Uden Titel

Har du problemer med at styre temperamentet? Føler du, at du, som ellers er fredselskende og rolig, kan komme i situationer, hvor du higer efter at ty til vold? Driver dine kære børn (eller andre) dig til vanvid dagen lang? Tag det roligere, pacifister kan nemlig også blive rasende og længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, men hjælpen er nær, når afkommet (eller andre) er værst, for her er:

Pacifistens guide til mindre-voldelig adfærd under raserianfald forårsaget af afkom (eller andre):

• Bank hovedet hårdt ind i noget hårdere, f.eks. beton, panserglas eller en god tykbundet støbejernsgryde. Det giver dig noget andet at tænke på, en grund til virkelig at tude igennem, og det eneste, der er i fare for at gå i stykker, er dit eget hoved. Vær dog fattet nok til ikke at benytte den gryde, du er ved at koge suppe i - brandsår er ikke raserinedsættende.
• Gå en tur og råb ad fugle, hunde og naboer, der krydser din vej. Gå langt, men ikke for langt. En tommelfingerregel er, at hvis du støder på en bro, en færge eller en grænseovergang, er det tid til at vende om. Det er smart, hvis du ikke behøver at have børnene (eller andre) med.
• Grin hysterisk og slå kolbøtter. Det hjælper ikke meget, men er sjovt at se på til din 50 års fødselsdag, når ungerne (eller andre) viser skjult kamera fra de seneste 20 år. Venter de til din 65 års dag, kan du selv grine med.
• Tag en tur på din kondicykel. Er du lidt fiks på fingrene, kan du udvinde energien og dermed få gratis elektricitet. Miljøvenligt raseri er in.
• Æd en sofapude. Du kan slå på den imens, og den afholder dig fra at skrige eller råbe noget, du med garanti vil fortryde, når du sidder ret foran skolepsykologen (eller retspsykologen). Desuden er sofapuder fiberrige.

røv|raket I subst.: -en, plur. -ter: (vulgært, meget vulgært og grimt,

men sjovt) stikpille, suppositorium, større pille til indføring i endetarm

fuck, jeg har hæmorider igen, stik mig lige en r. [oprindelse ukendt,

foreløbig kun hørt fra ægtemands mund, men r. har en tysk pendant,

analrakete, som (desværre) ikke længere optræder på tysk Wikipedia

ved søgning på suppositorium]

røv|raket II subst.: -en, plur. -ter: pjatteord i Børnehaven Ellebo, hvor

man bruger ironi over for børnene “børnenes eget personlige sprog

bliver udviklet, og som voksne deltager vi gerne i legen med sproget, og

vi giver lov til at bruge pjatteord (prutskid, r.), men vi lærer dem samti-

dig, hvornår og i hvilke situationer det er ok at bruge dem, og hvornår

de ikke skal anvendes” - [oprindelse ukendt, ikke formodet i betydnings-

familie med analrakete s.d., sandsynligvis opfundet ved tilfældighed, fordi

det ligger godt i munden, indtagelse af r. I frarådes dog]

Det er muligt, at kvinder er fra Mars, og mænd er fra Venus, eller hvordan det der astrologi nu hænger sammen, men når det kommer til stykket, kræver det også en del indsigt at dechifrere, hvad det egentlig er, børnene siger. Jeg skal ikke kunne sige noget om, hvor ungerne kommer fra, hvis mor eksempelvis er fra Merkur (afsvedet og fuld af vulkansk aktivitet), men et godt bud kunne være en hidtil ukendt og beboet planet, hvor et stykke med løgn er daglig kost. Hvilket bringer os til denne oversigt, som jeg har lavet ud fra data indsamlet gennem næsten syv år: 

Når ungen siger: Det var ikke med vilje, mor, jeg kom bare til at gå ind i hende med min fod.

Mener hun i virkeligheden: Ja, jeg sparkede hende, til hun faldt, og så tævede jeg hende lidt med Barbie-dukken for at være sikker på, at hun fattede, hvad jeg mente. Pis, at jeg blev opdaget.

Når ungen siger: Undskyld, lillesøster.

Mener hun i virkeligheden: Så fik du den, grønært, men jeg ved, at mor kan høre os, så jeg helgarderer lige.

Når ungen siger: Jamen, jeg vidste ikke, at jeg ikke måtte spise en hel pakke pålægschokolade.

