Uden Titel

I would lick your feet. But is that the sickest move?

Skrev hun. Til mig. En sætning i en forlængst slettet gæstebog på en fjern og død hjemmeside. Geocities/Paris. Et sidste postkort fra den verden, vi vidste, vi havde lagt bag os. Allerkæreste søster. Hun var ikke altid smuk, men jeg husker hende sådan. Ikke-rådden.

Ivrig og hårdhændet, var jeg, iklædt ironi og giftig sarkasme. En afstand i mere end min forstand. Jeg kunne ikke være helt nøgen, og hun kunne ikke forsvinde i mit hår. Jeg burde have kunnet smage sorgen på forhånd; jeg burde i det mindste have været endnu mere skræmt.

Vi løb sammen gennem dage og nætter uden anden beskyttelse end vores ungdom, men intet kunne beskytte os mod hinanden. Ungdom er dårligt panser, hvor hudløsheden bor. Om det er nok så blød en krop, der trykkes mod.

Hver gang jeg holdt fast i hende, smuldrede hun en lille smule, og jeg forsøgte at holde fastere. Naivt. Krampagtigt. Desperat. På et tidspunkt må man indse, at man står med støvet tilbage, at ingen kan ejes, selv med de bedste intentioner for øje.

Så forsvandt jeg også. Hun sagde ikke farvel, som hun aldrig havde sagt goddag. 

Here comes the flood. Anything to thin the blood.

Tiden er inde til noget så spændende som havearbejde, og med min store viden inden for dette område skal jeg ikke holde mig tilbage fra at gå diverse havekendisnisser i bedene. Jaja, spændingen stiger, for måske er jeg i virkeligheden Camillia Plum, Søren Ryge eller Puk Elgaard? Det vil jeg nu lade være op til den ærede læser at bedømme, og i mellemtiden vil jeg lukke op for den hortikulturelle godtepose og berige den ærede læsers liv med årets tænderskærende interessante haveplanlægning. Hvilket bringer os til:

Planter til nytte og pryd i den navnløse have

• Elytrígia répens - senegræs. En livsform, der med rette kunne synge “I kan ikke slå os ihjel” - rigtigt udmærket til udfyldning af bede, der i forårets sol er blevet overset. Giver indtryk af frodighed og rummelighed. Og mor græder ikke, hvis en uforskammet barnefod sniger sig til at trampe lidt vel lystigt i bedene.
• Skvalderkål. Fantastisk bunddække, der kommer igen år efter år. Pyt med, om græsslåmaskinen kommer til at napse en top eller to - skvalderkålen vil rejse sig igen. Og så er denne staude tilmed pæn til buketter og bordpynt.
• Mos. En eminent græsplæneimitation til den skyggefulde have. Intet fornuftigt menneske ligger jo i græsset eller bevæger sig i det uden fodtøj, eftersom der ikke er nogen grund til ligefrem at opsøge insekter og andet kravl. Græs er godt nok meget pænt og lidt af et must i en græsplæne, men her kan mos gennem passende dyrkning komme til at ligne til forveksling. Og det skal ikke klippes.
• Tidsler. En overset staude med smukke blomster og med praktisk funktion som pædagogisk reminder til børnene om at beholde skoene på.
• Brændenælder. Havens fremmeste krydderurt og en pædagogisk reminder til børnene om at holde nallerne fra kirsebærtræet.

Nå, skal ud for at lede efter iPod’en, så der ikke kan slippe hverken plæneklipperstøj eller fuglesang ind i øregangene, når jeg om lidt må gå den tunge græsgang. På trods af liggen på den lade og jordslåede side er min græsplæne nemlig endnu ikke ganske mosificeret.

Jeg havde sådan håbet, at de havde lukket DR2. Virkelig. DR2 er skyld i mange ting. Roden til alt ondt.

Lad os rejse cirka to år tilbage. Dengang var vi de stolte modtagere af TDC’s store kabel-tv-pakke. Dejligt. Jeg kunne svælge i reality shows og amerikanske serier, og jeg holdt mig ikke tilbage fra at indtage tomme tv-kalorier i store mængder - ren afslapning.

