Uden Titel

Forleden morgen vågnede jeg og konstaterede, at jeg ikke havde taget min mobiltelefon med ind i soveværelset. Og jeg sover ellers troligt i ske med den hver nat, for hver morgen at kunne blive vækket af liflige sambarytmer langt før Fanden overhovedet begynder at tænke over, hvor han i sin brandert stillede sit fodtøj aftenen i forvejen. Det manglende vækkeur foruroligede mig en del, men jeg trøstede mig dog med, at det yngste krapyl ikke havde vækket mig, hvilket måtte betyde, at klokken ikke var over seks.

Alligevel listede jeg mig ud i køkkenet og aede stille finger touch-panelet på min pyrolyseovn, mens jeg langsomt, men sikkert lod det sive ind, at det pæne digitale display rødmende skreg ud, at klokken rent faktisk var 7.38. Jeg sendte yngsteynglet en yderst uvenlig tanke - i weekenden slår det aldrig fejl, at hun bræger “Morgenmad, mor. NU!” kl. 6.01 sharp, men på denne højhellige mandag skulle hun absolut agere ottesover.

I drømmeagtig slowmotion bevægede jeg mig ind for at vække de ældste tøsebørn. På en eller anden måde lykkedes det mig at være rolig, mens jeg fortalte skolepigen, at hendes bus kørte om 7 minutter, så hun nok måtte påregne at komme for sent i skole, men af en eller anden grund var jeg stadig overbevist om, at jeg nok selv skulle nå at arrivere på min skole til tiden 52 minutter senere.

Så gik jeg i gang med den møjsommelige opgave at vække den mellemste sovenisse i det forfængelige håb, at hun bare for én gangs skyld skulle vise sig fra morgenstunden at være sit alter ego: hesten Fnugge, der altid gør, hvad dens mor siger. Det er fa’mer et dejligt dyr.

Desværre dukker hesten Fnugge, der altid gør, hvad dens mor siger, sjældent op, når dens mor virkelig har brug for, at den gør, hvad hun siger. Det var da heller ikke tilfældet denne morgen, fandt jeg ud af, da jeg som en anden sadistisk sergent gik i gang med at brøle stå op-ordrer ind i bærret på sovetrynen. På dette tidspunkt valgte det nu forhenværende vækkeursbarn endelig at slutte sig til selskabet med topfuld tisble og “Morgenmad, mor. NU!”

Mens jeg overvejede, om jeg bare kunne fyre yngsteungerne hen til deres respektive dagopbevaringssteder iført nattøj og mundsavl, og stadig mere bistert begyndte at coache det ældste barn gennem den besværlige proces med at fjerne dynen fra kroppen og placere fødderne på gulvet, sagde hun så forsigtigt:

“Øhm, mor, det var da lørdag i går, var det ikke?”

Ældstepigen: “Altså, hvis jeg var dig, så ville jeg gøre det modsatte af, hvad mor siger.”

Mellemstepigen: “Nåh, ok?”

Ældstepigen: “Ja, det modsatte, ikke?”

Mellemstepigen: “Ligesom, hm, hvis mor siger, at der er noget, jeg ikke må gøre, så gør jeg det bare alligevel?”

Ældstepigen: “Jaja, så får du jo din vilje. Det er smart.”

Da jeg vækkede mellemstepigen til morgen, begyndte hun dagen med et skrig og et ultimatum. Mellemstepigens forholdsvis uskyldige ultimatum lød: “Jeg står ikke op, hvis jeg ikke får et par rulleskøjter. Nu!” Vi har inden for de senere måneder jo op til flere gange set, at et ultimatum ikke er vejen til noget som helst, og rulleskøjteultimatummet var heller ikke min datters vej til hjuleglæde. Jeg bad hende dog trods alt ikke om at træde tilbage fra posten som min datter.

Nå, men det siger næsten sig selv, at det blev en morgen i helvede, og det var da også med ild i røven, at jeg halsede ned til busstoppestedet med mit muntre læs: et stadigt skrigende barn, et gnavent barn med hænderne for ørerne og et barn, der næsten desperat råbte sin nylærte sætning (”DET VAR LOTTE! NU ER HUN VÆÆÆÆK!”) for at overdøve skrigende og gnavne søstre. Lad det med det samme være sagt, at jeg aldrig kommer til at bygge altre eller andet tilbedelseshalløj til ære for rulleskøjtens narrehat af en opfinder.

Senere på dagen, da jeg igen havde fået hørelsen tilbage og kun havde en lille smule ringen for flapørerne, kom jeg til at snakke med en kollega om mellemstepigen, som har en vilje af stål. Jeg fortalte, at hun intet gør, som hun ikke selv vil - så kan man true, tigge, lefle, bande, græde eller tilbyde hende en milliard is; hun er kold. Min kollega spurgte til hendes fødselsdato og sagde så viist: “Hun er vædder. Det er derfor. De er stærke og stædige.”

Og hvad kan jeg sige andet, end at der faldt en sten (rosakvarts, måske?) fra mit hjerte. Det er smart, det dér astrologi, og jeg så pludselig lyset. Hun er jo vædder, barnet. Det er altså ikke mig, der er en fraværende og afstumpet mor, der ikke er i stand til at opfylde hendes behov eller se, hvordan hun virkelig er, og så handle ud fra det. Ansvaret er pludselig løftet fra mine skuldre. Nu kan jeg blive stjernetosset på hende uden at føle skyld og skam og magtesløshed. Hun er jo vædder. Hurra!

