Uden Titel

Jeg gider egentlig slet ikke skrive om det. Heller ikke selv om det optager 98 % af mine tanker. Men der må jo komme sådan et sprudlende nej-hvor-er-det-bare-fedt-at-være-gravid-indlæg, og her, hvor jeg med sorg i sinde (dog uden at have valfartet til Lundeborg) vinker farvel til de sidste rester af et BMI under 25,  kommer det så…

Det umanerligt fede ved at være gravid (især for fjerde gang):

1. Det der med at maven langsomt giver sig og bliver en pæn, lille bule, der, indtil man er meget langt henne, sagtens kan bo i ens normale tøj, er ikke længere et problem. I det øjeblik den lille uromager har taget bo i ens underliv, giver livmoderen bare los og falder ned og ud som en ukontrollabel vindebro. SLAM! Og oven over ligger så den dekorative,  halvstore pølse, der plejede at være ens mave. To i én. Det er smart! Og klædeligt.
2. Ens patter er vel, indrømmet, ved at være en kende slidte. Den kendte tepose-metafor er ikke helt ved siden af, og der er jo de dage, hvor man rent faktisk lægger mærke til, at man er begyndt at hælde kasserne ned i bh’en. Og lader man være med at hælde kasserne ned i bh’en, så ser man ud, som om man ingen har. Dette er en saga blot - mama’s got brand new bags. Pisseømme, godt nok, men det er jo det ydre, der tæller, det ved vi allesammen.
3. Det er ikke hver dag, man ligger med spredte ben foran en fremmed dame, mens hun rytmisk fører et glidecreme-indsmurt stykke højteknologi ind og ud af ens hmmm… hemmelige skatkammer for at flytte ufotogent og ufødt afkom, så der kan måles nakkefold. Man sagde mange tak, da man gik. Og spekulerede på, om den slags højteknologi også fås med vibrator. Det ville have sat prikken over i’et på en underholdende middagsstund.
4. Man har aldrig tømmermand og er derfor selvskrevet til morgenfrisk samvær med ens andre dejlige børn efter enhver festlig lejlighed,  mens alle andre simulerer hovedpine og kvalme. Og sover længe. Men hvem vil ikke hellere starte dagen tidligt og få noget fra hånden, siger jeg bare?
5. “Alle andre er nu så glade, alle andre danser og synger, og det er fordi: jeg’ gravid, jeg’ gravid, lad os danse rundt i ring, rundt om håbet, rundt om håbet fyldt med drengetøj og blå. Åh, her dufter godt af gylp, det er dejligt jeg’ gravid, det er også godt, at jeg er masochist.” For jeg er helt vild med tanken om at skulle føde mine børn i smerte.

Med disse ord vil jeg lukke og slukke for denne gang. Tak for gode kommentarer, skattebasser. Jeg skal ikke udelukke, at der kan forekomme sporadiske indlæg af anden karakter, men jeg er ærligt talt ikke særligt entreprenant for øjeblikket og finder mere behag i at ligge og tude på sofaen, sidde og tude på terrassen, gå og tude over madlavningen eller løbe tudende efter uvorne møgunger end i at skrive blogindlæg. Ja, jeg er en doven hund.

Tilbage er der kun at sige: jeg håber ikke, at det bliver en dreng, for jeg kan umuligt vælge mellem navnene Nik & Jay, og man kan ikke så godt hedde Nik Jay, vel? Eller Jay Nik…

For en seks uger siden, sagde jeg til sømanden: “Nej, hvor underligt (og irriterende, men sikkert en alderdomsgene), jeg har de her smerter tit og ofte, der føles som de dersens smerter, man har, når man er gravid, og livmoderen udvider sig.” Så tænkte jeg ikke mere over det.

For to uger siden lagde jeg mærke til, at jeg er begyndt at bytte om på bogstaverne i ordene, når jeg skriver, og sagde til mig selv (for sømanden er på hawet): “Nej, hvor mystisk, jeg plejer kun at lave bogstavsombytning, når jeg er gravid.” Så tænkte jeg lidt mere over det.

For tre dage siden, inden helvede, kejsersnit og tarmslyng brød løs på min lillesøsters fødestue, bedyrede jeg, at jeg aldrig skulle have flere børn. Så var jeg lige ved at besvime af træthed efter 29 timer uden søvn og måtte ud for at tude lidt på gangen. Her kunne jeg så tænke en del på, at jeg vist nok ikke har haft menstruation i omkring seks uger.

I går pissede jeg så i en kop og fik i den anledning meget mere at tænke over.

Tak for lort (eller faktisk det modsatte), din fucking ubrugelige møgspiral.

Nu har vi hele sommeren - undertegnede inkluderet - beklaget os eller hørt andre beklage sig over den lille, halvfede og umanerligt ulækre skabning, der uden blusel slasker vores haver ind i sejt slim, nemlig dræbersneglen. Lad det med det samme være sagt, at jeg ikke skal føje flere mishagsytringer til debatten, for fuldstændig ulig min normale tilgang til tilværelsen har jeg i denne sag valgt at se livet med bløddyr som en udfordring, ja, ligefrem som en opdagelsesrejse ind i den kulinariske verden. Vi æder jo gerne vinbjergsnegle pladret ind i hvidløg, tænkte jeg ved mig selv, så hvorfor ikke den grimme, iberiske satan?

