Uden Titel

Med dybfølt ønske om fed, fed påske til alle.

Jeg tror, at tomater var meget dyre, da jeg var barn. I hvert fald blev de regnet for at være for fine til at spise på anden måde end som tynde skiver på rugbrød med pålæg og minarine. De var grøntsagernes svar på pålæggets røgede filet, som også blev strengt rationeret. Så selvfølgelig huggede vi tomater, når vi kunne se vores snit, og den dag i dag regner jeg tomater for at være meget finere end f.eks. agurker, selv om jeg ikke længere føler en ubændig trang til at spise dem i store mængder. De smagte simpelthen bedre dengang.

Agurker har jeg egentlig aldrig haft et specielt hjerteligt forhold til. De er gode på leverpostej og andre slags pålæg, tzatziki ville ikke helt være det samme uden, og vi får vel i gennemsnit gnasket os igennem 4-6 agurker i løbet af en uge. Agurken er nok i virkeligheden grøntsagernes leverpostej - helt almindelig, kan ikke støde nogen, og de fleste mennesker tænker ikke nærmere over den, når blot den optræder i vante omgivelser.

Måske er agurkerne trætte af at være så almindelige. De prøver i hvert fald på alle mulige måder at sende beskeder til mig i dag. Det er næsten uhyggeligt, som de forsøger at placere sig uden for enhver kendt kontekst og dukker op, når jeg mindst venter dem. Kræver at al tid er agurketid. Hvilket bringer os til:

I dag har jeg fundet agurker eller spor af agurker følgende steder og har tolket det som et forvarsel om, at agurker er ude på at overtage verden

1. I vaskemaskinen. Under badning af afkom kommer jeg til at kigge ind i vaskemaskinen. Noget grønt stirrer ondt tilbage. Ved nærmere eftersyn finder jeg en i Netto nyligt indkøbt agurk, som i sin plastikoverlevelsesdragt er kravlet (eller hvad agurker gør) ind i tromlen. Ved udøvelse af moderat fysisk pres med et rivejern får jeg ud af den, at den føler sig beskidt efter at være blevet befamlet gentagne gange under sit ophold hos Gasa. Jeg tror den lyver, men selv en agurk kan være en hård banan.
2. I kopimaskinen. Under indtastning af rablende indlæg falder mit blik på HP all-in-one’en. Der er noget, der ikke stemmer. Ved nærmere undersøgelse finder jeg en overskåret agurk under låget. Under udøvelse af moderat pres med kopimaskinelåg, får jeg den til at påstå, at den er fuld og ved at tage en fotokopi af sin ende til almindelig morskab for vennerne. I virkeligheden mistænker jeg den for at være i gang med at eksperimentere med kloning, men trøster mig med, at det kommer til at vare mange år, før vi ser agurken Dolly, hvis fotokopiering er agurkernes generelle kloningsniveau.
3. I børneværelset. Under indtog i børneværelset med sengeklart afkom hænger jeg uhjælpeligt fast i gulvet og overmandes af eddikeagtig og sukret duft. Lage. Ved udøvelse af moderat psykisk pres mod afkommet (trusler om tab af godnathistorie), får jeg kun følgende kodemeddelelse: “Dine patter ligner dinopølser.” Noget siger mig, at de syltede agurker også er sure. Og mine børn er i ledtog med dem.

Ahhh. 30 minutter tilbagelænet på terrassen. Med forår i fjæset, Sommer i huset og ørerne. Håber ikke, at jeg er nødt til at afskaffe mit forårsforbehold, som i sin tid var resultatet af min forårshadsrevision. Jeg beroliger mig selv med, at jeg nok aldrig bliver decideret forårskåd. Helst intet nyt under min sol.

Andet end den million ekstra fregner, selvfølgelig, der holder indtogsparade i og omkring mit ansigt allerede den første dag med solindtag. De har madpakker med og slås om den bedste plads, tager på opdagelse, hvor man ikke skulle tro, solen skinner, og formerer sig som ekstremt fertile rotter. Ikke så underligt, at mit spejlbillede ikke lige kunne genkende mig.

Min far sagde engang til mig i et anfald af sjovhed, at hvis jeg fik en eneste fregne mere, ville jeg være mulat, og det er der som sådan ikke grund til at klage over, hvis man i forvejen er at betegne som en wannabe-albino. Især fra lårene og ned. Sagen er jo den, at hvis jeg ikke sørger for at brænde mig på solen, så er fregnerne den eneste form for farve, der overhovedet ønsker at komme i nærheden af blåviolet gennemsigtige mig.