Nogle dage er bare ikke værd at skrive hjem om. Især da ikke hvis man allerede er hjemme. I dag må siges at have været sådan en dag. Og skulle man skrive nogen steder hen, kunne det passende være til julemanden for at informere ham om grundene til ikke at møde op med fyldt gavesæk i år på Navnloese Hovedgade 5 eller til Maria Hirses brevkasse for at råbe sort på hvidt “HJÆLP MIG! GØR MIG MINDRE ELENDIG!”. Nå, ja, eller til Jack Kevorkian.

Men da hverken julemanden eller Maria Hirse findes i virkeligheden, og da Dr. Death meget snart skifter karrieren som patolog ud til fordel for en fremtid som farmejer, har jeg været nødt til at søge hjælp ad anden vej. En vej, der er brolagt med skepsis, fordi jeg ikke kan glemme alle de mere eller mindre tvivlsomme naturmedicinske eksperimenter, som min mor i tidernes morgen forsøgte at udføre på mig - f. eks. er ostevalle på flaske yderst ucharmerende og fandt, givet mit lidet hjertelige forhold til ost, aldrig vej over mine læber, og kommer heller ikke til det, om så det kan kurere stritører og appelsinhud. Alligevel har jeg forsket en lille smule i krydderurternes fantastiske virkninger, og jeg har lært, at:

• lavendel virker beroligende
• rosenvand (dvs. vand, der har huset rosenblade i en uges tid) virker beroligende og søvndyssende. Godt nok ikke en krydderurt, men skide være med det.
• dild virker beroligende og søvndyssende
• de gamle grækere sagde, at hjulkroneblomst drukket med vin modvirker melankoli og øger glemsel
• plantesaft fra persille bleger fregner
• oregano virker nervestyrkende og er blevet anvendt som snustobak

Der kan man bare se. Lykken i en nyttehave. Og selv om der i mine opslagsværker ikke var nævnt meget om mængder eller blandingsforhold, skulle det ikke hindre mig i at gøre nogle forsøg med de beroligende midler, da gnavenhed, vrissenhed og et iltert temperament tilsat en storslået mangel på tålmodighed blot er nogle få af mine mere flatterende karaktertræk.

Uha, nu er der igen et barn, der skriger, så jeg vil tage et par ordentlige hiv af en cigaret krydret med friske topskud fra oregano, iføre mig min nyflettede lavendelsommerhat med tilhørende slør af dild, hælde en velvoksen gibbernakker lavet på hjulkroneblomst og billig vodka direkte ned i løgnhalsen og gå ind i soveværelset for at smide en spand rosenberiget vand ned i barnesengen.

Fuck fregnerne. Bare giv mig styrke. Og basilikum.

På en grå og regntung dag er det en lise for en forrevet forældresjæl at kunne placere det skrigende og slåssende afkom foran flimmeren med et større antal dvd’er indeholdende tegnefilm. Men lad Dem aldrig, jeg gentager aldrig, narre af den tilsyneladende sløvhed, der opstår i forbindelse med indtagelse af Den lille havfrue, Skønheden & Udyret og Lilo & Stitch. Det er ren facade, og det kan under ingen omstændigheder betale sig at vaske gulve i det meste af huset. Når gulvene er rene, vågner ethvert barn med respekt for sig selv (og despekt for sine forældre) op til dåd og danser improviseret regndans i det nærmeste og mest smattede blomsterbed, genetablerer sporenstregs det mere rustikke køkkengulvslook og indrømmer absolut intet.

Sommeren lurer lige rundt om hjørnet. Står klar til at kaste sig over os alle med rådne jordbær, tredjegradsforbrændinger (sol eller grill, same shit) og lyden af smadrende ruder frembragt af vejens børn, der med garanti aldrig rammer inden for rundboldbanen, men alligevel 9 ud af 10 gange kan ramme en rude. Det er selvklart tid til at gøre status over forårets sysler og fælde dom over det navnloese havegeni.

Og vi kan roligt lade forstå, at det navnloese havegeni er, jo, genialt. Der er dømt grønne fingre, tæer og næser, og alt vokser og gror til den helt store guldmedalje. Men det er ikke uden blod, sved og tårer, at man kommer til at finde sig selv så højt oppe på havenissernes rangstige, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det navnloese havegeni til tider har været tæt på at kaste charmekluden i komposten. Det skal jo være hyggeligt at gå og nusse i haven (faktisk løgn), og hvilket andet sted kan man virkelig lade kreativiteten flyde og SKABE noget sammen med sine børn? Svaret er, at alle andre steder, måske med undtagelse af et supermarked i myldretiden, vil være bedre. Men altså: blod, sved og tårer.

Blod, fordi de små pus jo skal have lov til at hjælpe til. Få jord under neglene, faktisk til helt op under navlerne, og virkelig FØLE frugtbarheden pible frem. Det kræver redskaber, og selv om de kære børn er forment brug af hakke, spade og andre skarpe og spidse ting, skal man ikke undervurdere slagkraften i en plastikløvrive fra Brugsen. Se blot barnet, der forårskådt og ganske uden mindreværdfølelse i forhold til sin manglende hånd-øje-koordination løfter bemeldte rive højt over hovedet for at give jordbunken en ordentlig tur og i stedet basker sin mor sådan et gok i nødden, at blodet flyder. Tip: blod gøder.