Nedenfor følger en top tre over de mest succesombruste retter indeholdende dræbersnegl.

1. Kanelsnegle. Disse har til alle tider været børnenes favorit, og laver man dem med rigtige snegle, er der i hvert fald ingen aktive forbrugere, der kan anklage producenten for vildledende markedsføring. Man tager simpelthen direkte fra haven det antal snegle, man ønsker (herhjemme laver vi gerne 12), og dypper dem i varmt og smeltet smør. Det bedøver dem, giver dem det rette, krøllede kanelsneglelook og levner tid til at hælde kanelsukker over dem. Herefter skal de hastigt kastes ind i en til 225 grader forvarmet ovn, hvor de skal opholde sig i 20 minutter, eller til 10 minutter efter at den sidste snegl er holdt op med at slime sig hen over ovnlågen. Nydes lune.
2. Sneglehorn. Vi kender og elsker alle sammen det gode og nærende stykke bastardbagværk, nemlig pølsehornet. Pølser er dyre. Ordentlige pølser er smadderdyre. Men vil man ikke mangle pølsen i sit horn, er en kornfed og fuldvoksen dræbersnegl løsningen. Man laver som sædvanlig sin dej og ruller den ud. Nu kommer den lidt tricky del af tilberedningsprocessen, for sneglene skal helst være levende i indbagningsøjeblikket, og levende snegle - langsomme eller ej - bevæger sig. Men fortvivl ikke, med den rette indrulning vil det tage en gennemsnitsdræbersnegl 15 minutter at vikle sig ud igen, så er man lidt fiks på fingrene, når man det sagtens. Ind i ovnen med bløddyrene og efter 30 minutters længselsfuld venten, kan man nyde hornene lunkne med ketchup og pesto fremstillet af pureret snegl, hvidløg og en god olivenolie.
3. Sprængt snegl. Moderne og innovativt indslag ved festmiddagen. Fremgangsmåden her er en anelse forskellig fra sprængt and, men resultatet bliver lige så delicious. Man går sin sneglerunde i haven med en spand og rigelige mængder salt, og hver gang man støder på en slimet delikatesse, hapser man den op i spanden og hælder salt på. Indsamlingen skal gå hurtigt, for man må have samlet det ønskede antal snegle, inden de når at gå fuldstændigt i opløsning og bliver til grød i spanden (sneglegrød figurerer ikke på denne liste, da det ikke er en succesombrust opskrift). Lynhurtigt skal de saltede snegle lægges forsigtigt i spilkogende vand, og efter få minutters kogning kan de nydes med peberrodssauce og under stor applaus fra gourmetgæster.

Tilbage er der kun at sige bon appetit! Følg endelig med i næste uge, hvor jeg viser, hvordan man flår en dræbersnegl, og hvilke udskæringer man kan lave. Glæd Dem til opskriften på dræbersneglemørbrad med følehornskompot på en bund af blæver!

Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, at jeg er på vej til at blive mange af de ting, jeg ikke ubetinget finder behag i. F. eks. har jeg aldrig fundet ubetinget behag i min moder, når hun har været i overskruet og friskfyragtig mor-mode. Det kan så ikke være svært at gætte, at jeg er toppen af overskruede og friskfyragtige mødre, når det vel at mærke tager mig. Som det gjorde i Tivolis rutschebane i sommerferien.

Da jeg havde overvundet de to første tures gys, var jeg klar til at smile til fotografen inden afgrunden. Og hvis det så bare var blevet ved det. Men når jeg er en frisker fyr, er der stort set ingen grænser for, hvor langt jeg vil gå for at påføre mine børn pinlighed, og topmålet af pinlighed blev da også forsøgt videregivet gennem V-tegn over begge døtres hoveder, skeløjethed og en grimasse, hvor ikke en kæft ville have løftet et øjenbryn, hvis Line Baun Danielsen havde taget mig for at være en abe.

Og selvfølgelig lige på den tur, hvor vi sad allerbedst for kameraet, var det mit kæmpestore, skeløjede og tungeudspilede fjæs, der fyldte det meste af en skærm ved fotoboden. Heldigvis for mine døtre er de endnu ikke teenagere. Og heldigvis vil jeg skide på, hvordan jeg tager mig ud, når jeg for en gangs skyld ikke er sur og bitter. Jeg kunne dog godt have nøjedes med bare at gøre mig skeløjet og så have holdt tungen på plads. Det ville have været en anelse mere klædeligt. Ikke elegant, men klædeligt.

Nu vil jeg gå ud i regnen og spule for egen dør.

Jeg har gennem de sidste par dage haft nogle samtaler med min ældste datter om, at man godt kan komme til at slå andre mennesker lidt i stykker med ord - komme til at ødelægge deres sjæl en lille smule (jaja, bvadr, men hvad fanden, lidt patos er vel ikke af vejen i denne sammenhæng, hvor det gælder fremtidig søsterlig bliss), hvis man får dem til at tro på, at de er nogle dumme og trælse tudefjæs, hvilket er, hvad hun kalder sin ældste lillesøster konstant. Og da jeg er den pissesuccesramte mor, som jeg er og altid har været, var den ældste datters fornuftige og velgennemtænkte konklusion  selvfølgelig: “Fedt nok, for jeg vil helt vildt gerne smadre hendes dumme og tudefjæsede sjæl!”