Jeg har tidligere forsøgt at kompensere for min hvidhed ved hjælp af diverse selvbruningsmidler påført benene. Jeg syntes selv, at resultatet var hæderligt og ikke mindst naturligt. Mine brødre fortalte mig godt nok senere, at det så lidt underligt ud, at jeg på overkroppen var fregnefarvet eller tomatrød, mens de nedre ekstremiteter lignede en zebra med pigmentfejl. Jeg er ganske overbevist om, at deres udsagn var et udslag af broderlig ondskab og tilmed det pureste opspind. Men jeg gider altså ikke skrubbe, skure, sprøjtemale, glatte, creme og løbe ud over savannen mere.

I stedet vil jeg forsøge at dyrke mine fregner. For eksempel er der nogle vildfarne nogle på mine knæ, og hvis jeg nu nurser dem godt og grundigt med en årlig afbrænding eller to, så kan det jo være, at de bliver lige så talstærke som ansigtsfregnerne. På den måde kommer det også til at se mere naturligt ud, og det kræver kun lidt smerte og tålmodighed.

Og fregner er jo så kære. Og klædelige. I fucking SMÅ mængder!

Den største smerte er ikke fødslen. Men ekkoet af en andens smerte, der så nemt opnår klangbund i kroppens huler. Det lille menneske i den store verden, hvor finder det hen? Der er ingen måde at vide det på, men vejene dertil er farefulde og snørklede. Nattemørke. Om det står ved en korsvej, er umuligt at vide. Ikke alle kan kalde med lys.

                   Gad vide, om de tør nu, Pia? De skal i hvert fald være velkomne…

Da vi boede i København var det en pest, hvis ungerne gerne ville ud at lege. Det var nemlig ikke velset bare at sende dem i gården, selv om den var aflukket, og ungerne ikke var idioter. Næh, hvis ungerne skulle ned for at grave i sandkassen, var vi nødt til selv at gå med for at overvåge og irettesætte, for børn kan jo ikke finde ud af at lege selv uden voksen supervision.

Ikke fordi jeg ikke gerne ville gå med dem i gården, men nogle gange er det altså smartest at få ordnet aftensmad eller vasketøj, når man lige har et ledigt minut, og kunne det tænkes, at børnene engang imellem ville have godt af at tulle lidt rundt for sig selv?

Men det endte så altid med, at vi sad mindst det samme antal forældre, som der var børn på gynge eller i sandkasse. Vogtende. Ved det mindste optræk til ballade blev vi til menneskelige fendere, der nydeligt lagde os imellem og rundt om. Hvordan lærer børn at løse konflikter, hvis de ikke får lov at prøve?

Her bringer vi en advarsel, for nu kommer det uundgåelige “Da jeg var barn…”-afsnit:
Da jeg var barn løb vi bare rundt hos hinanden i en stor snottet og larmende bunke, og der var ingen grund til voksen indgriben, med mindre der var tæv eller andet ulykkeligt i farvandet, for vi kunne godt klare de små konflikter selv. Ellers kunne vi jo bare gå hjem. Der var heller ikke nødvendigvis kage og saftevand eller andre former for legetanteri, og en playdate var et ukendt fænomen.

Når mine døtre skal lege med en kammerat, så skal det aftales mindst en uge i forvejen, og som regel vil de helst hjem til kammeraten, for så vanker der tit kakao og bagværk og evt. en hurtig skattejagt. Jeg har lidt svært ved at forstå, at det, at man skal lege sammen, skal løftes op til at være en event på linje med, at kongeskibet lægger til kaj, men jeg føler mig da klart presset.

For lever andre familier virkelig på den måde, at hver dag er en fest med chokoladekage og fyrværkeri? Og hvor mange kager og andet har børn godt af at blive affodret med i hyggens navn? Og hvis jeg ikke bager kager og bare lader ungerne løbe og lege uden unødig indblanding, smadrer jeg så mine døtres sociale liv? For hvem gider besøge stedet, hvor intet kan ske? Jeg troede jo egentlig, at det handlede om, at tøserne skulle lege sammen og ikke om at kunne fremvise den længste liste over indtagne lækkerier og forældrestyrede aktiviteter.

