Uden Titel

Jeg har gennem de sidste par dage haft nogle samtaler med min ældste datter om, at man godt kan komme til at slå andre mennesker lidt i stykker med ord - komme til at ødelægge deres sjæl en lille smule (jaja, bvadr, men hvad fanden, lidt patos er vel ikke af vejen i denne sammenhæng, hvor det gælder fremtidig søsterlig bliss), hvis man får dem til at tro på, at de er nogle dumme og trælse tudefjæs, hvilket er, hvad hun kalder sin ældste lillesøster konstant. Og da jeg er den pissesuccesramte mor, som jeg er og altid har været, var den ældste datters fornuftige og velgennemtænkte konklusion  selvfølgelig: “Fedt nok, for jeg vil helt vildt gerne smadre hendes dumme og tudefjæsede sjæl!”

Der må klappes.

Aldrig i mit liv har jeg higet efter udtalelsen, afsyngningen om man vil, af et ord som i aften:

The word is on your lips.

Say the word!

The word is on your lips.

Say the word!

I det uendelige. Og når den forløsende effekt endelig burde indfinde sig i et vederkvægende klimaks. Når brølet endelig kunne slippes fri, og når argumentet om, at en koncert med to mellemgode, men humørfremkaldende sange, og fyld for resten ikke er det korte livs dyrebare ene time værd, bare ikke holder, fordi bandets drive, energi, GLÆDE har en forunderlig og afsmittende effekt. Når alle higer efter udløsningen:

The word is on your lips.

Say the word!

The word is on your lips.

Say the word!

Spændt til bristepunktet. Jeg ønsker tit at være en anden. Eller mange andre, alt efter situationen. Det er ikke som sådan, fordi jeg ikke i mig selv er berettiget til eksistens, men mere fordi jeg bliver grebet af en persons væsen eller energi. Udseende eller hænder. Et eller andet. Noget, jeg godt vil have. Måske endda noget, jeg i virkeligheden selv har, men som lever det søde og lade liv i lediggang:

The word is on your lips.

Say the word!

The word is on your lips.

Say the word!

Uden forventning af nogen som helst art til band eller musik, finder jeg i aften, at jeg vil være Alphabeats mandlige forsanger. En eksplosion. Jeg ved, at jeg har det i mig. Jeg forløses:

FA-SCI-NA-TION!

Disclaimer: bloggen er stadig lukket og uden kontortid og tilkaldevagt, men musikken kender ingen grænser og åbenbart ingen skam. Glæden var der, og den måtte ud. Hvis jeg gad, kunne jeg sætte mig ud på min terrasse og stene til Poul Krebs, hvis vindretningen altså er rigtig, og hvis mine ører ikke peb sådan. Eller jeg kunne berette om Nik & Jay (hvilket jeg højst sandsynligt gør på et eller andet tidspunkt, åhjo), Johnson eller i særdeleshed Europe, hvis sans for udslidte heavyrock-klichéer og mikrofonstativsving er uovertruffen, især hvis man ikke medregner Scorpions. Men hvad fanden. Jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle høre The Final Countdown live fra hestens egen mund. Nå, måske ham der Poul spiller Sånoensomos… Jeg er sgu også erfaringerne riger’, og gælden er i den grad saneret for en stund.

Der findes mennesker, der kan se lyserøde elefanter eller ånder. Ja, endda findes der nogen, der kan se auraer, og der er sågar bademestre, der hårdnakket påstår at kunne se tis i svømmebassinet som en rød stribe efter en svømmer. Jeg kan også se noget. Pile.

Jeg vil tro, fænomenet er ganske velkendt. Det sker i hvert fald altid for mig, når jeg har optur over et eller andet computerspil i længere tid. Er jeg i en tetrisperiode, forsøger min hjerne stædigt og uden at have fået lov at omrokere underteksterne til ethvert tv-program, så de passer ind i hinanden. Noget lignende sker, hvis jeg spiller Heroes of Might & Magic; her er det bare hestenes bevægelsesmønster, jeg ser, når jeg lukker øjnene, og samme point & click-strategi jeg mentalt bruger, når mine børn skal bevæge sig fra mudderpølen til badeværelset. Strategien virker desværre bedst, hvis den udføres med en mus og ikke via tankeoverførsel.

Og så er der pilene. De stammer fra Konamis Dancing Stage-spil, som for øjeblikket i den hellige motions og den fede morskabs navn kører dagligt på den udtjente PlayStation. Til den uindviede kan jeg fortælle, at al denne spas opstår ved at udskifte den sædvanlige PS-controller med den mere fodvenlige dansemåtte, som i mine øjne er den største opfindelse siden Kalaha. Og det er muligt, at ordet dansemåtte lyder en kende sjofelt, men er det desværre ikke i udpræget grad. Vulgært er mere beskrivende, når Deres hengivne svinger koteletterne til Kylie Minogue eller The Darkness med kun et minimum af selverkendelse og følelse i benene.