Mener hun i virkeligheden: Jo, jeg vidste det da godt, men jeg prøver lige at spille dum, for du er jo ikke særligt kvik, mor. Går den, så går den.

Når ungen siger: Jeg går lige over til 80-årige Børnevenlige Nabokone og siger hej.

Mener hun i virkeligheden: Jeg skal lige over at se, om jeg ikke kan bomme 80-årige Børnevenlige Nabokone for Merci-chokolade, selv om jeg udmærket godt ved, at jeg kun må få slik om fredagen. Du giver os jo ikke mad, mor.

Når ungen siger: Det var bare for en sikkerheds skyld.

Mener hun i virkeligheden: Ja, jeg købte slik for næsten 100 kr., og der er ikke noget, du kan gøre ved det, for jeg har åbnet alle poserne på vejen hjem.

Når ungen siger: Åh, jeg er syg. Jeg er træt. Jeg får ondt i armene.

Mener hun i virkeligheden: Under ingen omstændigheder har jeg tænkt mig at hjælpe med at rydde de tre kubikmeter legetøj op, som jeg ikke var for syg til at sprede ud over hele huset.

Når ungen siger: Årh, du er den sødeste mor i hele verden.

Mener hun i virkeligheden: Slip slanterne, moster, jeg vil ha’ den malebog.

Når ungen siger: Bare én gang og så aldrig mere igen.

Mener hun i virkeligheden: Og hvis du tror på den, så er du en idiot. Fra nu af vil jeg plage og plage og plage og plage, hvis du altså bare giver mig lov denne ene gang. Deal?

Når ungen siger: Jeg kan ikke selv lyne mine støvler.

Mener hun i virkeligheden: Jeg gider ikke selv lyne mine støvler, og hvis du vil have, at jeg skal nå bussen, så må du selv se at få fingrene ud, kammerat. Ned på knæ!

Når ungen siger: Jeg hader dig, mor, du har ødelagt hele mit liv.

Mener hun i virkeligheden: Jeg hader dig, mor, du har ødelagt hele mit liv.

Når ungen råber: Det var ikke med vilje! Undskyld! Jeg er syg! Jeg vidste det ikke! Jeg går! Jeg kan ikke! Hvorfor ikke bare denne ene gang? For en sikkerheds skyld? Dummeste mor i verden! Jeg hader dig, mor, du har ødelagt hele mit liv!

Mener hun i virkeligheden: Vil du ikke godt være sød at sætte dig ned, tage mig op på skødet og vugge mig, mens du fortæller mig, hvor dejlig jeg er.

Jeg ønsker mange ting for mine tre døtre, og når det kommer til stykket, er det nok et af mine største ønsker, at de bliver gode mennesker. Odentlige mennesker, der har overskud til at se ud over egen næsetip, og som fordomsfrit bevæger sig på jorden med mindst mulig unødig skade i kølvandet. Hele mennesker, der har respekt for sig selv og andre og gerne giver et nap med, hvor det behøves.

Hvordan opdrager man så det gode menneske? Det er jo ikke nemt. Sure, svovlende jeg skal være et godt eksempel for de her små indtrykssugende svampe. Men jeg øver mig meget på det, for gode mennesker ligger til grund for en bedre verden.

Og hvad det angår, er det fuldstændigt ligegyldigt, at det er tre små piger, som er sat i min varetægt for en kort stund, idet eventuelle drenge ville få den samme tur. Men nu er de jo piger, og jeg tænker da meget over, hvordan den massive beskydning med Barbiedrømme og lyserøde havfruesværmerier påvirker dem.

Jeg vil nemlig så gerne have, at de ved, at de, hvis uheldet er ude, kan klare ærterne uden den allestedsnærværende og højt besungne prins. At lyserøde sværd også kan slå drager ihjel, hvis dragejagt er en nødvendighed i den fremtid, de går i møde. At dragejagt kan være sjovt sammen med prinsen.

Kønnet kan man jo ikke rende fra, og det er der ingen grund til. Men i stedet for at være med til at trække fronterne op, vil jeg hellere, at de bliver i stand til at bygge bro og bedømme mennesket bag kønnet, og at de som udgangspunkt i mødet med verden er overbeviste om, at de er berettigede til livet. Ligesom alle mennesker er det. Uanset køn og andre forskelligheder.

