Nu har vi hele sommeren - undertegnede inkluderet - beklaget os eller hørt andre beklage sig over den lille, halvfede og umanerligt ulækre skabning, der uden blusel slasker vores haver ind i sejt slim, nemlig dræbersneglen. Lad det med det samme være sagt, at jeg ikke skal føje flere mishagsytringer til debatten, for fuldstændig ulig min normale tilgang til tilværelsen har jeg i denne sag valgt at se livet med bløddyr som en udfordring, ja, ligefrem som en opdagelsesrejse ind i den kulinariske verden. Vi æder jo gerne vinbjergsnegle pladret ind i hvidløg, tænkte jeg ved mig selv, så hvorfor ikke den grimme, iberiske satan?

Nedenfor følger en top tre over de mest succesombruste retter indeholdende dræbersnegl.

1. Kanelsnegle. Disse har til alle tider været børnenes favorit, og laver man dem med rigtige snegle, er der i hvert fald ingen aktive forbrugere, der kan anklage producenten for vildledende markedsføring. Man tager simpelthen direkte fra haven det antal snegle, man ønsker (herhjemme laver vi gerne 12), og dypper dem i varmt og smeltet smør. Det bedøver dem, giver dem det rette, krøllede kanelsneglelook og levner tid til at hælde kanelsukker over dem. Herefter skal de hastigt kastes ind i en til 225 grader forvarmet ovn, hvor de skal opholde sig i 20 minutter, eller til 10 minutter efter at den sidste snegl er holdt op med at slime sig hen over ovnlågen. Nydes lune.
2. Sneglehorn. Vi kender og elsker alle sammen det gode og nærende stykke bastardbagværk, nemlig pølsehornet. Pølser er dyre. Ordentlige pølser er smadderdyre. Men vil man ikke mangle pølsen i sit horn, er en kornfed og fuldvoksen dræbersnegl løsningen. Man laver som sædvanlig sin dej og ruller den ud. Nu kommer den lidt tricky del af tilberedningsprocessen, for sneglene skal helst være levende i indbagningsøjeblikket, og levende snegle - langsomme eller ej - bevæger sig. Men fortvivl ikke, med den rette indrulning vil det tage en gennemsnitsdræbersnegl 15 minutter at vikle sig ud igen, så er man lidt fiks på fingrene, når man det sagtens. Ind i ovnen med bløddyrene og efter 30 minutters længselsfuld venten, kan man nyde hornene lunkne med ketchup og pesto fremstillet af pureret snegl, hvidløg og en god olivenolie.
3. Sprængt snegl. Moderne og innovativt indslag ved festmiddagen. Fremgangsmåden her er en anelse forskellig fra sprængt and, men resultatet bliver lige så delicious. Man går sin sneglerunde i haven med en spand og rigelige mængder salt, og hver gang man støder på en slimet delikatesse, hapser man den op i spanden og hælder salt på. Indsamlingen skal gå hurtigt, for man må have samlet det ønskede antal snegle, inden de når at gå fuldstændigt i opløsning og bliver til grød i spanden (sneglegrød figurerer ikke på denne liste, da det ikke er en succesombrust opskrift). Lynhurtigt skal de saltede snegle lægges forsigtigt i spilkogende vand, og efter få minutters kogning kan de nydes med peberrodssauce og under stor applaus fra gourmetgæster.

Tilbage er der kun at sige bon appetit! Følg endelig med i næste uge, hvor jeg viser, hvordan man flår en dræbersnegl, og hvilke udskæringer man kan lave. Glæd Dem til opskriften på dræbersneglemørbrad med følehornskompot på en bund af blæver!

Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, at jeg er på vej til at blive mange af de ting, jeg ikke ubetinget finder behag i. F. eks. har jeg aldrig fundet ubetinget behag i min moder, når hun har været i overskruet og friskfyragtig mor-mode. Det kan så ikke være svært at gætte, at jeg er toppen af overskruede og friskfyragtige mødre, når det vel at mærke tager mig. Som det gjorde i Tivolis rutschebane i sommerferien.