Så flyttede vi. Åbenbart til en død plet på det danske landkort. Hvad angår tv- og radiosignaler i hvert fald. DAB-radioen kunne lige med nød og næppe opfange FM-versionerne af P1, P3 og Radio En-eller-anden-reklamefinancieret-knaldstation, og fjernsynet kunne tage DR1 og en lidt (mere) forstyrret udgave af TV2. Først troede vi, at vi skulle dø. Sømanden på grund af manglende, med Claus Borres ord, tilvalgssport, jeg på grund af lidt for lidt Dr. Phil og lidt for meget svensk daytime tv.

Så vænnede vi os til det, men det gibbede dog lidt i os, når der blev sendt misundelsesvækkende teasere for DR2. Men hjælpen var nær. Den digitale tv-tuner gjorde sit sejrrige indtog i vores hjem, og i hele to dage kastede vi ikke vore benovede øjne på andet end den før så hemmelige kanal. Så virkede det ikke mere, for den gamle antenne var kaput. Jeg holdt op med at se andet end Tv-Drama og kvalitetspolitiserien Anna Pihl (og et par andre programmer, der grundet min i forvejen flossede troværdighed ikke skal nævnes her).

Her kommer vi så til problemet: vi har fået ny antenne. Digituneren er oppe at køre igen. Og jeg er blevet indfanget af tv’s svar på ondskab, nemlig temaaftner og sene nyheder og fredagssatire og, ja, Fanden og hans fjernbetjening med indbygget pumpestok.

Man kan se det på indlægsfrekvensen på denne blog. I stedet for at skrive, ligger jeg henslængt i Fededrengen. Så lad dog sportsidioterne beholde deres fix. Luk for helvede DR2!

Uddannelse er svaret på alt. Uddannelse skal udfri os. Uddannelse er det eneste saliggørende.

Er du trist? Få dig en uddannelse. Har du røvdårlige sociale arveanlæg? Jamen, så skal du da gå mange år i skole. Bryd ud og slip fri gennem viden og bøger. Det nytter ikke at sidde og dovne ude i knallertværkstedet eller tulle rundt og slå lidt på et bræt med din fars hammer. Men hvorfor egentlig ikke?

Det er mig en mavesur gåde, hvorfor de tekniske skoler skal være så boglige. I hvert fald, når det gælder uddannelsesretninger, hvor der ikke burde være noget i vejen for at lære det meste ad praktisk vej. Jeg forstår argumentet om det fikse i at kunne læse en engelsksproget manual, men jeg nægter at godtage det. Der er andre måder at lære på.

Når jeg har skullet sende unger videre fra folkeskolen, her jeg stået med nogle, som var latterligt gode til et eller andet håndværk, men, som jeg havde en anelse om, ville knække halsen og hammeren på den læreanstalt, der egentlig var beregnet til dem. For de var i forvejen så trætte af at gå i skole. Af at have rene hænder hver dag.

Kravet om uddannelse for enhver pris - og helst en teoretisk en af slagsen - hjælper, som jeg ser det, heller ikke nødvendigvis med at bryde den sociale arv. Hvorfor være bange for at tabe nogle børn og unge på gulvet, når vi i forvejen smider dem, der ikke passer ind i et stadig mere teoretisk uddannelsessystem, derned?

Nogle gange modtager man en vedhæftning eller et brev, som regel en invitation, hvor man tager sig kraftigt til hovedet og pludselig ønsker, at computeren ikke var hvermandseje. Eller at den i det mindste ikke kunne så meget spas.

Det er ikke fordi, jeg er specielt æstetisk anlagt, eller at jeg ikke kan genkende glæden ved at lave noget flot, og man skal da også have lov til at bruge en banebrydende feature, når man lige har opdaget den. Men bliver man ved i det uendelige, bør man formenes adgang til at udfolde sig skriftligt i andet end notepad. Hvilket bringer os til:

En cykel er en god gave til et barn, der fylder fire. Den kan tages med i børnehaven, hvor den kan maltrakteres på lige fod med alle de andre cykler, der stilles til rådighed for de barbariske børn. Men medbring aldrig, jeg gentager: ALDRIG, cyklen, hvis De er i besiddelse af afkom, der sjældent følger godvilligt med hjem.