Sved, selvfølgelig fordi havearbejde er fysisk hårdt, men den væsentligste grund er rask trav eller hvilken gangart, man nu udfører iført gummistøvler og vandkande. Sagen er den, at de hjælpsomme børn trækker ukrudt op. Hvad, der er knap så hjælpsomt, er, at der ikke er tale om ukrudt, men om samtlige krydderurter, der kunne opdrives inden for en radius af 10 kilometer, og som nu ligger lit de parade ved siden af det skadefro ukrudt, som endnu engang beholdt livet. Og der er nok at gøre, for der er bede at trampe i, dødbringende redskaber at pille ved, tomatblomster at plukke, og sveden går fra at være betinget af fysisk arbejde til at være betinget af det indre tryk, der skal holdes i ave. Tip: sved gøder.

Tårer, fordi de kære børn åd alt purløg inklusive blomster og enkelte græsstrå, fik ondt i maven ved sengetid og efter okkupation af forældreseng ligger og ånder deres mor dybt og inderligt lige op fjæset. Tip: ørepropper kan stoppes i næsen, men gøder ikke.

Frygt dog ej. Børnene kan sagtens komme med i haven. Har man gamle kaninbure liggende, kan de placeres heri med en pose gulerødder og ordre om at lege kaniner, eller man kan rulle dem ind i hønsenet og sige, at det er en ny og avanceret form for kluddermor. God fornøjelse!

“Hvornår kommer du, mor?”

“Jeg kommer, når jeg lige er færdig her.”

“Hvornår er du det? Hvornår, hvornår, hvornår?”

“Om et par minutter, men hvis du bliver ved at spørge, så ender det med, at jeg går i slow motion, og så tager det længere tid.”

“Hvornår kommer du?”

“Hups. Slooow mooooootionnnn! Hov, det tager godt nok lang tid at rejse sig op i slow motion, hva’? Man skulle ikke tro, at det kunne tage så lang tid at komme hen til døren, men det kan det i slow motion. Jeg håber ikke, du har travlt.”

Spassernarret mor i helt utåleligt dårligt forsøg på slow motion-gang.

“Kom NU, mor, så sjov er du heller ikke! Fnis.”

“Hov! Er jeg ikke sjov, så tror jeg da nok, at videomaskinemor er nødt til at spole hurtigt tilbage. Se! Nu gik jeg hurtigt baglæns. Øv, hva’? Nu tager det længere tid, for jeg kan kun gå forlæns i slow motion. Slooooow mooootionnnn!”

“Arj, mor. Kom nu!”

“Jamen, jeg er jo på vej. Hov, trækker du i mig? Så er det vist tid til at spole hurtigt tilbage igen! Bbbzzzzzzzz!”

“Du er altså helt vildt dårlig til at gå i slow motion. Og du taler jo ikke engang langsommere, end du plejer. Nu går jeg ind og venter på dig.”

“God idé. Slooooow mooootionnnnn! Uha, hvor går jeg langsomt. Sloooow mooootionnnn? Slow motion? Hey? Er du ligeglad?”

Åh, jeg burde have haft en pædagogisk uddannelse. Vent! Det har jeg jo også. Så er det nok derfor, jeg er så ualmindeligt fed til børn.

En cykel er en god gave til et barn, der fylder fire. Den kan tages med i børnehaven, hvor den kan maltrakteres på lige fod med alle de andre cykler, der stilles til rådighed for de barbariske børn. Men medbring aldrig, jeg gentager: ALDRIG, cyklen, hvis De er i besiddelse af afkom, der sjældent følger godvilligt med hjem.

• Du er alligevel ikke så glad for dit tre timer gamle fladskærmstv, at det rører dig, at der ridses i skærmen med en skrue. Din mand er heller ikke. Især.
• Nå, ja, og den nye sofa er dig ikke mere kær, end at du sagtens kan håndtere et halvt pund fra køkkenbordet hugget smør, der tværes ud i den.

Det sker engang imellem, at sømanden er så venlig at tilfredsstille sin gavehungrende kones trang til en lille erkendtlighed, når han vender hjem via eksotiske lande og lufthavne. Hans gavehungrende kone ved godt, at det er tanken, der tæller, men jeg (for det er jo mig) er ikke altid lige taknemmelig.

Jeg havde f.eks. meget svært ved at goutere den karrygule badekåbe, som jeg fik i julegave og fra Holland, da jeg var gravid med vores første barn. Faktisk var jeg så brølende rasende over de associationer om vraltende elefant op og ned ad fødegangen, der straks dukkede op i mit hoved, at jeg tudbrølende skældte og smældte i telefonen på en højhellig juleaften til en totalt uforstående sømand, der også havde sendt en stribet natskjorte i blødt og kraftigt stof, fordi jeg jo elskede at tulle rundt i nattøj.

Jeg har også stadigvæk den hue, han bragte med hjem fra et af de baltiske lande. Jeg kunne aldrig finde på at vise mig offentligt med den, men nu er jeg heller ikke et af den slags mennesker, som lige kommer til at se en tand mere chik ud ved at kaste en bør på hovedet. Især ikke den baltiske pendant til baskerhuen.

Det værste, han nogen sinde har hjembragt, er dog den gave, jeg fik for et par uger siden. Gudhjælpemig om ikke manden med et glad smil stikker en Rubik’s Cube i nallerne på mig. “Jeg tænkte, at det da lige måtte være noget for dig.” Jo, da, især når man tager i betragtning, at det aldrig er lykkedes for mig at lave mere end én side i samme farve, for slet ikke at tale om hvor elendig jeg er til at forudse de katastrofer, der indtræffer, når man blot drejer en af siderne en kvart omgang.