Jeg mødte engang et fæ. Fra Fleggaard. Jeg vil i det følgende referere til ham som Fleggaardfæet eller Fleggaardfæ. Det var dengang for en ti år siden, hvor jeg skulle anskaffe mig min første computer, fordi jeg var færdig på seminariet og dermed ikke længere havde adgang hele døgnet til de vilde 486′ere i edb-lokalet.

Jeg skal straks meddele, at jeg stadig, omend jeg har beskæftiget mig med web og programmering i snart 15 år, ikke har for fem flade floppydiske forstand på hardware (eller den store interesse for det), og det havde jeg dermed heller ikke dengang, men jeg er dog ikke helt idiot og kan som regel selv fikse det fiksable. Og så havde jeg fået et tip. Om en fornuftig computer til en fornuftig pris. I Fleggaard.

Jeg skal gøre det kort med hensyn til, at de glemte at levere computeren til mig på den aftalte dag (men jeg kunne have grædt af skuffelse), og jeg vil næsten springe hen over, at jeg måtte ringe og sikre mig, at de kom med den den følgende dag bare for at få at vide, at de havde glemt mig igen (jeg kunne have grædt af raseri). At skærmen ikke virkede, da computeren endelig arriverede, er en bagatel. Det var da jeg virkelig lærte Fleggaardfæet og den blå dødsskærm at kende, at usb-kablet knækkede.

For min nye computer var fejlbefængt. Jeg var nede hos Fleggaardfæet med den tre gange inden for to uger, men han påstod hårdnakket, at der ikke var noget galt med den, for de havde jo testet den, havde de. Sådan spillet lidt spil på den, og det var der ikke noget galt med. Nå, jamen, fedt, det er jo også den helt rigtige måde at tjekke en computer på, især når det ikke er i spilmode, at den dør.

Jeg havde Fleggaardfæet mistænkt for at tro, at jeg var lidt lun på ham, så han må have forbarmet sig over mig, som den lille lystløgnerske jeg var, for han nedlod sig til et hjemmebesøg den fjerde gang, jeg klagede. Der kom han og troede, at han var de narrehattede computersælgeres svar på Clint Eastwood, iført Raybans og værktøjskasse og med det der lille smil om munden, der siger: ”Hør nu her, sæk, du er bare en pige, og du kan ikke en skid med computere, du sidder sikkert og trykker Ctrl-Alt-Del af bar forargelse over al den porno, du nu kan se, og så ringer du efter superman her. Det er ok, jeg banker lige lidt på kabinettet med en polsøger og trykker lidt på Return, og så kan du jo passende tage et pc-kørekort i mellemtiden.” Nej, hvor jeg følte mig heldig.

Da jeg ugen efter igen stod over for Fleggaardfæ i butikken, og han meget overbærende antydede, at jeg ikke kunne tænde for en computer uden mandlig hjælp til bare at finde on-knappen, kunne jeg ikke mere. Jeg gjorde noget, som jeg aldrig har gjort før offentligt: jeg skældte ud. Jeg blev så edderspændt rasende, at det nok var komisk, og kaldte ham en løgner og fortalte ham, at jeg var møgtræt af at blive mistroet, for uanset hvor ustabilt Windows 95 kunne være dengang, SÅ VAR DET IKKE SÅ USTABILT!

Jeg halsede ud af butikken og ringede til en fyr, som jeg underviste i kommunikation og internet sammen med. Han var sådan en, der kunne lide at køre med fire forskellige operativsystemer og lodde lidt på printplader i sin fritid, og han sad en hel nat og hamrede i tasterne for til sidst at komme med meldingen: “Den er syg, din nye computer. Der er et eller andet helt galt.”

Jeg trak så Printpladefyr med ned i forretningen, så han kunne stå og fyre tekniske termer af, for jeg orkede bare ikke mere at forsøge at bryde igennem Fleggaardfæets kvindedøve mur. Printpladefyr siger til Fleggaardfæ: “Den er syg, computeren.” Fleggaardfæ siger til Printpladefyr: “Ja, [teknisk snak fra mand til mand, rullende øjne over mod mig og kvinder og teknik], og vi har faktisk de sidste par måneder måttet sende flere tilbage til producenten, fordi der er fejl i motherboardet.”