Nogle mennesker ser knaldgodt ud eller er brølende intelligente. De kan også være opkastfremkaldende sjove eller være gode til at stå på en scene. De har ganske enkelt egenskaber, der gør, at hele verden får lyst til at kneppe dem. Personligt kunne jeg da godt bruge op til flere af ovenstående egenskaber, for jeg må desværre erkende, at jeg nok er ganske gennemsnitsdragende. Til gengæld skal jeg ikke holde mig for god til at at stille mig op i kneppekøen - især den sceniske. På ganske platonisk måde, naturligvis. Jeg er jo gift og ikke mere nymfoman, end at jeg godt kan styre mit starfucker-gen.

Nu er det også de mærkeligste mennesker, som kan skrives på ønskelisten. Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynte Sørøverdatter Pipilåget Langstrømpe f.eks. Og hendes far. Ikke papirudgaven vel at mærke, for så ophidsende er den ikke. Nej, nej. Jeg sad ude i Docken i påskeferien og så sammen med mine døtre Mastodonternes opsætning af Pippi. Pludselig midt i en ellers uskyldig sang fremført af Pippis sørøverdaddy, udbryder jeg halvhøjt: “Yeah, Kaptajn Langstrømpe, jar ve edderma’mer godt med ud at sejle i dit badekar, og tag endelig din godte af en datter med!”

Og så er Pippi (og hendes fædrene ophav) ikke engang topmålet af mærkelighed. I kampes heder er der opstået tanker som: “Hmmm, Ivan Pedersen er da ikke værst, som han står deroppe og fyrer den af helt uden Lecia…” eller: “Glenmark, Eriksson och Strömstedt kan s’gu et eller andet frækt med lak og læder!” og ikke at forglemme: “Woohoo! Anker Jørgensen, gi’ mig noget sukker! Hubba, hubba!”

Kære forsyn. Lad mig aldrig, aldrig opleve Pia Kjærsgaard, Bamse og Kylling, Jette Torp (med eller uden Finn Nørbygaard, men helst uden, hvis det absolut skal være), Nik & Jay, Sussi og Leo, Kristian Jensen, Thorkild Thyrring og mange, mange andre udfolde deres mere eller mindre tvivlsomme talent og/eller charme på en scene i nærheden af mig. Jeg gider nemlig ikke gide kneppe dem.

Så sker det igen. Man sidder roligt bag sin ligusterhæk og nyder sine nyindkøbte plastikhavemøbler, mens man forarges over prisen på svinekød, naboens skidende møgkat og ungdommen generelt. Man vil bare læse sit ugeblad i fred, men forstyrres af lyden af syngende børn. Ens egne vel at mærke, for ellers havde man gjort kort proces og klaget indtrængende til andre folks uopdragne børns forældre.

Desværre er man alligevel nødsaget til at agere, for det er ikke opbyggelige fædrelands- eller uskadelige børnesange, der så frit flyder fra de mindreårige levere. Det er nymodens popmusik. Man indser, at friskolen med den daglige morgensang var et forkert valg, når nu ens afkom indoktrineres med andet end I østen stiger solen op og Jeg elsker de grønne lunde.

Man tvinges til at høre Kim Larsen, Sebastian og i dette tilfælde lystløgnersken Anne Linnet. “Jeg er din barndoms gade,” synger hun. Ser man det. Men griller forstår hun da at sætte i hovedet på uskyldige børn. Nu vil det ældste pigebarn til København og se sin barndoms gade, hvilket kræver lettet røv fra plastikhavestol og afbrydelse af væsnets ro. Man indser, at man bør klage til skolen. Børn skal jo ses og ikke høres.

                    “Mor, når vi kommer til København vil jeg ind at se
                     min barndoms gade.”        

Jeg tåler ikke kodimagnyler. Det er vist på grund af, at der er acetylsalicylsyre i. Fodvorter tåler heller ikke acetylsalicylsyre. Vel egentlig ingen sammenhæng der.