I dag bukkede jeg under for presset. Vi havde en playdate på besøg, og hun kedede sig synligt og gad ikke lege det samme som mine børn. Straks følte jeg mig skyldig, tilskyndede min ældste datter til at indgå legekompromis og fremtryllede på magisk vis og med grædende tumlig slynget om benet nogle hindbærmuffins, som jeg stolt præsenterede for hele koret.

Den besøgende legekammerat ville ikke have noget, for hun skulle hjem og have pandekager.

Endnu en god dag, der burde være slut for længe siden, lakker mod enden. Man sidder her ved sit jerusalemsødelæggelseslignende skrivebord og bruger alle midler for at holde sig vågen: de kendte tændstikker i øjenlåg, den elskede rør-engang-imellem-forsigtigt-ved-en-afisoleret-og-strømførende-ledning-teknik og ikke mindst den inæognydelige selvpåførte kindhest.

Mens man endnu er ved bevidsthed, tænker man tilbage på dagen, der så frækt fløj afsted, og man kan ikke helt give slip. Må tage skrappere midler i brug. F.eks. kan man jo mindes dagens højdepunkter:

1. Man fik vasket det samme tøj flere gange. Både i vaskemaskine og regnbyge. Tøjet er nok rent nu, men sover ude på tørrestativet i mangel af bedre opbevaringssted til 25 kg sjavlende vådt kluns. Man kan glæde sig til i morgen, hvor man op ad dagen kan smide halvdelen af tøjet til vask igen på grund af ekskrementer fra flyvende rotter og lægge resten i sammenlægningsbunken sammen med et utal af ventende kolleger.
2. Man blev inviteret til jubilæum. Det er jo ikke hver dag, det sker. Især ikke et 1974 års et af slagsen. Ærgerligt at jubilaren ikke kan være fysisk til stede. Man græmmer sig næsten over det prompte afbud, man meldte til de flinke damer, der så venligt inviterede til festivitas i anledning af Jesu død.
3. Man fandt under oprydning en mørk læbestift med glimmer og intakt forsegling. Man glemte, at man havde afprøvet denne læbestift, da man fuldstændigt forpjusket og uden anden form for makeup afhentede busbarn, der højt og tydeligt påtalte fejlen. Man glædes over, at man herefter ikke kunne fjerne alt glimmer og farve fra tallerkenlæber på vej til børnehaven og dermed lignede en falleret luder på vej hjem fra håndarbejde.
4. Man blev heldig ejer af kost med duft efter tab af ½ liter parfume på badeværelsesgulv, der hårdnakket vedbliver at te sig som et Wunderbaum på speed. Hugo Boss gik gennem stuen og vil ikke skride igen.
5. Man blev hånet på vers af en næsten fireårig: “Nej, jeg elsker alligevel ikke mor, for hun er dum og hun er stor. Men jeg elsker kun min far, for han er stærk og rar.” Man ved nu, at det betaler sig at fylde sine børn med rim og remser. Om ikke andet bliver de ad åre klar til Mc’s fight night.

I sandhed en dag, man ikke har lyst til at lukke ned. Men det være hermed nu alligevel gjort.

Jeg har lige fundet Louis Jensens “100 nye historier”, som er en dejlig (børne)bog med småbitte, rektangulære og til tider meget poetiske og eventuelt kvadratiske historier. Da jeg faldt over nedenstående lille fortælling, gik den velkendte prås op for mig: måske er jeg ikke ostehysterisk, måske har jeg som barn bare mødt Karl Frost, inden Mr. Ostedræber kom? 

En et  hundrede og  sekstende gang var
der en  dræberost  der  hed  Karl  Frost.
Den  boede  i  et hult  træ lidt  uden  for
Bjerringbro  og  kørte  rundt om  natten  
på  en rød  Mountain  Bike  og  skræmte
hvem   som  helst  den  mødte  med  sit
lange og  ækle  skrig, der stank hårdere
end noget andet. Men  en  dag  så  kom
musen    Mr.   Ostedræber    tilfældigvis
forbi, og da Karl  Frost kom farende  på
sin Mountain Bike for at jage en skræk i
livet på  musen, så slugte Mr. Ostedræ-
ber  Karl  Frost  og  den  røde Mountain
Bike i  én eneste  mundfuld. Og  nu  kan
man igen gå ud om natten i Bjerringbro.