Det var kun, fordi jeg er så behersket en person, og fordi jeg er så strengt opdraget, at jeg ikke på stedet hev det første og bedste keyboard ned fra hylden og smadrede hans fjæs med det. At jeg ikke kvalte ham langsomt med hans egen musemåtte eller bandt hans nosser op med et printerkabel. Til gengæld fandt jeg efter et par uger ud af, at han havde glemt sine grimme Raybans hjemme hos mig.

Det var med stor nydelse og uden dårlig samvittighed, at jeg trampede dem i tusind stykker. Yeah! Jeg håber, de var dyre.

                       Du skrev                    dit navn

              på mig. Ridsede di         ne initialer dybt ind i

          min rødmende hud. Jeg vaskede mig.  Og vaskede

      mig. Forsøgte at udradere dine ridser. Jeg skrabede min

    krop hen over asfalt, til huden hang i trevler og knogler stak

       ud. Jeg skar remme af huden og gav dem til strejfende

            hunde. Til sidst var kun mit hjerte tilbage, bræn-

                 demærket med tusinde ens navnetræk,

                       dine, og jeg indså, at jeg aldrig

                            ville slippe bort. Fra dig

                                   og mit dekorere-

                                        de hjer-

                                            te.

En syndebuk er fantastisk at have. Især hvis den på det nærmeste er umælende, eller bare generelt svarer ja til alt, med mindre den bliver spurgt, om den er træt og skal i seng.     

Der er selvfølgelig tale om, at yngstepigens to snedige storesøstre har fundet ud af, at deres lillesøster på 1½ år er begyndt at kunne så mange ting, at de lige så godt kan prøve at tørre større eller mindre synder af på hende. Og jeg skal love for, at de storesøstrene synder i den grad nedarves til lillesøsteren. For øjeblikket er den vigtiste undskyldning her i huset nemlig, at ”det var lillesøster, der gjorde det.” Yngstepigen har sør’me også været exceptionelt aktiv i denne weekend, da hun har:

• hugget vindruer fra køleskabet, som er placeret mere end en meter over gulvhøjde
• kravlet op på køkkenbordet, tappet vand i en stor skål, båret den ud i entréen og tømt den (øjensynlig ud over mellemsøster) - uden at blive våd
• klippet karklude i hjerteformede stykker
• overtalt mellemsøster til at fodre hende med pålægschokolade
• skrevet storesøsters navn på vinduet med tusch
• smurt leverpostejsmadder og gemt dem under mellemsøsters seng
• placeret storesøsters skihandsker og samtlige mellemsøsters underbukser på øverste hylde i køleskabet
• tvunget mellemsøster til at tage ble på
• hældt flydende håndsæbe på mors tandbørste

“Det kan du da nok, forstå, ikke, mor? Lillesøster ville ikke høre efter. Og jeg sagde til hende, at hun ikke måtte.” Jojo, og jeg er stolt. Hun er fremmelig. Og hendes søstre er englebørn. Og jeg er ¤%#&% kronprinsesse Mary med klaphat på!

Nu vi taler om at læse op for børn, så har min nævenyttige mor været på biblioteksudsalg. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal være glade for bøger, og det var da også et rent slaraffenland, da hun kom slæbende med et af de der blå Ikea-indkøbsnet topfuldt af kasserede bøger. Dejligt! Det knap så dejlige var, at hun havde fundet en bog, som hun i den grad kviede sig ved at læse for mig, da jeg var barn. Og nu ville hun hævne sig.

Bogen, vi vil behandle i dette indlæg, hedder “Sådan får man et barn”, er skrevet og tegnet af Per Holm Knudsen og er fra det Herrens år 1971. Og når jeg skriver 1971, så har du sikkert et rigtigt godt billede af, hvordan den bog ser ud indeni, for den er jo ikke for børn! Hvor er bierne og blomsterne? Hvor er storken blevet af? The answer, my friend, is blowing in the wind…

Men ungerne elsker den selvfølgelig og fniser henrykt, når de hiver den frem. Og her er det vist passende med et par citater:

“Her har faren og moren ikke tøj på. Så kan du se morens bryster og morens revne. Morens revne hedder kussen. Du kan se farens tisse-mand. Tisse-manden hedder pikken.”

“Moren og faren kan godt lide hinanden. De kysser hinanden. Farens pik er blevet stor. Den stritter lige ud i luften. Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.”