Da jeg havde overvundet de to første tures gys, var jeg klar til at smile til fotografen inden afgrunden. Og hvis det så bare var blevet ved det. Men når jeg er en frisker fyr, er der stort set ingen grænser for, hvor langt jeg vil gå for at påføre mine børn pinlighed, og topmålet af pinlighed blev da også forsøgt videregivet gennem V-tegn over begge døtres hoveder, skeløjethed og en grimasse, hvor ikke en kæft ville have løftet et øjenbryn, hvis Line Baun Danielsen havde taget mig for at være en abe.

Og selvfølgelig lige på den tur, hvor vi sad allerbedst for kameraet, var det mit kæmpestore, skeløjede og tungeudspilede fjæs, der fyldte det meste af en skærm ved fotoboden. Heldigvis for mine døtre er de endnu ikke teenagere. Og heldigvis vil jeg skide på, hvordan jeg tager mig ud, når jeg for en gangs skyld ikke er sur og bitter. Jeg kunne dog godt have nøjedes med bare at gøre mig skeløjet og så have holdt tungen på plads. Det ville have været en anelse mere klædeligt. Ikke elegant, men klædeligt.

Nu vil jeg gå ud i regnen og spule for egen dør.

Jeg har gennem de sidste par dage haft nogle samtaler med min ældste datter om, at man godt kan komme til at slå andre mennesker lidt i stykker med ord - komme til at ødelægge deres sjæl en lille smule (jaja, bvadr, men hvad fanden, lidt patos er vel ikke af vejen i denne sammenhæng, hvor det gælder fremtidig søsterlig bliss), hvis man får dem til at tro på, at de er nogle dumme og trælse tudefjæs, hvilket er, hvad hun kalder sin ældste lillesøster konstant. Og da jeg er den pissesuccesramte mor, som jeg er og altid har været, var den ældste datters fornuftige og velgennemtænkte konklusion  selvfølgelig: “Fedt nok, for jeg vil helt vildt gerne smadre hendes dumme og tudefjæsede sjæl!”

Der må klappes.

Forleden morgen vågnede jeg og konstaterede, at jeg ikke havde taget min mobiltelefon med ind i soveværelset. Og jeg sover ellers troligt i ske med den hver nat, for hver morgen at kunne blive vækket af liflige sambarytmer langt før Fanden overhovedet begynder at tænke over, hvor han i sin brandert stillede sit fodtøj aftenen i forvejen. Det manglende vækkeur foruroligede mig en del, men jeg trøstede mig dog med, at det yngste krapyl ikke havde vækket mig, hvilket måtte betyde, at klokken ikke var over seks.

Alligevel listede jeg mig ud i køkkenet og aede stille finger touch-panelet på min pyrolyseovn, mens jeg langsomt, men sikkert lod det sive ind, at det pæne digitale display rødmende skreg ud, at klokken rent faktisk var 7.38. Jeg sendte yngsteynglet en yderst uvenlig tanke - i weekenden slår det aldrig fejl, at hun bræger “Morgenmad, mor. NU!” kl. 6.01 sharp, men på denne højhellige mandag skulle hun absolut agere ottesover.

I drømmeagtig slowmotion bevægede jeg mig ind for at vække de ældste tøsebørn. På en eller anden måde lykkedes det mig at være rolig, mens jeg fortalte skolepigen, at hendes bus kørte om 7 minutter, så hun nok måtte påregne at komme for sent i skole, men af en eller anden grund var jeg stadig overbevist om, at jeg nok selv skulle nå at arrivere på min skole til tiden 52 minutter senere.

Så gik jeg i gang med den møjsommelige opgave at vække den mellemste sovenisse i det forfængelige håb, at hun bare for én gangs skyld skulle vise sig fra morgenstunden at være sit alter ego: hesten Fnugge, der altid gør, hvad dens mor siger. Det er fa’mer et dejligt dyr.

Desværre dukker hesten Fnugge, der altid gør, hvad dens mor siger, sjældent op, når dens mor virkelig har brug for, at den gør, hvad hun siger. Det var da heller ikke tilfældet denne morgen, fandt jeg ud af, da jeg som en anden sadistisk sergent gik i gang med at brøle stå op-ordrer ind i bærret på sovetrynen. På dette tidspunkt valgte det nu forhenværende vækkeursbarn endelig at slutte sig til selskabet med topfuld tisble og “Morgenmad, mor. NU!”