    ©Louis Jensen. Fra 100 nye historier

Og nu skal det hele heldigvis ikke handle om ækle og skrigende oste, så her er en anden lille smagsprøve:

En et  hundrede  og  enogfyrrety-
vende  gang  var  der  en dyb stil-
hed, og  inden  i stilheden  var der
en ny stilhed. Og  den  anden stil-
hed  var  endnu  dybere  end  den
første. Sådan  fortsatte  det  med
den   ene  stilhed  inden i  den an-
den.  Allerinderst  var   der  et an-
sigt, og i hvert af øjnene stod der
et  træ,  der  var  helt  stille. Og  i
hvert træ sad der en fugl og sang.

©Louis Jensen. Fra 100 nye historier

Tak, Louis! Vi er rigtigt glade for dig her i vores hus.

I aften har jeg varmet mig ved en brølende ild. Jeg har brændt bøger. Jeg har nemlig lært, at mange af de stykker børnelitteratur, som jeg før i aften læste med stor glæde, i virkeligheden er visualiseringer af djævelen selv og direkte skadelige for vores børn. Jeg ser lyset fra brændeovnen og ved, at det er godt.

Jeg vil nedenfor vise et lille udvalg af de bøger, jeg har brændt, en begrundelse for afbrændingen og en brændværdi. Jeg har ikke nødvendigvis selv læst bøgerne, men titlen og introduktionen på bagsiden af en bog kan sagtens give et godt indtryk af indholdet af dæmoniske kræfter.

Totte og katten Kier. Her har jeg godt nok selv skiftet de gudelige s’er i titlen ud med de sataniske, men kun fordi det lige så godt kunne have været sådan i forvejen. I denne bog møder vi jo katten, som ofte ses som en repræsentant for det okkulte i form af heksen eller troldmandens medhjælper og, i min tolkning af dette stykke “børnelitteratur”, som Satan selv. Totte lærer altså at adlyde Satan gennem sin heksemormor. Desuden siges det her og der, at Gunilla Wolde engang har været på Bloksbjerg, hvilket kun bidrager til bogens skadelighed. Brændværdi: lille.

Alberte synger med de små. Jeg citerer fra bagsiden: “Sangene er udvalgt og kommenteret af Alberte Winding [...] Vi kender hende bl.a. som Luna i børneprogrammet “Bamses billedbog” [...]” Nu tror du nok, at en sangbog for børn blot er en uskyldig fornøjelse, men læser man Alberte Windings kommentarer baglæns, bliver det hele uforståeligt, og volapyk er som bekendt djævelens sprog. At AW derudover også er medvirkende til at besjæle tøjdyr på såkaldt børne-tv, viser os med al ønskelig tydelighed, at hun er udsendt af djævelen for at overbevise vores uskyldige børn om, at dæmoner er søde og ufarlige og taler dårligt dansk. Brændværdi: middel.

Pippi Langstrømpe i Humlegården. På bagsiden af bogen kan man læse, at Pippi Langstrømpe er den eneste, der kan redde Humlegården fra de slemme bøller. Her kan jeg kun sige: “Hvad med Jesus, der må regnes for at være verdens stærkeste mand? Send dog Jesus til Humlegården!” I det hele taget er Astrid Lindgrens forfatterskab gennemsyret af dæmoni og okkultisme. Der er Emil fra Lønneberg, der angiveligt udskærer dæmoniske træmænd, og Ronja Røverdatter, der lever i en verden hjemsøgt af sataniske væsner, og hvor lynet slår ned den nat, hun bliver født: lynet = det dæmoniske s = ondskabens tegn. Og så oven i købet at bilde små, godtroende børn ind, at man kommer til Nangijala efter døden; mage til vås. Brændværdi: enorm (hele forfatterskabet).

Karius og Baktus. Et trist eksempel på, hvor langt en forfatter vil gå for at sprede djævelens budskab. Under den sørgmuntre histories tilsyneladende uskyldige, øverste lag, finder vi råddenskaben i form af mindre dæmoner, der har taget ophold i den nu besatte Jens’ tænder. Det skadelige ved denne bog kan ikke understreges nok, idet djævelen tydeligt viser sine kløer ved sin evne til at forvanske virkeligheden; tandlægen fremstilles som den onde selv, mens ondskaben ynkes over boligmangel. Jeg advarer dig om, at hvis du lader Karius og Baktus tage bolig i dine børns hjerte, så har du inviteret Satan ind i dit hjem, og her hjælper ingen tandlæge. Brændværdi: lille, men ser du godt efter, vil djævelen manifestere sig i flammerne.