“Moren og faren lægger sig på sengen. De putter pikken ind i kussen. Nu kan de lege sammen. Faren og moren gynger op og ned. Det kalder man at bolle eller at sam-lege(!).”      

Nu er det ikke, fordi jeg føler mig specielt snerpet eller overdrevet blufærdig på det område, og ungerne har da også fået den store forevisning af “Et barn bliver til” og en ordentlig forklaring, hver gang en ny familieforøgelse har været på vej. Men den her bog har jeg det altså svært med.

Nå, ungerne sidder altså og gyser henrykt, og her skal man ikke undervurdere væmmelsesfaktoren, for de synes, det er drønulækkert på den fede måde, og jeg advarer lige den store, inden vi begynder:

“Okay, nu læser vi, men hvis du bliver alt for overgearet og vild, mens vi gør det, så lægger vi den væk.”

Og hvem er det så, der sidder og småfniser og ikke kan lade være med at klukke på den tøsede måde, mens hun troligt bytter alle kusser ud med tissekoner og pikke ud med tissemænd?

Det er mig. Pissefucking voksen er jeg nemlig.

inderst inde er vi alle glade

når vi stiller op til martyrernes parade

vi kan jo li at ha det hårdt

og det er altid ekstra godt

hvis andre osse syns det er lidt synd for os

og jeg var selv ofte en af de glade

der dansed heftigt i martyrernes parade

men en dag gik jeg amok

blev jeg moden? ikke nok:

men godt martyrium creater dårlig buzz

ødelæggende kraft

lægger øjnene døde

lægger ansigter øde

kærligheden overvinder aldrig alt

hvor afmagten skrigerisk raser

og nærvær forsvinder med lysnende nat 

blev ordene taget fra barnet

der aldrig igen

taler rent

Når jeg lige er blevet færdig med en bog, skal der mange og lange og velbegrundede argumenter til for at få mig til at læse den igen med det samme. Er det en god bog, går der måske et år, er den mindre god, kan det have længere udsigter, hvis jeg overhovedet læser den igen.

Sådan har børn det ikke. Nej, hvis de synes, at en bog er god, så skal den læses igen nu og her. Hvor har jeg siddet mange gange og er næppe blevet færdig med at læse “Trunte-Lunte på sommerferie” eller “Totte og katten Kisser”, før børneværelset ryster under ivrige børnestemmers “Læs den igen, mor, læs den igen!”

Der er også den langsomme død, hvor man læser den samme bog aften efter aften efter aften. Eller synger en yndlingssang. Vi er f.eks. tæt på at være kommet over “Jutlandia”, mens vi stadig gisper af fryd over “I en sal på hospitalet”. Ja, de er nogle sentimentale skiderikker, de unger. “Hodja fra Pjort” er nu ved at blive kørt i stilling som næste favorit, og her brøles der igennem på “Ingen skal stjæle fra børnenes fantasi”.

Men, jo, jeg skal gerne stjæle, især fordi jeg ønsker at bevare min mentale sundhed. For uanset hvilke potente favoritforfattere mine børn måtte have, så kan selv ikke “Pippi Langstrømpe på Kurre-kurre-dut-øen” blive ved med at være interessant for den voksne læser, når man udsættes for den i tide og utide. Hvilket bringer os til:

Irriter dine børn og underhold dig selv under oplæsning af fallerede favoritbøger