Mens jeg overvejede, om jeg bare kunne fyre yngsteungerne hen til deres respektive dagopbevaringssteder iført nattøj og mundsavl, og stadig mere bistert begyndte at coache det ældste barn gennem den besværlige proces med at fjerne dynen fra kroppen og placere fødderne på gulvet, sagde hun så forsigtigt:

“Øhm, mor, det var da lørdag i går, var det ikke?”

Jeg har længe været borte. Ak, ja. Der har været både den ene og den anden grund, hvor ikke mindst, og også blandt andet, klynk har spillet en ikke ubetydelig rolle. Derudover er der selvfølgelig den Nintendo DS, som den ældste datter fik i fødselsdagsgave, og det tamagotchi-lignende ponyspil, der fulgte med. Jeg hjælper hende jo bare med det engelske og drømmer ikke selv om at indsamle ponydukater nok til endnu et dyr. Jeg plager hende heller ikke om at få lov til at prøve at rense hove eller påføre shampoo med en svamp, der siger sådan en sjov lyd, mens man gør det. Andre gode undskyldninger? Nå, jo Harry Potter kom også lidt i vejen, men lad det nu ligge, så skal jeg i mellemtiden fremtrylle et billede. Et billede, som vi tidligere har set et udsnit af, men nu skal nyde i sin helhed:

“Rihanna har ikke altid haft det let.” Nej, det var sikkert
ingen dans på roser i omklædningsrummet efter idræt.

Jeg tænkte fire ting, da jeg så billedet:

1. I disse tider er det åbenbart ikke længere smart nok at gå med hovedet under armen, med mindre, måske, at man er en mand så?
2. Er det en management-beslutning om plastisk kirurgi til karrierens fremme, så man kan vise alt uden at sprede benene, hvilket jo er en kende vulgært?
3. Det er fandenhyl’me smart, marn! Man kan sidde i bussen og tage en spiller uden, at nogen bemærker det. Det kan selvfølgelig godt være, at de til gengæld tror, man har utøj af en slags.
4. Gad vide, om der er lugtgener? Og ville man i så fald bruge en almindelig antiperspirant eller en intimspray? Ville man vaske sig grundigt under armene med Vivag?

Tak for alle de gode svar! Og fantastisk, at Pedrsn så virtuost kunne svare helt korrekt. Selv om det kunne se ud til, at hun har næsen lidt for meget i sladderbladene. Jeg faldt selvfølgelig bare over billedet hos frisøren. Jeps.

Aldrig i mit liv har jeg higet efter udtalelsen, afsyngningen om man vil, af et ord som i aften:

The word is on your lips.

Say the word!

The word is on your lips.

Say the word!

I det uendelige. Og når den forløsende effekt endelig burde indfinde sig i et vederkvægende klimaks. Når brølet endelig kunne slippes fri, og når argumentet om, at en koncert med to mellemgode, men humørfremkaldende sange, og fyld for resten ikke er det korte livs dyrebare ene time værd, bare ikke holder, fordi bandets drive, energi, GLÆDE har en forunderlig og afsmittende effekt. Når alle higer efter udløsningen:

The word is on your lips.

Say the word!

The word is on your lips.

Say the word!

Spændt til bristepunktet. Jeg ønsker tit at være en anden. Eller mange andre, alt efter situationen. Det er ikke som sådan, fordi jeg ikke i mig selv er berettiget til eksistens, men mere fordi jeg bliver grebet af en persons væsen eller energi. Udseende eller hænder. Et eller andet. Noget, jeg godt vil have. Måske endda noget, jeg i virkeligheden selv har, men som lever det søde og lade liv i lediggang:

The word is on your lips.

Say the word!

The word is on your lips.

Say the word!

Uden forventning af nogen som helst art til band eller musik, finder jeg i aften, at jeg vil være Alphabeats mandlige forsanger. En eksplosion. Jeg ved, at jeg har det i mig. Jeg forløses:

FA-SCI-NA-TION!