Der må klappes.

Det kan være svært at være overbevist pessimist i disse tider. Det er sommer, velstanden er stor, og der er stadig syv dage i en uge. Men der er masser af grunde til at fortvivle, bare urolig, og kniber det for dig at være dit eget tristesseramte, lille selv, er her nogle råd, der nok skal få de solbeskinnede dage til igen at føles dejligt sørgelige og grå. Husk på, at der på trods af dine begrænsede evner er mange ting, du selv kan gøre. Måske. Eller er der det alligevel, og kan det i det hele taget betale sig at forsøge? Nej, du har nok ret, men det bringer os dog til:

Selvhaderens guide til et tristere liv

• Sammenlign dig selv med andre. Er du lige blevet lidt for glad for dig selv, fordi du ikke skræmt stepper tre skridt baglæns, når du ser dig selv i spejlet? har du lidt for meget optur over en opgave, du har udført? Se dig omkring. Der vil altid være andre, der er pænere, mere populære, mere succesrige, får flere komplimenter og federe sex. Vælg den, du føler mest mindreværd over for, og gå fluks i gang med at sammenligne dig med vedkommende, så du kan banke dig selv kraftigt i hovedet med Psykologi, Vogue og Penge & Privatøkonomi. Slå til! Ikke så vattet!
• Sæt klare mål. Går det lidt for nemt med at opfylde dit livs formålsparagraf? Når du, for helvede da også, de mål, som du sætter dig? Så mangler du øvelse i at definere mål, for dem, du har formuleret, har været opnåelige. Den går ikke. Er din første indskydelse at arbejde hen imod at tabe fem kilo på en måned, så du kan være bekendt at iklæde dig en gammeldags helbadedragt og tage på stranden, så tænk om igen. Målet skal være at tabe 15 kilo på en måned, blive alle hud-uhensigtsmæssigheder kvit og løfte din barm/forstørre din manddom, så du kan iføre dig intet andet end en minimalistisk tangatrusse og tage på strandtur på Hawaii og møde din kommende og fantastisk rige ægtefælle. Det er målsætning, der batter. Benyt trøstespisning for et bedre resultat.
• Send videre. Der er mange, der siger, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske andre. Det er en pladderromantisk løgn, intet andet. Du kan først hade dig selv rigtigt grundigt, når du er overbevist om, at alle andre også gør det. Og det er faktisk slet ikke så svært at få dem til det. Går det godt for en ven eller bekendt, skal du bare beklage dig over, hvor dårligt det går for dig. Tilbyder vedkommende så at hjælpe dig, eller gør han/hun noget godt for dig, skal du være tilbageholdende og bagefter beklage dig endnu mere over dit miserable liv. Er det ikke nok, eller vil du være helt sikker på at lægge dig selv for had, kan du i stedet beklage dig over, hvor godt det går for dig (du bliver for træt, for begæret, for eksponeret, osv.) til venner og bekendte, der uforskyldt ligger og roder i rendestenen med døde slægtninge og fallitbo på slæb. Mangel på humor og selvironi er et absolut plus i denne sammenhæng.

Der er mange flere måder, hvorpå du kan gøre livet rigtigt surt for dig selv. Det er kun din egen manglende fantasi, der sætter grænserne.

Ældstepigen: “Altså, hvis jeg var dig, så ville jeg gøre det modsatte af, hvad mor siger.”

Mellemstepigen: “Nåh, ok?”

Ældstepigen: “Ja, det modsatte, ikke?”

Mellemstepigen: “Ligesom, hm, hvis mor siger, at der er noget, jeg ikke må gøre, så gør jeg det bare alligevel?”

Ældstepigen: “Jaja, så får du jo din vilje. Det er smart.”

Da jeg vækkede mellemstepigen til morgen, begyndte hun dagen med et skrig og et ultimatum. Mellemstepigens forholdsvis uskyldige ultimatum lød: “Jeg står ikke op, hvis jeg ikke får et par rulleskøjter. Nu!” Vi har inden for de senere måneder jo op til flere gange set, at et ultimatum ikke er vejen til noget som helst, og rulleskøjteultimatummet var heller ikke min datters vej til hjuleglæde. Jeg bad hende dog trods alt ikke om at træde tilbage fra posten som min datter.

Nå, men det siger næsten sig selv, at det blev en morgen i helvede, og det var da også med ild i røven, at jeg halsede ned til busstoppestedet med mit muntre læs: et stadigt skrigende barn, et gnavent barn med hænderne for ørerne og et barn, der næsten desperat råbte sin nylærte sætning (”DET VAR LOTTE! NU ER HUN VÆÆÆÆK!”) for at overdøve skrigende og gnavne søstre. Lad det med det samme være sagt, at jeg aldrig kommer til at bygge altre eller andet tilbedelseshalløj til ære for rulleskøjtens narrehat af en opfinder.

Senere på dagen, da jeg igen havde fået hørelsen tilbage og kun havde en lille smule ringen for flapørerne, kom jeg til at snakke med en kollega om mellemstepigen, som har en vilje af stål. Jeg fortalte, at hun intet gør, som hun ikke selv vil - så kan man true, tigge, lefle, bande, græde eller tilbyde hende en milliard is; hun er kold. Min kollega spurgte til hendes fødselsdato og sagde så viist: “Hun er vædder. Det er derfor. De er stærke og stædige.”