For det er jo et dansespil, og det er ypperligt programmeret livsglæde i topform. De famøse pile ryger op over skærmen, og så skal der hoppes, steppes og vrikkes til den store guldmedalje, for det gælder om at holde trit og takt og i det hele taget forsøge at se en smule lækker ud, da der er frit udsyn fra Brugsens parkeringsplads for folk med gode øjne og sans for kropslig komik.

Bivirkningerne er så en tendens til at se enhver bevægelse som et resultat af de retningspile, der bliver ved med at køre efter afsluttet afdansningsbal. Tilmed i nogle pissesvære kombinationer. Og det kan da være træls at være nødt til at tage et chassé og gøre et lille hop for at gå ind ad børnehavens låge, men 10 millioner gange sjovere end løbetræning eller den forhadte kondicykel.

Konami-piger og -drenge: Jeg elsker jer! Gem den sidste dans til mig!

I would lick your feet. But is that the sickest move?

Skrev hun. Til mig. En sætning i en forlængst slettet gæstebog på en fjern og død hjemmeside. Geocities/Paris. Et sidste postkort fra den verden, vi vidste, vi havde lagt bag os. Allerkæreste søster. Hun var ikke altid smuk, men jeg husker hende sådan. Ikke-rådden.

Ivrig og hårdhændet, var jeg, iklædt ironi og giftig sarkasme. En afstand i mere end min forstand. Jeg kunne ikke være helt nøgen, og hun kunne ikke forsvinde i mit hår. Jeg burde have kunnet smage sorgen på forhånd; jeg burde i det mindste have været endnu mere skræmt.

Vi løb sammen gennem dage og nætter uden anden beskyttelse end vores ungdom, men intet kunne beskytte os mod hinanden. Ungdom er dårligt panser, hvor hudløsheden bor. Om det er nok så blød en krop, der trykkes mod.

Hver gang jeg holdt fast i hende, smuldrede hun en lille smule, og jeg forsøgte at holde fastere. Naivt. Krampagtigt. Desperat. På et tidspunkt må man indse, at man står med støvet tilbage, at ingen kan ejes, selv med de bedste intentioner for øje.

Så forsvandt jeg også. Hun sagde ikke farvel, som hun aldrig havde sagt goddag. 

Here comes the flood. Anything to thin the blood.

Han lærte mig at drikke rødvin og spise oliven. Han lavede fantastiske pizzaer og introducerede mig til Alanis Morissette. Jagged Little Pill. Bagefter ville han bare være venner. Det håndterede jeg ikke særligt godt, men jeg lånte hans cd og spillede for fuld skrue og åbent vindue, så jeg var sikker på, at han kunne høre det. Vi boede dør om dør på kollegiet, og han var ikke døv. Han havde det blødeste hår.

En dag bankede det på, og selv om det var sjældent, at jeg lukkede op, stak jeg alligevel hovedet ud og trak frisk luft ind. Jeg sang altid højt over opvasken, og en af mine venner mente at kunne bruge mig i sit band. Jeg tænkte, at når man hverken kunne leve eller dø, så kunne man måske blive noget ved musikken, bare for en kort bemærkning.

Jeg anskaffede mig en mundharpe, så jeg kunne spille soloen i Head over Feet, ligesom Alanis. Jagged Little Pill fulgte mig altid, og jeg håbede, at dens ejermand ville se klart igen. Se mig. Men da han endelig så op, var han ikke alene, og jeg ræsonnerede, at hvis lidelse var grundlaget for stor kunst, så havde jeg potentialet til at blive en stor kunstner, der en dag kunne sparke ham, mens han lå for mine fødder og tiggede om min gunst.

Hun kom med sensommeren og var det smukkeste, jeg nogen sinde havde set. Forskruet var hun. Forskruet var jeg. Den perfekte sammensætning. For en tid. Jeg forstod aldrig helt, hvad hun så i mig, men jeg er overbevist om, at hun holdt ved, fordi jeg stod deroppe på scenen. Forsangersyndromet. Når jeg var Alanis, Tracy Bonham, Shirley Manson. Hun havde så bløde læber.

De er begge langt væk nu. Jeg ved ikke hvor. Men jeg kom til at tænke på dem i dag, fordi jeg satte Jagged Little Pill på for første gang i flere år. En lille smule modstræbende, bange for at tiden ville have udvisket min forståelse. Det er jo det, det levede liv kan gøre: omdanne noget, der engang var en åbenbaring i tekst og musik, til en naiv og lidt pinlig slager. 

Men jeg slugte den råt. Denne gang uden bitterhed, selv om jeg ikke kunne overhøre suget i mellemgulvet. Tidsrejser slår mig altid lidt ud af kurs. Jeg kom tilbage til aggressiviteten, den velgørende vredesudladning, og smerten ved det uforståelige liv, der hele tiden var ved at undslippe min kontrol, mine hænder. Og den altoverskyggende kraft, der udspringer af at være ung og vred og parat til at råbe det ud gennem musikken.