Jeg har det lidt sådan, at hvis jeg en dag skulle løbe på skaberen af dette latterlige stykke legetøj, så sparker jeg hans kugler til terninger og begynder at dreje på dem for at matche de forskellige blå kulører. For hvorfor bruge sin efter sigende brilliante hjerne til at tilføre verden mere frustration?

Nuvel. Jeg pakkede terningen ud og bekendtgjorde i samme åndedrag, at den, der fik blandet farverne sammen og ikke kunne fikse misèren igen, ville få klippet fingrene af. Hvilket prellede totalt af på mine kære børn, der så ofte er blevet truet med afklippede fingre og afskårne tæer, at de er aldeles immune over for et ellers velovervejet og pædagogisk argument.

Der lå den og grinede ad mig. Fuldstændigt i uorden, og jeg troede, at jeg skulle dø af ærgrelse. Så var det, at internettet randt mig i hu. Det er på mange måder nørdernes paradis, og mon ikke en terningenørd eller to skulle have ønsket at dele sine erfaringer med resten af den måbende verden? Åh, jo.

Jeg mødte således den mand, der i 1981 var svensk mester i speed cubing, og som også opnåede at blive nr. 4 ved verdensmesterskabet i Budapest i 1982. Han havde da lige udregnet sin egen måde at løse terningen på og nedskrevet de dertil hørende algoritmer.

Der døde jeg så lidt mere. Nu ved jeg godt, at en algoritme i bund og grund bare er en opskrift på løsningen af et problem, men hver gang jeg hører ordet algoritme, går jeg straks i panik og tænker på et forfærdeligt fag, jeg havde på universitetet. Det rød-sortnede fuldstændigt for mine øjne ved tanken om træer, effektive søgninger, sorteringer og gennemløbstider. I virkeligheden har jeg aldrig selv været i berøring med rød-sorte træer, for jeg kvittede Algoritmik og datastrukturer længe inden, vi kom til dette ikke-botaniske fænomen.

Svenskernørden fik dog forklaret første del af løsningen temmeligt elegant og i hvert fald på en måde, der gjorde, at jeg kom igennem uden overdreven panik og algoritmisk angst - men alligevel blindt og uden trang til at sætte mig ind i, hvad det egentlig var, jeg lavede. Ikke godt, eftersom trin to “bare var næsten det samme - find selv ud af det”, og så sad jeg der og tudede.

En ny søgning gav mig heldigvis en anden side med lidt mere hjælp, og i løbet af ca. 12 timer, otte forfrabegyndelser pga. dårlig indenadslæsning, fravær af koordination og retningssans og dertil 700 liter desperat gråd, lykkedes det mig faktisk at fikse den skide terning.

“Nej, hvor fint, så kan du jo sagtens gøre det igen!” sagde sømanden, da jeg skrigende og dansende af fryd viste ham min triumf, og vupti videregav han den narrehattede terning til et af mine onde børn, der vrid-vrid-vend og grinende atter smadrede min verdens orden.

Jeg burde være mere taknemmelig. Min familie er jo en gave. En tvivlsom en af slagsen, men så absolut en gave. For næste gang jeg tager mig sammen til at terningerere, kan jeg sikkert gøre det på otte timer, og til sidst er det fan’me mig, der er svensk mester i speed cubing!

Jeg tror, at tomater var meget dyre, da jeg var barn. I hvert fald blev de regnet for at være for fine til at spise på anden måde end som tynde skiver på rugbrød med pålæg og minarine. De var grøntsagernes svar på pålæggets røgede filet, som også blev strengt rationeret. Så selvfølgelig huggede vi tomater, når vi kunne se vores snit, og den dag i dag regner jeg tomater for at være meget finere end f.eks. agurker, selv om jeg ikke længere føler en ubændig trang til at spise dem i store mængder. De smagte simpelthen bedre dengang.

Agurker har jeg egentlig aldrig haft et specielt hjerteligt forhold til. De er gode på leverpostej og andre slags pålæg, tzatziki ville ikke helt være det samme uden, og vi får vel i gennemsnit gnasket os igennem 4-6 agurker i løbet af en uge. Agurken er nok i virkeligheden grøntsagernes leverpostej - helt almindelig, kan ikke støde nogen, og de fleste mennesker tænker ikke nærmere over den, når blot den optræder i vante omgivelser.

Måske er agurkerne trætte af at være så almindelige. De prøver i hvert fald på alle mulige måder at sende beskeder til mig i dag. Det er næsten uhyggeligt, som de forsøger at placere sig uden for enhver kendt kontekst og dukker op, når jeg mindst venter dem. Kræver at al tid er agurketid. Hvilket bringer os til:

I dag har jeg fundet agurker eller spor af agurker følgende steder og har tolket det som et forvarsel om, at agurker er ude på at overtage verden