• Indlæg med vilje en fejl nu og da i din ellers fejlfrie oplæsning. Hvor der står Trunte-Lunte er vred på den lille, grønne bamse, kan du passende udskifte grønne med røde, og eder og forbandelser vil ingen ende tage. Fordel: det øger opmærksomheden, og nogle gange er det endda ikke kun dig, der er ved at dø af grin. Går der så oven i købet sport i det, er det lige så spændende som at klippe negle med en hobbykniv.
• Benyt overdrevent irriterende stemmeføring. Ved læsning af især lidt for tøsede prinsesse-/fe-/andet tøsegejlbøger kan du bruge din læspestemme eller tossepeterstemme, som begge vil være kilde til umådeholden underholdning for dig selv. Fordel: børnene hader det.
• Indskyd ofte ord som prut og tis. Denne strategi knækker selv den mest alvorlige eller sentimentalt savlende børnebog. Ulempe: kan ende i det rene prut- og tisorgie, som er mere enerverende end selve gentagelses-oplæsningen.
• Fald i søvn. Som pligtopfyldende forælder kan du sagtens læse videre, selv om du i korte perioder har lukkede øjne og savl ud af mundvigene. Er du så heldig at kunne huske, hvad du i søvne har læst, er der morskab til flere dage. Eksempler fra det virkelige liv kunne være at synge Wow i stedet for Pruh eller at læse Pippi laver socialrealistisk extravaganza, hvor det skulle have været Pippi laver pandekager. Det er ikke småting, du kan få fyret af. Fordel: Du får powernappet og falder ikke i søvn foran tv-avisen. Ulempe: du fik garanteret ikke powernappet længe. Nå, ja, og forklar lige socialrealistisk extravaganza til en treårig.
• Spring sider over. Prøv så vidt muligt at vende to eller flere blade samtidig. Spændingen er ulidelig, mens du venter på, om du bliver opdaget. Ulempe: hvis det lykkes, føler du dig som en snyder og lidderadurforvansker.
• Læs uhyggelige passager uhyggeligt op. Her er en rigtig mavekilder. Grin indvendig, mens du med din uhyggeligste stemme råber: “Hvem er det, der tramper på min bro?” Ulempe: der er risiko for, at du har sengen fuld af unger hele natten. Fordel: der er chance for, at du har sengen fuld af unger hele natten.
• Syng bogen i stedet for at læse den op. En garanteret tilvanvidsdriver. Bonusinfo: Benyt melodien “Alley Cat”, da man kan synge hvad som helst på den. Ulempe: skænderier kan opstå, hvis et barn synes, du er for fed, mens det andet insisterer på, at du bare er en fed nar.

Men uanset hvad du gør, så nævn aldrig, at du synes, en bog er kedelig. Det vil med garanti rykke den langt op på bestsellerlisten.

Jeg kan læse og køre i bus samtidig igen. Før blev jeg altid køresyg. Jeg har medicinen mistænkt for at have haft den effekt på mig, for da jeg holdt op med at tage den, forsvandt køresygen. 

Indtil jeg holdt op, var jeg egentlig bare parkeret et eller andet sted i udkanten af livet, eller også lå jeg og haltede afsted i krybesporet. Og jeg krøb, gjorde jeg. Gjorde alt, hvad jeg blev bedt om i håbet om i det mindste at blive ledt tilbage til noget, der kunne ligne en vej. Havde der været en læge eller kommunalt ansat, som jeg kunne tilbyde seksuelle ydelser i bytte for reel hjælp, så havde jeg også gjort det. Med glæde.

Medicinen blev, sammen med en samtale hver tredje måned, overrakt mig med stor alvor, og når man ikke har andet at gribe efter, er et halmstrå også udmærket. Skrøbeligt vel at mærke, men et håb.

Det, der gør mig vred, er, at jeg var på tossebenzin i tre og et halvt år stort set uden grund. Der var bare ikke ressourcer til at gøre noget fornuftigt ved mig, fordi jeg var ufarlig. Måske råbte jeg ikke højt nok. Nej, lad mig omformulere: jeg råbte ikke højt. Jeg er nemlig en pæn pige, der nejer og siger tak, også selv om det er en lort, man lægger i hånden på mig.

Når jeg nogle gange ryger helt op i det røde felt og tror, eller ligefrem råber, at jeg bliver sindssyg, så passer det ikke. For der er ikke noget som helst galt med mig. Jeg var bare uheldig at blive parkeret, og jeg kommer aldrig så langt ned ad den vej igen. For jeg har ansvar og forpligtelser, der langt overstiger behovet for at køre løbsk. Og jeg er blevet i stand til at spørge om vej.

Jeg holder meget dette billede. Farverne, kompositionen. Et amatørsnapshot, der faldt heldigt ud. Vel fra 1975. Det er fra dengang, før verden gik af lave. Eller i hvert fald før jeg vidste, at den gjorde det. Fra dengang vi kunne stå på toppen af bakken i lyset fra solnedgangen og se byen under os skygge til. Dengang alt var stort og nyt. Da slik for en femmer var uoverkommeligt at spise.