Og hvad kan jeg sige andet, end at der faldt en sten (rosakvarts, måske?) fra mit hjerte. Det er smart, det dér astrologi, og jeg så pludselig lyset. Hun er jo vædder, barnet. Det er altså ikke mig, der er en fraværende og afstumpet mor, der ikke er i stand til at opfylde hendes behov eller se, hvordan hun virkelig er, og så handle ud fra det. Ansvaret er pludselig løftet fra mine skuldre. Nu kan jeg blive stjernetosset på hende uden at føle skyld og skam og magtesløshed. Hun er jo vædder. Hurra!

Folk er bare så egoistiske. Jeg orker det ikke mere. Migmigmig! Selv min meget gode veninde skal absolut sætte sig selv først. Hvad fanden skal det nu ligne? Hvad med mig? Har jeg ikke noget at skulle have sagt? Hvorfor har ingen spurgt mig? Men det er selvfølgelig typisk. Jaja, åh, så typisk, at når jeg for én gangs skyld er lidt fremme i skoene og pænt tidligt ude, så er det alligevel ris til min egen store røv.

Jeg har jo endelig erobret mine patter tilbage fra de sugende horder, lukket fødegangen, og Hello Sailor! kan nu fuldt og helt overtage pasningen af afkom i mere end to timer ad gangen. Jeg er fri, fresh og pretty fly for a white (grænsende til blåviolet) ho, og jeg er så klar til at være oppe længere end til kl. 23 og ligge i blød i sprut, smøger og stoffer (helst velour eller til nøds silkechiffon med påsyede feriepailletter) , og hvad sker der så? Så skal veninden fan’me til at have unger. Og to af slagsen.

Selvcentrerede sæk!

“Jeg synes, det er så svært at leve.”

Sagde den ældste datter. Og jeg var helt derude, hvor jeg tænkte på, om hun nu skulle til at spørge mig til råds om hensigtsmæssige selvmordsmetoder eller bede om adressen på en god psykolog:

“Øhm, hvordan mener du?”

“Jeg kan bare ikke helt forstå, hvordan vi kan være levende. Jeg er meget glad for at være levende, men synes du ikke, det er mærkeligt at være i live? Hvordan kan vi være det? Hvad er det, der gør, at vi lever?”

“Jo, ser du, øh… Øøøøøh… Hmm. Humhum. Hov, jeg synes, at jeg kan høre min telefon ringe… [PIS! Det gør den ikke.] Hallo? Ja, hejsa opdigtede opkaldsmager, hvor’n skær’n?”

Og så er det bare, jeg spørger: ligner jeg måske en Anton Einstein? Jean Pierre Sartre? Kunne man forestille sig, at jeg - Miss Tomhjerne 1993 - kvikt svarer på eksistentielle spørgsmål? Hvis ungen vil have et ordentligt svar, må hun edderma’mer spørge ordentligt. Om hvad vi skal have til aftensmad f.eks., hvad klokken er, eller om månen er lavet af grøn ost. Det ville jeg have svar på; nemlig: “Nærende mad. Krebinetter med frysemixgrøntsager, glaskartofler og kulingsovs”, “Næsten sengetid. Yay!” og “Ja, den er, og det er brandbrøleme for ulækkert”.

Den anden dag ringede et familiemedlem til mig og lød meget undskyldende. Det gør hun nu for det meste, for jeg er åbenbart en brysk kælling, men denne gang var det mere undskyldende end vanligt:

“Der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om…”

“Ja?”

“Det er ret pinligt…”

“Okay?” Her begynder samtalen at fange min interesse, for jeg vejrer en god historie.

“Joeh, altså, der er det her, som jeg ville høre…”

“Ja?” JA JA JA! Ud med sproget! Hvad har du gjort? Det lyder, som om du har danset nøgentango ned ad Strøget med Thomas Eje i en lidt for heftig brandert eller er blevet taget i at beføle de ædlere dele på samtlige statuer i Glyptotekets græske samling.

“Jo, da det er så pinligt og næsten sjofelt, vil jeg bare springe direkte ud i det…”

“Skyd løs.” Og lidt tjept, tak, for der kan kun være tale om sensation. Spring! Spring glad! Fortæl mig, at du har meldt dig ind i David Hasselhoffs fanclub som Premium VIP Platinum Extra Extra Gold Plus-medlem! Sig, at du kun føler dig i live, når du læser tysk Se & Hør, mens du piller hård hud af fodsålerne og ser Det lille hus på prærien. Jeg kan tage det.

“Okay, nu kommer det. Puha. Kan I kautionere for mig?”

“Jaja, var det det hele?” Hør gassen gå af sensationsballonen. Pffffft.

“Jeg kan godt høre, at det er noget værre noget at spørge om. Du lyder næsten helt skuffet…”

“Nejnej, få dine folk til at kontakte mine folk.” Og, ja, selvfølgelig lyder jeg skuffet. FORDI JEG ER SKUFFET! Hvad dulen ligner det at bygge sådan en stemning op og så have så kedelig en pointe?