1. I vaskemaskinen. Under badning af afkom kommer jeg til at kigge ind i vaskemaskinen. Noget grønt stirrer ondt tilbage. Ved nærmere eftersyn finder jeg en i Netto nyligt indkøbt agurk, som i sin plastikoverlevelsesdragt er kravlet (eller hvad agurker gør) ind i tromlen. Ved udøvelse af moderat fysisk pres med et rivejern får jeg ud af den, at den føler sig beskidt efter at være blevet befamlet gentagne gange under sit ophold hos Gasa. Jeg tror den lyver, men selv en agurk kan være en hård banan.
2. I kopimaskinen. Under indtastning af rablende indlæg falder mit blik på HP all-in-one’en. Der er noget, der ikke stemmer. Ved nærmere undersøgelse finder jeg en overskåret agurk under låget. Under udøvelse af moderat pres med kopimaskinelåg, får jeg den til at påstå, at den er fuld og ved at tage en fotokopi af sin ende til almindelig morskab for vennerne. I virkeligheden mistænker jeg den for at være i gang med at eksperimentere med kloning, men trøster mig med, at det kommer til at vare mange år, før vi ser agurken Dolly, hvis fotokopiering er agurkernes generelle kloningsniveau.
3. I børneværelset. Under indtog i børneværelset med sengeklart afkom hænger jeg uhjælpeligt fast i gulvet og overmandes af eddikeagtig og sukret duft. Lage. Ved udøvelse af moderat psykisk pres mod afkommet (trusler om tab af godnathistorie), får jeg kun følgende kodemeddelelse: “Dine patter ligner dinopølser.” Noget siger mig, at de syltede agurker også er sure. Og mine børn er i ledtog med dem.

Jeg er yderst tolerant, når det kommer til mine døtres idolisering af deres fraværende far. Falder talen på klogskab, styrke, skønhed og snart sagt ethvert andet flatterende karaktertræk, ved jeg fra starten, at jeg kommer ind på allerhøjst en andenplads. Det er fint nok. Det glæder mig. Og jeg påpeger ikke, at deres fædrene ophav rent faktisk har begrænsninger, hvis man lægger mærke til hans manglende evne til blandt andre ting at benytte vaskemaskinen, tale med sundhedsplejersken eller løse en krydsogtværs uden min hjælp.

En lille bitte smule mere credit ville være på sin plads. Nå, må fly, skal i legetøjsbutikken.

Endnu en betydningsfuld milepæl er nået i mit liv. Stoltheden på denne forårsdag vil ingen ende tage. Det varmer mit moderhjerte at kunne meddele, at alle mine børn nu er i stand til at sige lort. Velartikuleret og uden mulighed for misforståelse. Livet er stort.

Efter en lang dags strabadser er det altid en lettelse at sætte sig ved et veldækket aftensbord flankeret af sine velopdragne børn. Her kan man udveksle historier og begivenheder fra dagen, der er gået, og koncentrere sig om hinanden over indtagelse af et nærende måltid. Afslapning fra start til slut: 

• “Lille skat, er du lige sød at lade guacamolen stå? Kan du lade den stå? Nej, du har på din tallerken. Nej, du sk…” PLASK! “Så [splut] afleverer du guacamolen, frøken fingernem!”
• “Jeg skal lige forstå det her: du slikker på skeen, så den bliver ren nok til at komme tilbage i majsskålen?”
• “NEJ! Du skal ikke tage oliven op på din beskidte tallerken, gøre dem rene med dit beskidte stykke køkkenrulle og så putte dem ned i glasset igen. Giv dem til din søster så…” SLAM! ”Lægger du dem lige på hendes tallerken i stedet for at kaste dem i hovedet på hende?”
• “Smag lige på salsaen først. Bare en lille smule, for den er temmeligt stærk. Nej, bare en lille smu… Nårh, lille skat, ja, spyt det bare forsigtigt ud.” PLASK! “Av, ååååh, mit ¤%#&%# øje! Nej, nej, jeg græder ikke.”
• “Lad lige være med at stille vandkanden foran din lillesøster, hu…” PLASK! “Nej, nej, bliv bare siddende, det kan ikke betale sig, at jeg skifter tøj mere i dag. Vandet fordamper lige om lidt.”
• “Hvorfor? HVORFOR? Jamen, hun skal da ikke have det i håret!”
• “Nej, jeg tvivler på, at du kan fjerne græspletter med guacamole. Det virker heller ikke, siger du?”
• “Tag kniven ud af munden og sæt dig ned. ‘Sæt dig ned’ betyder ikke ‘Hop’.”
• “Der er andre måder at fortælle, man er mæt, end at smide resten af maden på gulvet.” PLASK! “Der er [splut] andre måder at fortælle, man er mæt, end at smide resten af maden i hovedet på sin mor.”

Og med disse livbekræftende stjernestunder fra de riges bord, må jeg forlade Dem, kære læser. Maskinstationen har just leveret den minigraver, jeg har bestilt, så jeg kan få fritlagt køkkengulvet og gravet mig vej frem til mit natteleje.

Spil Ravnemor - så er det mors dag hver dag! 

Antal spillere: Op til 4 (i begyndelsen) lalleglade ravnemødre. 

Indhold: 4 spillebrikker (rød, blå, grøn og klaphat), 1 spilleplade, 1 terning.

Formål: At komme først i mål uden brug af nervemedicin.

Spilleregler: Slå med terningen og ryk det antal felter frem, som øjnene viser. Lander du på et tisgult eller bæbrunt felt, skal du udføre den handling, som er beskrevet nedenfor. Numrene henviser til de numre, som er trykt på de tisgule/bæbrune action-felter. For at komme i mål, skal du slå det nøjagtige antal øjne, ellers skal du rykke tilbage og tilbage og tilbage.