Disclaimer: bloggen er stadig lukket og uden kontortid og tilkaldevagt, men musikken kender ingen grænser og åbenbart ingen skam. Glæden var der, og den måtte ud. Hvis jeg gad, kunne jeg sætte mig ud på min terrasse og stene til Poul Krebs, hvis vindretningen altså er rigtig, og hvis mine ører ikke peb sådan. Eller jeg kunne berette om Nik & Jay (hvilket jeg højst sandsynligt gør på et eller andet tidspunkt, åhjo), Johnson eller i særdeleshed Europe, hvis sans for udslidte heavyrock-klichéer og mikrofonstativsving er uovertruffen, især hvis man ikke medregner Scorpions. Men hvad fanden. Jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle høre The Final Countdown live fra hestens egen mund. Nå, måske ham der Poul spiller Sånoensomos… Jeg er sgu også erfaringerne riger’, og gælden er i den grad saneret for en stund.

Mit navn er Navnloes van Deurs, og jeg skal byde velkommen til “Hvad er det?” Så velkommen. Først skal vi tage et lille kig på den effekt, som vi gerne vil kende navnet på. Der gives ekstrapoint for en korrekt tidbestemmelse og materialebeskrivelse. Lille kig:

Jeg kan sige så meget som, at det bestemt ikke er en let opgave. Man skal ikke skue hunden på de hår, der ikke er der, fordi de er fjernet ved hjælp af Veet eller ragekniv, og hvad man ikke har i hovedet, må man have imellem benene, med mindre man har hovedet under armen, og så videre dér. Hvad er det?

Tilbage er der kun at sige: Farvel og tak for pisk; det er sommerferietid. Før eller siden vender man vel tilbage, blond, solbrun og med store babser, selv om disse lækkeriteter næppe opnås i Tivoli, Djurs Sommerland eller Zoo. ARGH! Nik & Jay, here I come!

Man troede, at man aldrig mere skulle finde behag i et arbejde. Man troede, at ens tid var forbi eller forude eller andetsteds. Man troede, at man aldrig igen skulle kunne finde sig til rette som en skide lærer. Man troede, at man altid ville huske de elever, som man ønskede døde, at man oven i købet ville råbe HA, når de døde, og danse på deres grave. Med glæde. Jeg husker dem, og jeg er ligeglad. For i aften…

Det er ikke ungerne, der gør det. Det er - som altid - baglandet. Når man kan grine hysterisk med sine kolleger og blive kørt hjem i noget nær en brandert (undskyld eventuelle fuldefejl), så er der noget ved det. Jeg er så glad. Og så klar til næste skoleår. Giv mig dansk og engelsk og mennesker, der siger: “Vi vil så gerne have dig her.”

Måske jeg alligevel valgte rigtigt i første ombæring. Jeg er nok i virkeligheden den fødte lærer. Lysterne står i kø.

Livet begynder at ligne noget.

(og læs dette indlæg NU, for i morgen er det måske væk)

Det kan være svært at være overbevist pessimist i disse tider. Det er sommer, velstanden er stor, og der er stadig syv dage i en uge. Men der er masser af grunde til at fortvivle, bare urolig, og kniber det for dig at være dit eget tristesseramte, lille selv, er her nogle råd, der nok skal få de solbeskinnede dage til igen at føles dejligt sørgelige og grå. Husk på, at der på trods af dine begrænsede evner er mange ting, du selv kan gøre. Måske. Eller er der det alligevel, og kan det i det hele taget betale sig at forsøge? Nej, du har nok ret, men det bringer os dog til:

Selvhaderens guide til et tristere liv

• Sammenlign dig selv med andre. Er du lige blevet lidt for glad for dig selv, fordi du ikke skræmt stepper tre skridt baglæns, når du ser dig selv i spejlet? har du lidt for meget optur over en opgave, du har udført? Se dig omkring. Der vil altid være andre, der er pænere, mere populære, mere succesrige, får flere komplimenter og federe sex. Vælg den, du føler mest mindreværd over for, og gå fluks i gang med at sammenligne dig med vedkommende, så du kan banke dig selv kraftigt i hovedet med Psykologi, Vogue og Penge & Privatøkonomi. Slå til! Ikke så vattet!
• Sæt klare mål. Går det lidt for nemt med at opfylde dit livs formålsparagraf? Når du, for helvede da også, de mål, som du sætter dig? Så mangler du øvelse i at definere mål, for dem, du har formuleret, har været opnåelige. Den går ikke. Er din første indskydelse at arbejde hen imod at tabe fem kilo på en måned, så du kan være bekendt at iklæde dig en gammeldags helbadedragt og tage på stranden, så tænk om igen. Målet skal være at tabe 15 kilo på en måned, blive alle hud-uhensigtsmæssigheder kvit og løfte din barm/forstørre din manddom, så du kan iføre dig intet andet end en minimalistisk tangatrusse og tage på strandtur på Hawaii og møde din kommende og fantastisk rige ægtefælle. Det er målsætning, der batter. Benyt trøstespisning for et bedre resultat.
• Send videre. Der er mange, der siger, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske andre. Det er en pladderromantisk løgn, intet andet. Du kan først hade dig selv rigtigt grundigt, når du er overbevist om, at alle andre også gør det. Og det er faktisk slet ikke så svært at få dem til det. Går det godt for en ven eller bekendt, skal du bare beklage dig over, hvor dårligt det går for dig. Tilbyder vedkommende så at hjælpe dig, eller gør han/hun noget godt for dig, skal du være tilbageholdende og bagefter beklage dig endnu mere over dit miserable liv. Er det ikke nok, eller vil du være helt sikker på at lægge dig selv for had, kan du i stedet beklage dig over, hvor godt det går for dig (du bliver for træt, for begæret, for eksponeret, osv.) til venner og bekendte, der uforskyldt ligger og roder i rendestenen med døde slægtninge og fallitbo på slæb. Mangel på humor og selvironi er et absolut plus i denne sammenhæng.

Der er mange flere måder, hvorpå du kan gøre livet rigtigt surt for dig selv. Det er kun din egen manglende fantasi, der sætter grænserne.

Ældstepigen: “Altså, hvis jeg var dig, så ville jeg gøre det modsatte af, hvad mor siger.”

Mellemstepigen: “Nåh, ok?”

Ældstepigen: “Ja, det modsatte, ikke?”

Mellemstepigen: “Ligesom, hm, hvis mor siger, at der er noget, jeg ikke må gøre, så gør jeg det bare alligevel?”

Ældstepigen: “Jaja, så får du jo din vilje. Det er smart.”

Der findes mennesker, der kan se lyserøde elefanter eller ånder. Ja, endda findes der nogen, der kan se auraer, og der er sågar bademestre, der hårdnakket påstår at kunne se tis i svømmebassinet som en rød stribe efter en svømmer. Jeg kan også se noget. Pile.

Jeg vil tro, fænomenet er ganske velkendt. Det sker i hvert fald altid for mig, når jeg har optur over et eller andet computerspil i længere tid. Er jeg i en tetrisperiode, forsøger min hjerne stædigt og uden at have fået lov at omrokere underteksterne til ethvert tv-program, så de passer ind i hinanden. Noget lignende sker, hvis jeg spiller Heroes of Might & Magic; her er det bare hestenes bevægelsesmønster, jeg ser, når jeg lukker øjnene, og samme point & click-strategi jeg mentalt bruger, når mine børn skal bevæge sig fra mudderpølen til badeværelset. Strategien virker desværre bedst, hvis den udføres med en mus og ikke via tankeoverførsel.

Og så er der pilene. De stammer fra Konamis Dancing Stage-spil, som for øjeblikket i den hellige motions og den fede morskabs navn kører dagligt på den udtjente PlayStation. Til den uindviede kan jeg fortælle, at al denne spas opstår ved at udskifte den sædvanlige PS-controller med den mere fodvenlige dansemåtte, som i mine øjne er den største opfindelse siden Kalaha. Og det er muligt, at ordet dansemåtte lyder en kende sjofelt, men er det desværre ikke i udpræget grad. Vulgært er mere beskrivende, når Deres hengivne svinger koteletterne til Kylie Minogue eller The Darkness med kun et minimum af selverkendelse og følelse i benene.