Nogle dage er bare ikke værd at skrive hjem om. Især da ikke hvis man allerede er hjemme. I dag må siges at have været sådan en dag. Og skulle man skrive nogen steder hen, kunne det passende være til julemanden for at informere ham om grundene til ikke at møde op med fyldt gavesæk i år på Navnloese Hovedgade 5 eller til Maria Hirses brevkasse for at råbe sort på hvidt “HJÆLP MIG! GØR MIG MINDRE ELENDIG!”. Nå, ja, eller til Jack Kevorkian.

Men da hverken julemanden eller Maria Hirse findes i virkeligheden, og da Dr. Death meget snart skifter karrieren som patolog ud til fordel for en fremtid som farmejer, har jeg været nødt til at søge hjælp ad anden vej. En vej, der er brolagt med skepsis, fordi jeg ikke kan glemme alle de mere eller mindre tvivlsomme naturmedicinske eksperimenter, som min mor i tidernes morgen forsøgte at udføre på mig - f. eks. er ostevalle på flaske yderst ucharmerende og fandt, givet mit lidet hjertelige forhold til ost, aldrig vej over mine læber, og kommer heller ikke til det, om så det kan kurere stritører og appelsinhud. Alligevel har jeg forsket en lille smule i krydderurternes fantastiske virkninger, og jeg har lært, at:

• lavendel virker beroligende
• rosenvand (dvs. vand, der har huset rosenblade i en uges tid) virker beroligende og søvndyssende. Godt nok ikke en krydderurt, men skide være med det.
• dild virker beroligende og søvndyssende
• de gamle grækere sagde, at hjulkroneblomst drukket med vin modvirker melankoli og øger glemsel
• plantesaft fra persille bleger fregner
• oregano virker nervestyrkende og er blevet anvendt som snustobak

Der kan man bare se. Lykken i en nyttehave. Og selv om der i mine opslagsværker ikke var nævnt meget om mængder eller blandingsforhold, skulle det ikke hindre mig i at gøre nogle forsøg med de beroligende midler, da gnavenhed, vrissenhed og et iltert temperament tilsat en storslået mangel på tålmodighed blot er nogle få af mine mere flatterende karaktertræk.

Uha, nu er der igen et barn, der skriger, så jeg vil tage et par ordentlige hiv af en cigaret krydret med friske topskud fra oregano, iføre mig min nyflettede lavendelsommerhat med tilhørende slør af dild, hælde en velvoksen gibbernakker lavet på hjulkroneblomst og billig vodka direkte ned i løgnhalsen og gå ind i soveværelset for at smide en spand rosenberiget vand ned i barnesengen.

Fuck fregnerne. Bare giv mig styrke. Og basilikum.

Vi med haver og åbne døre har det ikke nemt. For øjeblikket bliver det navnloese hjem terroriseret (jo, man kan godt bruge så voldsomt et udtryk, hvis man tager sig selv højtideligt nok) af en solsort, der enten er selskabelig på den virkeligt anmassende måde, snotdum eller totalt udspekuleret med planer om at overtage huset (må snarest finde ud af, hvem man kan få til at modtage terrormistænkt fjerkræ).   

Man skulle ikke tro, at der var så mange mindre positive ting at sige om en solsort, men denne her solsort er en rigtig skiderik. Bogstavelig talt. Den sniger sig på ninjavis ind ad åbne terrassedøre, gemmer sig bag møbler og farer frem med pip og tjirp, når man mindst venter det. Og når man så venligt anmoder den om at skride, begynder den at skide, hvorfor det ikke er anbefalelsesværdigt at sætte efter den i løb, da fuglelort med Jon Bon Jovis vise ord er slippery when wet.

Der er selvfølgelig også de gode ting: det meget nye og lyse gulv får en klædelig patina, og man tænker sig om en ekstra gang, før man glad og fro smider mad, der har været en tur i dørken, ind i kæften (hvis man er voksen, vel at mærke). Ydermere fylder det livet med spænding, for man ved aldrig, om møgfuglen har været på visit, mens man hentede børn, og det er i sandhed sjov og spas at klæde sig barfodet og løbe rundt i stuen for at se, hvem der først rammer et frisk visitkort.

I det hele taget er der her i huset ikke tale om dyrplageri på nogen facon, men om dyreplager. Solsorten har nemlig taget en tysk hund i ed, og dette udyr kommer og går også, som det passer den, og spiller dum og forstår ikke dansk, når den bliver taget på fersk gerning med dilleren i krydderurterne. En dag tæver jeg dem med hinanden.

Så er det sket igen. Det er noget værre noget, men ikke desto mindre tilbagevendende. Åbenbart. Jeg har sænket sandhedsværdien af et indlæg og de dertil hørende kommentarer. I det mindste har jeg dog ikke løjet, bare været en anelse selektiv i min fremstilling af tingenes tilstand. Oh my God! Jeg er en kvindelig og ikke-saxspillende Bill Clinton!

Men for komme tilbage til det beklagelige har jeg jo fået mig selv fremstillet som en velafbalanceret og fornuftig kvinde i sin bedre alder, som alene lytter til fornuftens stemme og spytter efter fantasterier som f.eks. vampyrer og underjordiske uhyggeligheder. Den er god nok. I hvert fald tror jeg ikke på vampyrer. Og når nu sandheden skal frem, og det er den nødt til, for ellers er der ikke noget indhold til dette indlæg, og det kan man måske efter endt læsning mene havde været bedre, fordi indlægget her i sig selv er irrelevant og ikke har større indflydelse på arbejdet for verdensfreden, men nu må det briste eller bære med det triste og sære, og når sandheden altså skal frem, så blev jeg jo en anelse urolig ved tanken om alle de fantasivæsner, eller værre: virkelige væsner, der kunne gemme sig i det der hul i haven.