Action-liste:

2. Ældste- og mellemstesøster laver morgenmad på sengen til dig. Slå igen. Slår du et lige antal øjne, får du et ekstra slag, mens du skamroser, og slår du et ulige antal øjne, skal du vente en omgang, mens du rydder op i køkkenet. 

3. Vent en omgang, mens du forklarer ældstesøster, at man ikke skal have sommertøj på i marts, bare fordi solen skinner.

5. Yngstesøster skal sove middagslur. Ældstesøster løber hjemmefra (igen), og du må hive yngstesøster halvsovende ud af sengen for at sætte efter. Ryk tilbage til start, mens du foretager soveritual igen.

6. Ældstesøster er indfanget hos klassekammerat. Vent en omgang, mens du sødsnakker og revser, og mens mellemste- og yngstesøster hygger sig med at afføre sig alt tøj i cyklen.

7. Yngstesøster skal stadig sove den middagslur. Mellemstesøster larmer og banker på bagdøren, fordi hun ikke kan åbne den. Ryk tilbage til start, mens du foretager soveritual igen.

11. Yngstesøster skal død og pine nu sove sin forpulede middagslur. Indsamlingsfolk larmer og banker på hoveddøren, fordi de vil ind. Ryk tilbage til start, mens du foretager soveritual igen og storbandende indbetaler nødhjælpspenge pr. girokort.

17. Mellemstesøster er faldet i søvn, endnu inden yngstesøster sover, og vil derfor ikke kunne sove i aften. Vent en omgang, mens du dunker dig selv i hovedet med noget hårdt, fordi du i et svagt øjeblik lod det ske.

21. Heldigvis sover yngstesøster ikke mere end en halv time, og det lykkes dig at vække en hårdtsovende mellemstesøster efter en times luring. Slå et ekstra slag, fordi du når Brugsen lige inden lukketid.

22. Vent en omgang, fordi du kommer så sent i Brugsen, at hakket oksekød er udsolgt, og ingen gider æde peperoni.

27. De to ældste søstre skændes om, hvem der skal uddele køkkenrulle. Slå igen. Slår du 1, 2 eller 3, får du et ekstra slag for at være rolig, men slår du 4, 5 eller 6, må du vente en omgang for at have råbt: “DET ER IKKE VIGTIGT!”

29. Vent en omgang, mens du hiver en sprællende og skrigende mellemstesøster op af badet og forsøger at rede hår, børste tænder og klippe negle på hende uden at påføre hverken hende eller dig selv varige mén.

31. Ryk to felter frem, fordi du, i god ro og orden, fik læst og sunget og udstedt eviggyldige kærlighedserklæringer i øst og vest og hjemme er bedst.

32. Ryk to felter tilbage, fordi alle børn påstår, at de ikke kan sove.

34. Vent en omgang, mens du arrigt ser Forbrydelsen akkompagneret af pludren og hestetramp, fordi mellemstepigen vitterligt ikke kan sove.

37. Yngstepigen vågner med hovedet klistret fast til den bog, hun “læste”, da hun faldt i søvn. Ryk tilbage til start, mens du foretager soveritual igen.

40. Tillykke, alle sover, dagen er slut. Nu kan du feste! Zzzzzzzzz…

Spil Ravnemor - livet bli’r en leg med ild!

Kom nu, det bliver sågu’ da et hitspil, hvar? Gå hjem og tag en omspiller, opfindere af Trivial Pursuit, Risk og Bezzerwizzer!

Kraftidiot, jubelnar, manegeklovn er bare et lille udvalg af de mere flatterende betegnelser, der kan bruges til beskrivelse af mig. Træerne vokser ganske simpelt ikke ind i himlen for mig. Nej, de når ikke engang op over mit store, dumme dumbo-beørede hoved. I hvert fald ikke, når det gælder børneopdragelse.

Jeg ved selvfølgelig godt, at sømandens fravær efterhånden er begyndt at bide i periferien af ungernes bevidsthed. At det skal ud på en eller anden måde, og at jeg er den nærmeste og tryggeste at hælde magtesløsheden og savnet ud over.

Jeg var ellers lige så glad for mig selv på den ydmyge måde. Ældstepigen var løbet hjemmefra, og jeg fik talt hende hjem igen. Hun var trasket afsted med sine pakkenellikker efter at have opfordret sin ældste lillesøster til mytteri i ulvetimen. Mellemstepige i nattøj og vindjakke blev straks hentet tilbage helt skæv af at bære tunge poser med bøger, tøj og legetøj, men ældstepigen var kommet godt foran, så cyklen måtte sadles op og lastes med den angrende mellemste og den sultne og trætte yngste.

Da jeg fik indhentet ældstepigen, var jeg så sur, at jeg kørte forbi hende, mens mellemstepigen skrålede: “Hun var jo lige der! Hun var jo lige der!” Jaja, jeg er nok en idiot, men jeg er ikke blind, og jeg måtte simpelthen lige tænke mig godt om og falde lidt ned.

Da jeg var yngre skamlæste jeg min fars gamle drengebøger, og især Flemming-serien var en favorit. Flemming er efter vore dages målestok en temmeligt almindelig, rask dreng, men bliver anset for at være en ballademager i sit hjem og på sin skole, og han må grueligt meget ondt igennem for at blive flink. Men han har altid hjertet på rette sted. Flemmings skoleleder, den gamle rektor Halling, har et motto, som også står skrevet på hver Flemming-bogs titelblad: “Prøv med kærlighedens stærke arm.”