I brændekurven til senere produktion af varme og harme: Anna og Lotte - Heksemutter. Alt af Dennis Jürgensen, Bjarne Reuter, Ole Lund Kirkegaard og Tine Bryld. Cirkeline. Flunkerne. Snøvsen. Harry Potter og i høj grad hans ugudelige tryllestav.

Nå, jeg må videre i mit vigtige virke med at mistænkeliggøre fantasien, fortælleglæden og den gode historie. Det er med statsgaranti sådan, Gud vil have det.

Jeg har et haleben, der åbenbart ikke har forstået, at det skal holde sig lidt i baggrunden, at jeg ikke har brug for det til at holde balancen eller svinge mig i valnøddetræet i baghaven. Jeg har prøvet at forklare det, at det ikke skal stikke snuden så langt frem, men det insisterer.

Det har så resulteret i smerter, når jeg cykler eller sidder - de to ting, jeg gør allermest, når jeg arbejder eller agerer fangevogter for mine kære børn. I dag, da jeg alligevel skulle bestille dråber for 117. gang til et øjenbetændelsesinficeret barn, nævnte jeg mit problem for lægen. Han sagde, at vi skulle prøve at fodre mig med lidt antiinflammatorisk gigtmedicin, at jeg skulle få en ny og blødere sadel på min cykel, og det bedste: “Du skal anskaffe dig en siddering.”

Hurra for det! Nu ved jeg ikke, hvad andre mennesker forbinder sådan en oppustelig badering i ministørrelse med, men jeg forbinder den helt klart med store, betændte og lavthængende hæmorider, der savlende tigger om nåde. Hæmorider er selvfølgelig ingen skam, men jeg føler ikke trang til ligefrem at reklamere for dem, og slet ikke ned gennem hele byen.

Apoteket: “Hej, jeg skulle hente noget medicin til mig og yngstepigen, og så skulle jeg høre, om I har sådan en siddering til mit ømme HALEBEN” Det havde de ikke. Men samtlige kunder i butikken var nu overbevist om, at jeg var den heldige ejer af et par saftige røvgevækster.

Materialhandlen: “Jeg ville lige høre, om I har de dersens sidderinge? Eller noget andet, der kan aflaste HALEBENET?” Det havde de. Der var bare lige den finte, at den ikke var så nem at puste op, med mindre man var stolt indehaver af en kompressor. Det er jeg så ikke…

Den cykelhandler, vi normalt ikke frekventerer: “Hej, ha ha, jeg ville lige høre, om det kunne lade sig gøre at få pustet lidt luft i denne her, ha ha hysterisk-ha?” Den tvære dame var ikke klar over, om det kunne lade sig gøre og ville også vide, hvad det var. “Jo, haha, det er sådan en til at sidde på (ikke nødvendigvis fordi man har hæmorider).” Hun tussede så surt ud og fremviste tingesten til de 30 cykelsmedesvende i baglokalet, mens jeg mumlede “HALEBEN”.

Da den nu var blevet pustet op af en om muligt endnu tværere cykelsmed, kunne den ikke længere være i den anonymiserende pose, så jeg stak den stolt under armen og gik ud i blæsevejret.

Behøver jeg at nævne, at jeg burde have haft en snor i lortetingen?

Lige siden jeg læste Generation X har jeg elsket Douglas Coupland, men samtidig har jeg aldrig været helt sikker på, om jeg kunne lide ham. Der er en vis arrogance over hans værker, og hans hovedpersoner er altid udstyret med en intelligens, der får mig til at føle mig som en intellektuel undermåler, eller snarere en undermåler uden nogen som helst form for intellekt. Til gengæld er deres sociale og følelsesmæssige intelligens som regel lige så veludviklet som en treårigs barm, og her kan jeg ligesom være med og endda nogle gange føle mig en smule overlegen.

Jeg har det meste af den fiktion, han har skrevet, og mange af udgivelserne både på engelsk og dansk. Det er ved at være længe siden, jeg har læst Mikroslaver, men der har været en lang periode i mit liv, hvor jeg havde det bedst, hvis den var i nærheden, så jeg bare lige kunne røre ved den. Endnu længere er det siden, jeg har læst Generation X, som efter første gennemlæsning måtte have et stort knus og en tåre med på vejen. For i virkeligheden er der ikke så meget at forstå, selv om der skal mange og lange omveje til for at komme frem. Selv Douglas Couplands persongalleri leder efter kærligheden og meningen med livet.