Og sådan er det med mange af de historier, bekymringer og angstscenarier, som mine kære børn uden blusel indvier mig i: i virkeligheden er det mig, der bliver mest bange. Til alt held er jeg vist en nogenlunde habil skuespiller og forklarer tålmodigt, at den dér lyd kommer, fordi vinden piber ind ad et vindue (hvilket jeg virkelig håber), og at døren smækker på grund af gennemtræk (mens jeg er ved at besvime ved tanken om, hvad det ellers kunne være) . No worries, de køber den hver gang, leger lystigt videre, mens jeg alene ved tankens videreudviklingskraft er ved at tisse i bukserne og i afmagt mumler Alfons Åbergs spøgelsesremse for mig selv: “Forsvind dit dumme spøgelse, for du er ikke til!” eller “Der findes ikke fem meter lange, børneædende regnorme med en diameter på 30 centimeter, nej, der gør ej.” Så den beroligelse, jeg professionelt afgiver til afkommet, er i høj grad også henvendt til mig selv.

I dag har fantasien igen spillet mig et puds. Jeg havde en stor bunke vasketøj liggende på gulvet i soveværelset, hvor det bare ventede på at blive lagt sammen. Af en eller anden grund er jeg vild med at proppe tøj i vaskemaskinen og hænge det symmetrisk op på tørrestativet. Jeg kan også godt lige overkomme at få det ned igen, når det er tørt, men sammenlægningen kræver et anderledes større offer. Af uransagelige årsager opstod så i dag et incitament til at få overstået denne kedelige opgave.

Jeg sad i soveværelset og var ved at finde tøj frem til de unge damer og også ved at give nogle af dem noget af det på, da jeg hørte en underlig puslen i vasketøjsbunken på gulvet. “Nå, for filen,” tænkte jeg, “det lyder som om, der er et eller andet insekt, der forvildet sig ind i en fold.” Og her kunne historien for så vidt være stoppet, og alt kunne være godt, men det er nu, fantasien (eller hvad man skal kalde det) gør sit indtog. For kunne det ikke være en fugl, måske? Eller, åh, en slange? Ligger der virkelig en hugorm inde i tøjbunken? Her kunne jeg så berolige mig selv lidt med, at hugormene jo holder til ude på heden, og lige da jeg havde indset dette komfortable faktum, kom jeg i tanker om, at jeg havde bananer i huset.

Og hvordan var det nu? Var der ikke noget med, at folk på bananskibene var blevet bidt af slanger, der havde gemt sig i de store klaser? En bananslange? Straks sad der nu en ondskabsfuld grøn mamba på lur i tøjet, for den havde været snu nok til at gemme sig i Max Havelår-posen og slippe levende i land, for de der Havelår-bananer bliver vel ikke engang grundigt sprøjtet for utøj. Se, nu er jeg slet ikke klar over, om der findes slanger, der hedder bananslanger, eller om mambaer overhovedet bor på samme plet på jorden som bananerne, og min fantasi er også eventyrligt ligeglad. Dog fik ungerne tøj på uden giftige bid fra andre end undertegnede, og jeg fik dem sendt levende afsted.

Vel hjemme igen var jeg jo godt klar over, at den eneste måde at slippe af med bananslangen på var at lægge tøjet sammen, så det ikke-eksisterende kryb kunne komme for en dag. Jeg tvang dog mig selv til ikke at iføre mig gummistøvler og arbejdshandsker - både fordi det er drønupraktisk at lægge tøj sammen med hænderne pakket ind i ruskind og lærred, men også for ikke at lade fantasien tage mere over end godt var, selv om det løb ligesom var kørt på det tidspunkt.

For aldrig har jeg da set mere nervøs omgang med tekstiler. Hvert stykke tøj blev snapt snuppet og grundigt rystet med spidserne af et par fingre (pølsetang blev også overvejet, men fundet for hysterisk), og hver gang et par strømpebukser skulle vendes, var det med bankende hjerte og svedige hænder, at jeg stak snitterne ned i, hvad der hvert øjeblik kunne forvandle sig til et ormehul. På et tidspunkt sprang jeg tilbage og skreg højt og knap så damet, for mit farlige, farlige bukseben var gledet lidt ned og havde strejfet oversiden af min fod, der praktisk talt visnede på stedet. Giftigt.

Jo længere jeg kom ned i bunken, jo mere lettet skulle man tro, jeg var, men vi ved jo allesammen godt, at det bare betyder, at slangen er udspekuleret og trækker pinen ud ved at vente med det dødbringende hug helt til sidst. På den måde ville den også slippe for en uordentlig bunke vasketøj på gulvet, når den havde overtaget huset og mæskede sig med min døde krop. Men spændingen steg altså og drev ned i øjnene på mig, så jeg næsten var blændet, da jeg halvdød af skræk løftede den sidste undertrøje for at åbenbare slangen…

Nuvel, her sidder jeg alligevel og skriver, så vi kan heraf konkludere, at jeg er i live. Jeg skal undlade at komme med ghost writer-jokes, selv om det falder mig meget svært. Slangen? Den må være smuttet ud af døren og ud i det grønne. Godt nok, så er jeg sluppet for den. Pyha. Ja, den ormer sig sikkert rundt nu og lægger planer for i morgen. En grøn mamba kan vel ligge vældigt godt på lur i det grønne græs. Men det gider jeg ikke fantasere mere om. Slet ikke. Selv om… Årh, PIS! Pis, pis, pis! Jeg nægter simpelthen at finkæmme hele græsplænen på grund af en latterlig idé.