Så jeg besluttede mig for at lave en rektor Halling og isafkølede mig kraftigt, før jeg kørte tilbage til ældstepigen for at tale til hendes følelser, ja, for at prøve med min kærligheds forstuvede arm. Og pigebarnet brød da også hulkende sammen og indvilligede i at tage med hjem efter utallige kærlighedserklæringer fra min side, pædagogisk iblandet begrundelser for de, set med hendes øjne, uretfærdigheder, der havde ført til hendes afsked. Åh, jeg var stolt af mig selv.

At jeg så ved aftensbordet igen skulle høre på, hvor meget hun alligevel gerne ville flytte hen til sin klassekammerat, fordi der altid var dessert efter aftensmaden, kunne ikke bringe mit pis i kog. Jeg ved dog så meget, at dessert ikke har samme livsnødvendige betydning som en mors (omend forkrøblede) kærlighed.

Men ved sengetid tog fanden ved ungerne, og det, sammenlagt med andre rester af dagen, der blandt mange oplivende hændelser tæller tis i sofaen og en 12 km lang cykeltur med en skrigende jeg-vil-til-stranden-insisterende mellemstepige, brækkede kærlighedens skrøbelige svagpisserarm. Ældstepigen meddelte, at hvis hun skulle hjælpe med at rydde op i morgen, så, haha, ville hun bare rydde mere ud i stedet, og desuden ville hun helt sikkert også fuldføre sin fraflytning, når hun lige var kommet til kræfter.

Den kærlige moder svarede, at så syntes hun, at barnet skulle sørge for at gøre det ordentligt denne gang. At hun skulle få bestilt en flyttevogn og tage alle sine ting med. Og godnat.

Jeg må snart se at få bestilt tid til den hjernetransplantation.

Har du problemer med at styre temperamentet? Føler du, at du, som ellers er fredselskende og rolig, kan komme i situationer, hvor du higer efter at ty til vold? Driver dine kære børn (eller andre) dig til vanvid dagen lang? Tag det roligere, pacifister kan nemlig også blive rasende og længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, men hjælpen er nær, når afkommet (eller andre) er værst, for her er:

Pacifistens guide til mindre-voldelig adfærd under raserianfald forårsaget af afkom (eller andre):

• Bank hovedet hårdt ind i noget hårdere, f.eks. beton, panserglas eller en god tykbundet støbejernsgryde. Det giver dig noget andet at tænke på, en grund til virkelig at tude igennem, og det eneste, der er i fare for at gå i stykker, er dit eget hoved. Vær dog fattet nok til ikke at benytte den gryde, du er ved at koge suppe i - brandsår er ikke raserinedsættende.
• Gå en tur og råb ad fugle, hunde og naboer, der krydser din vej. Gå langt, men ikke for langt. En tommelfingerregel er, at hvis du støder på en bro, en færge eller en grænseovergang, er det tid til at vende om. Det er smart, hvis du ikke behøver at have børnene (eller andre) med.
• Grin hysterisk og slå kolbøtter. Det hjælper ikke meget, men er sjovt at se på til din 50 års fødselsdag, når ungerne (eller andre) viser skjult kamera fra de seneste 20 år. Venter de til din 65 års dag, kan du selv grine med.
• Tag en tur på din kondicykel. Er du lidt fiks på fingrene, kan du udvinde energien og dermed få gratis elektricitet. Miljøvenligt raseri er in.
• Æd en sofapude. Du kan slå på den imens, og den afholder dig fra at skrige eller råbe noget, du med garanti vil fortryde, når du sidder ret foran skolepsykologen (eller retspsykologen). Desuden er sofapuder fiberrige.

Det er muligt, at kvinder er fra Mars, og mænd er fra Venus, eller hvordan det der astrologi nu hænger sammen, men når det kommer til stykket, kræver det også en del indsigt at dechifrere, hvad det egentlig er, børnene siger. Jeg skal ikke kunne sige noget om, hvor ungerne kommer fra, hvis mor eksempelvis er fra Merkur (afsvedet og fuld af vulkansk aktivitet), men et godt bud kunne være en hidtil ukendt og beboet planet, hvor et stykke med løgn er daglig kost. Hvilket bringer os til denne oversigt, som jeg har lavet ud fra data indsamlet gennem næsten syv år: 

Når ungen siger: Det var ikke med vilje, mor, jeg kom bare til at gå ind i hende med min fod.

Mener hun i virkeligheden: Ja, jeg sparkede hende, til hun faldt, og så tævede jeg hende lidt med Barbie-dukken for at være sikker på, at hun fattede, hvad jeg mente. Pis, at jeg blev opdaget.

Når ungen siger: Undskyld, lillesøster.

Mener hun i virkeligheden: Så fik du den, grønært, men jeg ved, at mor kan høre os, så jeg helgarderer lige.

Når ungen siger: Jamen, jeg vidste ikke, at jeg ikke måtte spise en hel pakke pålægschokolade.

Mener hun i virkeligheden: Jo, jeg vidste det da godt, men jeg prøver lige at spille dum, for du er jo ikke særligt kvik, mor. Går den, så går den.

Når ungen siger: Jeg går lige over til 80-årige Børnevenlige Nabokone og siger hej.

Mener hun i virkeligheden: Jeg skal lige over at se, om jeg ikke kan bomme 80-årige Børnevenlige Nabokone for Merci-chokolade, selv om jeg udmærket godt ved, at jeg kun må få slik om fredagen. Du giver os jo ikke mad, mor.

Når ungen siger: Det var bare for en sikkerheds skyld.