Jeg er ved at læse JPod. Og eftersom den er udråbt til at være “a 21st-century sibling”  to it [Microserfs], in the “Google age”, er der vel mulighed for, at jeg kommer til at holde af den. Indtil videre er jeg i hvert fald godt underholdt:

“Are you on anything tonight?”

Silence.

“Cowboy, are you?”

“I got pretty ‘tussed up beforehand.”

“Cowboy, you know you can’t drink cough syrup. Robitussin takes you to the dark side every time. It’s your kryptonite.”

Ligesom mange Coupland-fans lavede lister over deres syv drømmekategorier i Jeopardy efter Mikroslaver og efter JPod nok vil lave eBay-annoncer om dem selv, kommer jeg nu til at tænke på, hvad der er min kryptonit. Det er jeg ikke helt kommet frem til, men jeg har revideret mine drømmekategorier:

1. Bandeord
2. Bestsellere
3. Vaskesymboler
4. Sangtekster
5. Beverly Hills 90210
6. Retskrivning
7. Java, C#

Og min kryptonit? Måske det alligevel er internetbutikker med små produktbilleder, der kan forstørres til… samme størrelse. Eller skrigende børn. Generel afmagt. Bailey’s. Eller hvad med intetsigende indlæg?

Jeg mødte ham engang. Jeg har vel været 14 år. Og jeg var ikke imponeret. Stor, grov, brysk og meget skræmmende. Hvis han havde en anelse om, hvem jeg var, viste han det ikke. Vist nok skæg. Rødhåret. Andet husker jeg ikke længere.

Men jeg er begyndt at tænke meget på ham. Ikke fordi jeg er interesseret i at lære ham at kende, eller fordi jeg savner en som ham i mit liv. Tror jeg. At søge mine rødder rager mig vel. Faktisk ved jeg ikke rigtigt hvorfor, for jeg er egentlig nok pisseligeglad og har været det længe. Måske jeg bare vil vide, om jeg ligner ham. Om han anerkender min eksistens.

Jeg har efter sigende hans onde øjne, selv om jeg nu synes, de er meget tilforladelige. Men det er heller ikke foran spejlet, at jeg tilbringer det meste af min tid, når jeg ifører mig hans onde sul. Måske jeg engang får skæg. Jeg er i hvert fald stor, grov og brysk. En kende rødhåret.

Jeg googlede ham sådan lidt for sjov. Og fandt.

Jeg kender en stor stærk meget brysk mand, der kommer nede på havnen i XXXXXX-”XXXXXX”, som ALLE har respekt for. Hans stemme er også en konsekvent gutteral brummen. Alle har som sagt respekt for “XXXXXX” men sidste dag vandt han lige 10 + point ved at sige, på sønderjydsk: Æ bliwe fandme så kej a´et væ gang æ seje et dø pindsvin. Æ veje it hvofor. Så synge æ åltins den dæh sang “Godnat og sov godt…”. Det var lige før den store mand sad med tårer i øjnene-det var ret stærkt. Så forstår man lige pludselig at manden i virkeligheden er blød som smør…”

Min mor siger, at det helt sikkert er ham. Hun kan kende ham på sangen. Men ærligt talt, så ved jeg ikke, om jeg gider have sådan en sentimental, gammel nar som far.

Jeg er yderst tolerant, når det kommer til mine døtres idolisering af deres fraværende far. Falder talen på klogskab, styrke, skønhed og snart sagt ethvert andet flatterende karaktertræk, ved jeg fra starten, at jeg kommer ind på allerhøjst en andenplads. Det er fint nok. Det glæder mig. Og jeg påpeger ikke, at deres fædrene ophav rent faktisk har begrænsninger, hvis man lægger mærke til hans manglende evne til blandt andre ting at benytte vaskemaskinen, tale med sundhedsplejersken eller løse en krydsogtværs uden min hjælp.

En lille bitte smule mere credit ville være på sin plads. Nå, må fly, skal i legetøjsbutikken.

overvejer storskrald

eller glascontainer

men

tænker jeg kan lades op

sættes i stand

mon

kærlig hånd på kæntret krop

kalder blodet til kamp?

så jeg smider mig i kassen til genbrug

brugt, brændt, brug mig igen

brug mig

Endnu en betydningsfuld milepæl er nået i mit liv. Stoltheden på denne forårsdag vil ingen ende tage. Det varmer mit moderhjerte at kunne meddele, at alle mine børn nu er i stand til at sige lort. Velartikuleret og uden mulighed for misforståelse. Livet er stort.