Jeg venter i hvert fald til i morgen.

Og trøster mig med, at der er mange andre end mig, der har den støjende noia på. Samtlige medlemmer af Dansk Folkeparti freksempel. Men de har selvfølgelig også noget at have det i. Der ligger slangerne jo på lur overalt.

På en grå og regntung dag er det en lise for en forrevet forældresjæl at kunne placere det skrigende og slåssende afkom foran flimmeren med et større antal dvd’er indeholdende tegnefilm. Men lad Dem aldrig, jeg gentager aldrig, narre af den tilsyneladende sløvhed, der opstår i forbindelse med indtagelse af Den lille havfrue, Skønheden & Udyret og Lilo & Stitch. Det er ren facade, og det kan under ingen omstændigheder betale sig at vaske gulve i det meste af huset. Når gulvene er rene, vågner ethvert barn med respekt for sig selv (og despekt for sine forældre) op til dåd og danser improviseret regndans i det nærmeste og mest smattede blomsterbed, genetablerer sporenstregs det mere rustikke køkkengulvslook og indrømmer absolut intet.

Sommeren lurer lige rundt om hjørnet. Står klar til at kaste sig over os alle med rådne jordbær, tredjegradsforbrændinger (sol eller grill, same shit) og lyden af smadrende ruder frembragt af vejens børn, der med garanti aldrig rammer inden for rundboldbanen, men alligevel 9 ud af 10 gange kan ramme en rude. Det er selvklart tid til at gøre status over forårets sysler og fælde dom over det navnloese havegeni.

Og vi kan roligt lade forstå, at det navnloese havegeni er, jo, genialt. Der er dømt grønne fingre, tæer og næser, og alt vokser og gror til den helt store guldmedalje. Men det er ikke uden blod, sved og tårer, at man kommer til at finde sig selv så højt oppe på havenissernes rangstige, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det navnloese havegeni til tider har været tæt på at kaste charmekluden i komposten. Det skal jo være hyggeligt at gå og nusse i haven (faktisk løgn), og hvilket andet sted kan man virkelig lade kreativiteten flyde og SKABE noget sammen med sine børn? Svaret er, at alle andre steder, måske med undtagelse af et supermarked i myldretiden, vil være bedre. Men altså: blod, sved og tårer.

Blod, fordi de små pus jo skal have lov til at hjælpe til. Få jord under neglene, faktisk til helt op under navlerne, og virkelig FØLE frugtbarheden pible frem. Det kræver redskaber, og selv om de kære børn er forment brug af hakke, spade og andre skarpe og spidse ting, skal man ikke undervurdere slagkraften i en plastikløvrive fra Brugsen. Se blot barnet, der forårskådt og ganske uden mindreværdfølelse i forhold til sin manglende hånd-øje-koordination løfter bemeldte rive højt over hovedet for at give jordbunken en ordentlig tur og i stedet basker sin mor sådan et gok i nødden, at blodet flyder. Tip: blod gøder.

Sved, selvfølgelig fordi havearbejde er fysisk hårdt, men den væsentligste grund er rask trav eller hvilken gangart, man nu udfører iført gummistøvler og vandkande. Sagen er den, at de hjælpsomme børn trækker ukrudt op. Hvad, der er knap så hjælpsomt, er, at der ikke er tale om ukrudt, men om samtlige krydderurter, der kunne opdrives inden for en radius af 10 kilometer, og som nu ligger lit de parade ved siden af det skadefro ukrudt, som endnu engang beholdt livet. Og der er nok at gøre, for der er bede at trampe i, dødbringende redskaber at pille ved, tomatblomster at plukke, og sveden går fra at være betinget af fysisk arbejde til at være betinget af det indre tryk, der skal holdes i ave. Tip: sved gøder.

Tårer, fordi de kære børn åd alt purløg inklusive blomster og enkelte græsstrå, fik ondt i maven ved sengetid og efter okkupation af forældreseng ligger og ånder deres mor dybt og inderligt lige op fjæset. Tip: ørepropper kan stoppes i næsen, men gøder ikke.

Frygt dog ej. Børnene kan sagtens komme med i haven. Har man gamle kaninbure liggende, kan de placeres heri med en pose gulerødder og ordre om at lege kaniner, eller man kan rulle dem ind i hønsenet og sige, at det er en ny og avanceret form for kluddermor. God fornøjelse!

Det er så sødt, når software passer på os. Advarer os om de problemer, der kan opstå i kølvandet på forkerte opsætninger og for få ressourcer. Men denne gamle version af HOMM er måske en tand for forsigtig. Eller også er den lige lidt for smart.

Klik på billedet for rent faktisk at kunne læse den charmerende advarsel.