Mener hun i virkeligheden: Ja, jeg købte slik for næsten 100 kr., og der er ikke noget, du kan gøre ved det, for jeg har åbnet alle poserne på vejen hjem.

Når ungen siger: Åh, jeg er syg. Jeg er træt. Jeg får ondt i armene.

Mener hun i virkeligheden: Under ingen omstændigheder har jeg tænkt mig at hjælpe med at rydde de tre kubikmeter legetøj op, som jeg ikke var for syg til at sprede ud over hele huset.

Når ungen siger: Årh, du er den sødeste mor i hele verden.

Mener hun i virkeligheden: Slip slanterne, moster, jeg vil ha’ den malebog.

Når ungen siger: Bare én gang og så aldrig mere igen.

Mener hun i virkeligheden: Og hvis du tror på den, så er du en idiot. Fra nu af vil jeg plage og plage og plage og plage, hvis du altså bare giver mig lov denne ene gang. Deal?

Når ungen siger: Jeg kan ikke selv lyne mine støvler.

Mener hun i virkeligheden: Jeg gider ikke selv lyne mine støvler, og hvis du vil have, at jeg skal nå bussen, så må du selv se at få fingrene ud, kammerat. Ned på knæ!

Når ungen siger: Jeg hader dig, mor, du har ødelagt hele mit liv.

Mener hun i virkeligheden: Jeg hader dig, mor, du har ødelagt hele mit liv.

Når ungen råber: Det var ikke med vilje! Undskyld! Jeg er syg! Jeg vidste det ikke! Jeg går! Jeg kan ikke! Hvorfor ikke bare denne ene gang? For en sikkerheds skyld? Dummeste mor i verden! Jeg hader dig, mor, du har ødelagt hele mit liv!

Mener hun i virkeligheden: Vil du ikke godt være sød at sætte dig ned, tage mig op på skødet og vugge mig, mens du fortæller mig, hvor dejlig jeg er.

Jeg ønsker mange ting for mine tre døtre, og når det kommer til stykket, er det nok et af mine største ønsker, at de bliver gode mennesker. Odentlige mennesker, der har overskud til at se ud over egen næsetip, og som fordomsfrit bevæger sig på jorden med mindst mulig unødig skade i kølvandet. Hele mennesker, der har respekt for sig selv og andre og gerne giver et nap med, hvor det behøves.

Hvordan opdrager man så det gode menneske? Det er jo ikke nemt. Sure, svovlende jeg skal være et godt eksempel for de her små indtrykssugende svampe. Men jeg øver mig meget på det, for gode mennesker ligger til grund for en bedre verden.

Og hvad det angår, er det fuldstændigt ligegyldigt, at det er tre små piger, som er sat i min varetægt for en kort stund, idet eventuelle drenge ville få den samme tur. Men nu er de jo piger, og jeg tænker da meget over, hvordan den massive beskydning med Barbiedrømme og lyserøde havfruesværmerier påvirker dem.

Jeg vil nemlig så gerne have, at de ved, at de, hvis uheldet er ude, kan klare ærterne uden den allestedsnærværende og højt besungne prins. At lyserøde sværd også kan slå drager ihjel, hvis dragejagt er en nødvendighed i den fremtid, de går i møde. At dragejagt kan være sjovt sammen med prinsen.

Kønnet kan man jo ikke rende fra, og det er der ingen grund til. Men i stedet for at være med til at trække fronterne op, vil jeg hellere, at de bliver i stand til at bygge bro og bedømme mennesket bag kønnet, og at de som udgangspunkt i mødet med verden er overbeviste om, at de er berettigede til livet. Ligesom alle mennesker er det. Uanset køn og andre forskelligheder.

En syndebuk er fantastisk at have. Især hvis den på det nærmeste er umælende, eller bare generelt svarer ja til alt, med mindre den bliver spurgt, om den er træt og skal i seng.     

Der er selvfølgelig tale om, at yngstepigens to snedige storesøstre har fundet ud af, at deres lillesøster på 1½ år er begyndt at kunne så mange ting, at de lige så godt kan prøve at tørre større eller mindre synder af på hende. Og jeg skal love for, at de storesøstrene synder i den grad nedarves til lillesøsteren. For øjeblikket er den vigtiste undskyldning her i huset nemlig, at ”det var lillesøster, der gjorde det.” Yngstepigen har sør’me også været exceptionelt aktiv i denne weekend, da hun har:

• hugget vindruer fra køleskabet, som er placeret mere end en meter over gulvhøjde
• kravlet op på køkkenbordet, tappet vand i en stor skål, båret den ud i entréen og tømt den (øjensynlig ud over mellemsøster) - uden at blive våd
• klippet karklude i hjerteformede stykker
• overtalt mellemsøster til at fodre hende med pålægschokolade
• skrevet storesøsters navn på vinduet med tusch
• smurt leverpostejsmadder og gemt dem under mellemsøsters seng
• placeret storesøsters skihandsker og samtlige mellemsøsters underbukser på øverste hylde i køleskabet
• tvunget mellemsøster til at tage ble på
• hældt flydende håndsæbe på mors tandbørste

“Det kan du da nok, forstå, ikke, mor? Lillesøster ville ikke høre efter. Og jeg sagde til hende, at hun ikke måtte.” Jojo, og jeg er stolt. Hun er fremmelig. Og hendes søstre er englebørn. Og jeg er ¤%#&% kronprinsesse Mary med klaphat på!