Uanset. Jeg tåler altså ikke kodimagnyler. Der var engang, hvor jeg ikke vidste det, og hver gang jeg havde brug for noget smertestillende, indtog jeg i en periode kodimagnyler, hvilket resulterede i opkastning eller oftest bare dødsangstsfremkaldende smerter i bryst og mave -  og i heldige tilfælde begge dele.

Jeg var lige blevet gravid, men var ikke klar over det endnu, da jeg mærkede noget, der kunne ligne de frygtede mavesmerter. Så jeg for ud i medicinkisten, som det hedder på maritimt, for at tage dødskampen i opløbet. Jeg er nemlig lidt af en tøsetøs, der hellere popper en pille for meget end en for lidt. Sømanden skulle afsted til Langtbortistan næste dag, og vi skulle ud at spise lidt på den ene af de thai-restauranter, der ligger nede på Halmtorvet.

Der blev stablet alskens gode sager på bordet, og jeg gik ombord i lidt af hvert, men kunne godt mærke, at bare stanken fra den friske koriander ikke var et hit. Nu har jeg aldrig været generet af kvalme eller lignende i forbindelse med graviditeter, for lad os bare sige det, som det er: jeg er åbenbart sat i verden som en veritabel fødemaskine. Men kodimagnylerne gav mig et lille indblik i, hvad andre må døje med. I denne situation var det meget belejligt, at der ikke var smerter i spil, for det er ikke charmerende at ligge ind over bordet og skrige i dødsangst på en restaurant.

Jeg blev altså mere og mere grøn i hovedet og måtte til sidst overgive mig og smugløbe ud på toilettet. Havde jeg været lidt smartere, ville jeg have ofret lige midt i curryen og fingeret madforgiftning, men man kan altid være bagklog. Intet skete dog på toilettet, og med bange anelser måtte jeg vimse tilbage til bordet og den ventende dessert. Jeg fik det dog en smule bedre for hver skefuld is, jeg kastede i halsen.

Lige indtil isen kom i festhumør og ville ud. Toilettet var udelukket, for jeg ville ikke kunne nå det. Jeg kastede min ske på bordet og hviskede hysterisk og temmeligt højlydt til sømanden, at vi skulle gå. NU. Så greb jeg min jakke og styrtede ud fulgt af mangt et undrende blik fra både gæster og personale. Jeg følte ikke trang til med is på vej ud af næsen og karry i mundvigene at vende mig for at vinke farvel og tak. Så dårlig var maden ikke.

Jeg nåede lige at tænke: “Splitte mine bramsejl, hvor skal jeg gøre af resultatet af mine anstrengelser?”, da jeg i kvalmetågen opdagede en af de runde og grønne og meget kommunale skraldespande. Velbekomme.

Jeg stod så med koldsveden brølende ud ad alle porer og ventede på sømandens komme, og lækker var det sidste jeg følte mig, da en bil langsomt var på vej forbi. Her måtte jeg mobilisere størst mulig viljestyrke for at afholde min mave fra at sende en hilsen, som bilisten sent skulle glemme, og det lykkedes mig at læne mig lidt nonchalant ind over skraldespanden og vende den utilsølede kind til.

Anden gang samme bil kørte forbi, havde jeg stadig ikke fattet meningen og overvejede, om han havde brug for hjælp til at finde hjem. Men enerverende var det ikke at kunne ørle i fred, og jeg forsøgte desperat at få maven til at vente med de mere voldsomme sammentrækninger, til køretøjet havde passeret.

Tredje gang bilen kom forbi, faldt tiøren. Da føreren holdt ind og gjorde mine til at rulle vinduet ned, var det lettest bare at sende de sidste lårtykke stråler i retning af den kommunale skraldespand. En god sjat bræk siger mere end mange benægtende ord. Han var i hvert fald ikke i tvivl om budskabet og var væk hurtigere, end jeg kunne nå at sige: “Spise her eller med hjem?”

Som vordende mor har man altid en masse principper for opdragelse af det lille, nye pus. Især hvis det er første gang, man skal være mor. Man kan ikke gøre for det, for man ved ikke bedre, og i virkeligheden vil man jo det bedste for den lille skrigeballon. Og man siger til sig selv: “Åh, jamen, skrigeballonen skal bare have tryghed og kærlighed, og så skal det nok gå alt sammen.”