Dengang det var nok med en is og et kys til en karbadbaby.

søvn ligger tungt over kroppe

fælles ånde drager gennem alle rum

mareridtets monsun er malurt

i nattens formørkede bæger

medbringer lyden af drømme

et ekko af udtjent dag 

kaster lys på solen

som vågner

stråler lindrende morgendug på sovende sind

“Ja, hej, det er mig. Jo, det går da meget godt. Årh, de forbandede fugle, jeg kan ikke høre en skid. Hold nu kæææææft, møgsort! Pis! Hvad? Nej, der er bare forpulet græs og irriterende insekter over det hele. ARGH! En bi! Skrid med dig! Gå væk! Hjem til dit lille, fedtede hvepsebo! Jojo, vi har da fået pakket lidt ud, det er…  Føj for satan, en slimet, ulækker, snegl, marn. Adr, adr, adr, hvor er den bare fårking klam! Ned fra mine tæer, dræbernar! Luk nu røven, snotfugl! Ved du hvad? Jeg tror lige, jeg går indenfor…”

Ovenstående er et mere eller mindre ordret uddrag fra en telefonsamtale, jeg førte i sommer. Så lad det straks være sagt: jeg er ikke noget naturmenneske. Jeg higer dermed ikke efter vindblæste gåture ved Vesterhavet eller kajakroning på Gudenåen i pagt med Gud og hver mand. Naturen er overvurderet, helt simpelt.

Jeg kan da godt få åndenød af en smuk solnedgang eller af at stå ved en blikstille Loch Lomond en tidlig og diset forårsaften. En travetur ved Vesterhavet er ok. Råbjerg mile er fin. Dyrehaven er fjong. Men jeg opsøger ikke naturen, fordi det er vigtigt for mig at mærke den, eller, åh Gud, ligefrem føle mig ét med den.

Jeg er nemlig ikke tilhænger af frisk luft. Jeg lufter kun ud for mine samboers skyld og sidder kun på terassen om sommeren, fordi det er der, de mageligste stole er. Når jeg ruller mig i sneen, er det fordi jeg har brændt mig slemt over hele kroppen, og hvis jeg synger i regnen, er det fordi ungen ikke vil sove. Gå hjem og vug, sol, kom ikke igen. Der er koldt, og der blæser ved Vesterhavet. Himmelbjerget er for højt, og der er myg.

Nej, giv mig til hver en tid en stang smøger, SingStar, en PlayStation, en kasse Breezers, mange store, tørre, meget-mere-voksne-end-Breezers martinier - så er jeg glad og tilfreds.

Det er det samme med dyr. Jamen, det er fuldstændigt misforstået at sende mig billeder af små, søde kattekillinger eller Zoo’s nye orangutangbaby. De er da kære, men jeg tisser altså ikke i bukserne af begejstring. Hunden er da fin nok, men ikke min bedste ven. Faktisk vil jeg mene, at jeg var underlig, hvis min bedste ven var en hund. Eller en marabustork for den sags skyld. Jeg modtager dog hellere end gerne billeder af Marabou-chokolade, men hundekattegirafantilopevortesvinsaben rager mig en papand.

Forstå mig ret. Det er ikke, fordi jeg synes, man burde afskaffe naturen eller lade være med at passe på den. Jeg smider ikke mit lort i naturen, når jeg endelig er der, og jeg lærer også mine børn, at de skal behandle den pænt. Og det kan da meget vel være, at jeg ville savne den, hvis jeg en dag tog ud til den, og den var væk. Jeg finder den bare ikke ophidsende. Og det kunne være, det ikke er mig, der er underlig, selv om vi naturindifferenter har dårlige kår i denne verden. Måske har naturen et imageproblem?

Naturen burde i så fald have et (nyt?) reklamebureau, burde få sig et slogan, burde brandes. Eventuelt kunne man uddele små party favours ved indgangen eller give mig et gavekort til den lokale videobiks efter ti ganges brug. Det ville være en naturservice, jeg kunne forstå!

Min svigerinde er noget så eksotisk som model og (måske upcoming) skuespiller i New York, Los Angeles og nu og da København. For et par år siden havde hun en stor birolle i en dansk film og blev i den forbindelse interviewet til snart sagt alle danske medier. Hun gjorde alle mulige krumspring for at undgå at oplyse sin alder, og mange (inklusive overtegnede) har nok ment, at hun var en smule krukket.

Hun har også sådan et modelkort med udvalgte billeder fra mappen, højde, vægt og andre mål, og også her er hendes alder en stor, fed løgn, som man snildt kan lægge fem år til og så komme nærmere noget reelt. Åh, hun må da være krukket.