For det er jo et dansespil, og det er ypperligt programmeret livsglæde i topform. De famøse pile ryger op over skærmen, og så skal der hoppes, steppes og vrikkes til den store guldmedalje, for det gælder om at holde trit og takt og i det hele taget forsøge at se en smule lækker ud, da der er frit udsyn fra Brugsens parkeringsplads for folk med gode øjne og sans for kropslig komik.

Bivirkningerne er så en tendens til at se enhver bevægelse som et resultat af de retningspile, der bliver ved med at køre efter afsluttet afdansningsbal. Tilmed i nogle pissesvære kombinationer. Og det kan da være træls at være nødt til at tage et chassé og gøre et lille hop for at gå ind ad børnehavens låge, men 10 millioner gange sjovere end løbetræning eller den forhadte kondicykel.

Konami-piger og -drenge: Jeg elsker jer! Gem den sidste dans til mig!

Forleden aften, eller nærmere forleden nat, for selv om man skal op klokken kvart i lort, kan man jo ikke finde i seng i ordentlig tid, næ nej, men forleden nat, da jeg endelig havde lagt an til at lade hvilen falde over mig, begyndte det at pusle i lillepigens seng. Der var tydelige tegn på drømmeaktivitet, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over, og jeg kastede øjnene tilbage i min godnathistorie.

Der gik dog ikke mange minutter, før jeg igen blev forstyrret. Barnet begyndte at smaske højlydt. Så lød det med meget kælen og henrevet stemme fra søvnens dyb: “Mmmm, sssjokkerlaaade.” Og endnu mere henrykt: “SssjokkerLAAADE!”

Vil det være klogt allerede nu at indmelde den næsten toårige chokolade-aficionado i Vægtvogterne? Bør jeg være bekymret?

Da jeg lavede en smule (overfladisk) research til et tidligere indlæg, googlede jeg udtrykket blodets brusen. Google søgte glad derudad og gav mig så følgende hjælp til min stavning:

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg blev en smule paf, for hvor er det lige, at COOP kommer ind her? Jeg gik fluks til min lokale brugsuddeler og spurgte ham, hvornår SuperDagliBrugsen-Brugsen havde fået blod på sine hænder. Han benægtede ethvert kendskab til noget, der var det mindste mere blodigt end de australske bøffer i køledisken, og jeg oplyste ham om, at hvis det findes på Google, så findes det også i den virkelige verden. Han stak en pakke Werthers Echte dybt ind i kæften i et fejlslagent forsøg på at kamuflere det “Luk nu røven, idiotkælling”, der bare ville ud.

Men nu sidder jeg og tænker på, om ikke det var noget andet, han forsøgte at skjule for mig? Blodets Brugsen. Hvad ER det? Jeg er helt selv kommet op med følgende mulige forklaringer:

• Der er tale om en vampyrkæde. Alle de ansatte er velfungerende vampyrer, der tager et sip af en kunde i ny og næ, når chancen byder sig. Bemærk, at der ikke er adgang til direkte dagslys i en brugs, hvilket yderligere underbygger min teori, og hvidløg er altid små og økologiske. Eller udsolgte.
• Der er tale om et nyt og almennyttigt tiltag inden for dagligvarebranchen. Det tager kun fem minutter at handle, men vi vil så gerne ha’, at du bliver lidt længere, mens vi læser din stregkode op, og du leder efter Boris og donerer blod. Et lille hul i denne teori kunne være, at det mest nærliggende sted at deponere det indsamlede blod er i slagterafdelingen, hvor der kan ske beklagelige ombytninger, hvilket af en eller anden hysterisk grund ikke accepteres i det danske sundhedssystem. Men det er selvfølgelig ikke alle og enhver, der matcher blodtype ko. Eller blodtype gris for den sags skyld.
• Der er tale om en ny, dansk hitgyserfilm. Ingen overlever en ansættelse i Blodets Brugsen. Ingen. Er du først blevet ansat, kommer du kun derfra som oksefars pakket pænt i plastik. Eller støbt ind X-tra opvaskemaskine-tabs. Føl koldsvedens kuldegys hen over frysedisken, og køb aldrig den hjemmelavede leverpostej!