Nej, det skal ej. For hvis der ikke kommer en dag i en mors liv, hvor hun med damp ud af ørerne og mord i øjnene higer efter at udføre lobbyarbejde for genindførelse af revselsesretten, så har hun været indbildt gravid, og ingen har haft hjerte til at fortælle hende det, ikke engang da hun stolt forlod hospitalet med en kludedukke i liften.

Jeg lovede f.eks. altid mig selv, at jeg aldrig ville tale babysprog til mine børn. Og det har jeg holdt. Til gengæld har jeg arvet utallige nytteløse fraser fra mine egne og andres forældre, som jeg mod min bedste vilje udstøder i flæng. Hvilket bringer os til:

Den magtesløse og  middelmådige mors retoriske kneb

1. Tror du seriøst, jeg synes, det er sjovt at rydde op og gøre rent hele tiden?
2. Tror du, pengene vokser på træerne?
3. Tror du, jeg er fuldkommen idiot?
4. Tror du, jeg siger det for sjov?
5. Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?

Lad det straks være sagt, at den pæne version af svaret på spørgsmål 1-4 er JA, og det mest konstruktive svar på spørgsmål 5 er HVA’? Som man kalder i børneværelset, får man svar.

• Du er alligevel ikke så glad for dit tre timer gamle fladskærmstv, at det rører dig, at der ridses i skærmen med en skrue. Din mand er heller ikke. Især.
• Nå, ja, og den nye sofa er dig ikke mere kær, end at du sagtens kan håndtere et halvt pund fra køkkenbordet hugget smør, der tværes ud i den.

Det sker engang imellem, at sømanden er så venlig at tilfredsstille sin gavehungrende kones trang til en lille erkendtlighed, når han vender hjem via eksotiske lande og lufthavne. Hans gavehungrende kone ved godt, at det er tanken, der tæller, men jeg (for det er jo mig) er ikke altid lige taknemmelig.

Jeg havde f.eks. meget svært ved at goutere den karrygule badekåbe, som jeg fik i julegave og fra Holland, da jeg var gravid med vores første barn. Faktisk var jeg så brølende rasende over de associationer om vraltende elefant op og ned ad fødegangen, der straks dukkede op i mit hoved, at jeg tudbrølende skældte og smældte i telefonen på en højhellig juleaften til en totalt uforstående sømand, der også havde sendt en stribet natskjorte i blødt og kraftigt stof, fordi jeg jo elskede at tulle rundt i nattøj.

Jeg har også stadigvæk den hue, han bragte med hjem fra et af de baltiske lande. Jeg kunne aldrig finde på at vise mig offentligt med den, men nu er jeg heller ikke et af den slags mennesker, som lige kommer til at se en tand mere chik ud ved at kaste en bør på hovedet. Især ikke den baltiske pendant til baskerhuen.

Det værste, han nogen sinde har hjembragt, er dog den gave, jeg fik for et par uger siden. Gudhjælpemig om ikke manden med et glad smil stikker en Rubik’s Cube i nallerne på mig. “Jeg tænkte, at det da lige måtte være noget for dig.” Jo, da, især når man tager i betragtning, at det aldrig er lykkedes for mig at lave mere end én side i samme farve, for slet ikke at tale om hvor elendig jeg er til at forudse de katastrofer, der indtræffer, når man blot drejer en af siderne en kvart omgang.

Jeg har det lidt sådan, at hvis jeg en dag skulle løbe på skaberen af dette latterlige stykke legetøj, så sparker jeg hans kugler til terninger og begynder at dreje på dem for at matche de forskellige blå kulører. For hvorfor bruge sin efter sigende brilliante hjerne til at tilføre verden mere frustration?

Nuvel. Jeg pakkede terningen ud og bekendtgjorde i samme åndedrag, at den, der fik blandet farverne sammen og ikke kunne fikse misèren igen, ville få klippet fingrene af. Hvilket prellede totalt af på mine kære børn, der så ofte er blevet truet med afklippede fingre og afskårne tæer, at de er aldeles immune over for et ellers velovervejet og pædagogisk argument.