Det er så hyggeligt at ose på nettet for at købe en lille, lækker og økologisk barselsgave. Mmmm, konsuuuum! Desværre er det også ualmideligt blodtryksforhøjende!

Når man endelig efter flere timers markedsundersøgelser har fundet et tuttenuttet, giftfrit sæt tøj med en smule farver på og oven i købet yderligere har kastet en sikkert ubrugelig, men phthalatfri, badeand ned i den virtuelle indkøbskurv og er kommet frem til betalingsdelen (som sjovt nok altid fungerer) i en eller anden forpulet netbutik uden at finde det mindste belæg for at tro, at den klaphattede gave kan sendes et andet sted hen end til en selv, eller at der er den mindste mulighed for at vedlægge et kort, så lortet ikke kommer som et lyn fra en klar himmel (puhhh, træk vejret!), så bliver man en anelse forbandet.

Fri mig for helvede for latterlige, latterlige, LATTERLIGE netbutikker med latterligt dårlige produktfotografier, der ikke kan forstørres mere end en latterlig kvart procent, for utallige ugennemtænkte, latterlige menuer, der ikke levner brugeren en chance for at finde tilbage til en latterlig underkategori uden 117.000 tilbageklik. Giv mig klar tale, gratis porto (og porno) og ariadnetråde (eller hvad fanden de skide bread crumbs hedder på nudansk, men måske bread crumbs er den nudanske version?). Giv mig nem adgang og stjæl ikke min tid! Enhver undermåler af en idiot kan oprette sin egen netbutik, men det er åbenbart ikke enhver forundt at kunne lave en sådan ordentligt.

Egentlig ville jeg sige: “Kære nybagte mor. Jeg er frygteligt ked af det, men det bliver ikke i dag, at jeg får sendt dig en gave.” Men jeg er ikke ked af det. Jeg er sindssygt RASENDE! Brugervenlighed mig i røven! AAAAARRRGGGHH!!!

Undskyld, undskyld, undskyld! Forhåbentlig blev De, kære læser, ikke stødt. Jeg beklager meget denne upassende fremvisning af mit usympatiske og krakilske alter ego. Jeg er selv en undermåler, og netbutik-designere er også mennesker. Dette indlæg bør offentliggøres i Urban. Tak.

Nogle gange fatter jeg ikke mænd. Eller rettere: for det meste fatter jeg ikke sømanden. Det sker en sjælden gang imellem, at vi går alene ned i byen. Sjældent, fordi vi enten er hver for sig i opgaverelateret ærinderenderi, eller fordi vi er i selskab med vores uvorne loppesæk af et kuld unger.

Men. Inden for den sidste måned har vi været afsted alene nogle gange. Og sådan lidt kæresteriudhungret, som jeg er, lægger jeg min lidt mindre pølsebefingrede hånd ind i hans større barkede sejlernæve. Og så kunne alt jo være godt. Men hvad gør manden? Han trækker hånden til sig og insisterer på, at vi ikke kan gå håndgang. Hva’beha’r? Hvad sker der for dig, matros?

Jeg trænger ham op i et hjørne og afkræver ham et svar. Hvor ligger hånden begravet? Jeg får efter længere tids væveri den forklaring, at fortovene er for smalle, at det ikke burde være lovligt at holde i hånd, hvis fortovet ikke er mere end fem meter bredt, man er jo til gene for trafikken, og han slutter af med et indiskutabelt: “Det er bare ikke praktisk.”

Ooookay, og jeg, der ellers var sikker på, at jeg bare havde bedt ham om at holde mig i hånden og ikke om at iklæde sig stramme gamacher, kalvekrøs og snabelsko før serenadeafsyngning i indkørslen. Efter aflevering af et par håndkantsslag og cirkelspark til det praktiske svin forklarede jeg ham betydningen af ordet praktisk.

Det er f.eks. ikke praktisk at være en fisk med angorapels. Først flyder man ovenpå til stor morskab for de andre havdyr, så bliver man trukket ned og svømmer dårligt, og man risikerer nemt at dø af sult. Bagefter er der ikke engang nogen i den rigtige ende af fødekæden, der gider forlyste sig med indtagelse af ens ådsel, fordi de ikke gider have hår i kæften. Det er heller ikke praktisk at være en lightergas-sniffende pyroman, for enten har man gjort kål på al gassen, når man kommer til det virkeligt sjove, eller også dør man af eksploderet hjerne forårsaget af stikflammer fra næsebor.

Allermindst praktisk er det ikke at være en håndholdt mand. For er man ikke det, så ypper man kiv og ender med at dø af madforgiftning, overdreven indtagelse af stikpiller eller knive i ryggen. Hvilket heller ikke er så praktisk.

“Michelle, nej, Sabrina, årh pis, øh, Laila, selvfølgelig, kom lige hen til mor!”

Jeg kommer ofte til kort, når jeg i en snæver vending skal have fat i et bestemt af mine børn. Navnene flyver nemlig rundt i grødbeholderen i en stor pærevælling. Alt for mange gange er jeg nødt til at scrolle igennem samtlige børns navne, før jeg endelig rammer det rigtige, ligesom det kan ske, at jeg i pressede situationer kan komme til at kalde sømanden min brors navn eller omvendt.

Men er det ikke topmålet af selvoptagethed, når jeg råber mit eget navn efter ham?