Man kan sikkert kalde hende mange ting, men krukket passer bare ikke ind i billedet. Nej, sagen er den, at aldersfiksering i USA har nået en højde, der grænser til beyond latterlig. Man må helst ikke være en dag over 22 og i hvert fald slet ikke se sådan ud. Hollywood pisser i bukserne af skræk, hvis noget, der kunne ligne en voksen kvinde, træder ind ad døren og gerne vil castes til rollen som Jack Nicholsons eller Michael Douglas’ kæreste.

Modelsvigerinde fortalte mig, at da hun var til fødselsdagsfest hos sin dramalærers (æld)halvgamle mand, og hendes kæreste høfligt (som man godt kan gøre i Danmark, og i hvert fald til en mand) spurgte, hvor gammel han så blev, brød dramalæreren lynhurtigt ind med: “You don’t ask, you just don’t ask that.”

Det er nemlig døden i showbizz at bekendtgøre sin alder. Et andet eksempel er en kvindelig nyhedsvært, der begår karrieremæssigt selvmord på national tv med ordene: “I’m 41 years old and at the top of my career..” Dagen efter var hun fyret. Hun skulle aldrig have omtalt sin alder.

Hvad er det, der sker? Jeg taler ikke om at have en næsegrus beundring for alderdommen og at acceptere enhver form for demensinficeret pludren som ufejlbarlig visdom. Og jeg var da også ved at tude, da min sømand fandt det første (unægteligt meget smukke, faktisk) sølvhvide hårstrå gemt godt af vejen bag et af flapørerne. Men jeg er s’gu da ude over det nu.

Jeg er faktisk af den mening, at jeg gerne vil have, at mit liv sætter spor i mit ansigt og på min krop, ligesom det forventes, at jeg mentalt modnes med årene. Man kan godt forfalde med ynde (ikke jeg, men nogen kan), og jeg undres over, hvad vi er så bange for, selv om angsten ikke er så udtalt her som i USA.

Ungdom er, trods alt, ikke en kvalitet i sig selv. Sagde det ræverøde rønnebær, der i modsatte fald er langt over sidste salgsdato.

Jeg er en nar til det der med blod. Og sår. Brækkede lemmer. Lukker altid øjnene, når der gives indsprøjtninger på film eller tv. En tøs er jeg faktisk. Gok, gok, gok.

Engang havde jeg været så velovervejet bare at klaske en skraber (I’m your Venus, I’m your fire...) ned i en plastikpose sammen med alt muligt andet til kroppens vedligeholdelse. Det havde jeg glemt, da jeg skulle fiske min tandbørste op, hvilket resulterede i en halvt afskåret finger, ja, eller næsten, men i hvert fald en masse blod.

Men aldrig har jeg da kendt magen til reaktion. Jeg måtte ned at sidde med hovedet mellem knæene, småtudende, ja, det var lige før, jeg måtte lægges i natostilling og respirator. Jeg var ude af stand til at stå oprejst og måtte bruge en time på at overbevise mig selv om, at jeg nok heller ikke døde i denne omgang. Livet løb jo ikke ud ad fingeren på mig i store pulserende stråler. Ynkeligt.

Og hvor fedt er det lige at have en mor, der spasser totalt ud over en blodmængde, der overstiger den gennemsnitlige hudafskrabningsudladning? Som himler op, hver gang der lyder et bump fra stuen efterfulgt af et skrig - eller værre: ikke efterfulgt af et skrig. Som virkelig tager sig sammen og forsøger at være katastrofesituationen voksen, men alligevel er ved at besvime med trynen ned i åbne sår? Og hvad kan man gøre?

Jeg sender sømanden. Det er alligevel et led i hans videre uddannelse at sy flæskestege sammen og lægge venflon på sig selv og andre i en uges tid hvert andet år. Han kan tåle det. Så når bumpet eller skriget lyder, farer jeg febrilsk rundt efter ham. Er han for langsom, skynder jeg hysterisk på ham, og så står jeg ellers og gemmer mig bag døren, på nåle og spring, indtil han giver fri-bane-melding. Eller har vasket ungen.

“Nååårh, kom op til mor og bliv trøstet. Hvad? Nej, far er færdig med dig. Flyt dig lige, sømand, og smid de blodige klude til vask. Lad mig lige komme til. Nu skal mor trøøste…”