Der lå den og grinede ad mig. Fuldstændigt i uorden, og jeg troede, at jeg skulle dø af ærgrelse. Så var det, at internettet randt mig i hu. Det er på mange måder nørdernes paradis, og mon ikke en terningenørd eller to skulle have ønsket at dele sine erfaringer med resten af den måbende verden? Åh, jo.

Jeg mødte således den mand, der i 1981 var svensk mester i speed cubing, og som også opnåede at blive nr. 4 ved verdensmesterskabet i Budapest i 1982. Han havde da lige udregnet sin egen måde at løse terningen på og nedskrevet de dertil hørende algoritmer.

Der døde jeg så lidt mere. Nu ved jeg godt, at en algoritme i bund og grund bare er en opskrift på løsningen af et problem, men hver gang jeg hører ordet algoritme, går jeg straks i panik og tænker på et forfærdeligt fag, jeg havde på universitetet. Det rød-sortnede fuldstændigt for mine øjne ved tanken om træer, effektive søgninger, sorteringer og gennemløbstider. I virkeligheden har jeg aldrig selv været i berøring med rød-sorte træer, for jeg kvittede Algoritmik og datastrukturer længe inden, vi kom til dette ikke-botaniske fænomen.

Svenskernørden fik dog forklaret første del af løsningen temmeligt elegant og i hvert fald på en måde, der gjorde, at jeg kom igennem uden overdreven panik og algoritmisk angst - men alligevel blindt og uden trang til at sætte mig ind i, hvad det egentlig var, jeg lavede. Ikke godt, eftersom trin to “bare var næsten det samme - find selv ud af det”, og så sad jeg der og tudede.

En ny søgning gav mig heldigvis en anden side med lidt mere hjælp, og i løbet af ca. 12 timer, otte forfrabegyndelser pga. dårlig indenadslæsning, fravær af koordination og retningssans og dertil 700 liter desperat gråd, lykkedes det mig faktisk at fikse den skide terning.

“Nej, hvor fint, så kan du jo sagtens gøre det igen!” sagde sømanden, da jeg skrigende og dansende af fryd viste ham min triumf, og vupti videregav han den narrehattede terning til et af mine onde børn, der vrid-vrid-vend og grinende atter smadrede min verdens orden.

Jeg burde være mere taknemmelig. Min familie er jo en gave. En tvivlsom en af slagsen, men så absolut en gave. For næste gang jeg tager mig sammen til at terningerere, kan jeg sikkert gøre det på otte timer, og til sidst er det fan’me mig, der er svensk mester i speed cubing!

Lad mig løfte sløret for en vel holdt hemmelighed: jeg hedder faktisk ikke Navnloes. Beklager, at jeg på den måde har ført mine fem læsere bag lyset, men nu må det være slut med at skrive på en løgn. Og hvilken lettelse det er endelig at indrømme mit bedrag. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg forstår godt den retfærdige harme og bøjer hovedet i skam.

Navnloes er altså et pseudonym, et anonym, om man vil. I virkeligheden hedder jeg noget helt andet. Ja, den er god nok, jeg har været slem. Igen. Som Louise sagde til Kim i kvalitetspolitiserien Anna Pihl i går: “Nogle gange er det nemmere at lyve.” Jeg kunne ikke være mere enig. Lystløgnerske som jeg er.

Jeg har dog en usædvanligt god grund til ikke at stå frem. Jeg vil faktisk mene, at den må lukke munden på de fleste kritikere. Det er ikke, fordi jeg ikke vil udlevere mine kære eller mindre kære, nej, jeg udleverer, hvor jeg kan. Ej heller er jeg mere genert anlagt end den gennemsnitligt dysfunktionelle dansker, og det strider i virkeligheden meget mod min natur ikke personligt at få den helt igennem berettigede opmærksomhed, som en gennemsnitsblog kan afføde.

Hvordan kan min grund så være alle grundes moder? Hvorfor står jeg ikke bare frem og skaber blogsensation, lader mig interviewe i Se & Hør, ifører mig bodypaint til Ugens Rapport? Med rystende hænder og svedige hager vil jeg råbe min pinlige sandhed ud: mit mellemnavn er tantet, mit efternavn ender på -sen, og mit fornavn er helt vildt prollet.