Uden Titel

Jeg har gennem de sidste par dage haft nogle samtaler med min ældste datter om, at man godt kan komme til at slå andre mennesker lidt i stykker med ord - komme til at ødelægge deres sjæl en lille smule (jaja, bvadr, men hvad fanden, lidt patos er vel ikke af vejen i denne sammenhæng, hvor det gælder fremtidig søsterlig bliss), hvis man får dem til at tro på, at de er nogle dumme og trælse tudefjæs, hvilket er, hvad hun kalder sin ældste lillesøster konstant. Og da jeg er den pissesuccesramte mor, som jeg er og altid har været, var den ældste datters fornuftige og velgennemtænkte konklusion  selvfølgelig: “Fedt nok, for jeg vil helt vildt gerne smadre hendes dumme og tudefjæsede sjæl!”

Der må klappes.

Det kan være svært at være overbevist pessimist i disse tider. Det er sommer, velstanden er stor, og der er stadig syv dage i en uge. Men der er masser af grunde til at fortvivle, bare urolig, og kniber det for dig at være dit eget tristesseramte, lille selv, er her nogle råd, der nok skal få de solbeskinnede dage til igen at føles dejligt sørgelige og grå. Husk på, at der på trods af dine begrænsede evner er mange ting, du selv kan gøre. Måske. Eller er der det alligevel, og kan det i det hele taget betale sig at forsøge? Nej, du har nok ret, men det bringer os dog til:

Selvhaderens guide til et tristere liv

• Sammenlign dig selv med andre. Er du lige blevet lidt for glad for dig selv, fordi du ikke skræmt stepper tre skridt baglæns, når du ser dig selv i spejlet? har du lidt for meget optur over en opgave, du har udført? Se dig omkring. Der vil altid være andre, der er pænere, mere populære, mere succesrige, får flere komplimenter og federe sex. Vælg den, du føler mest mindreværd over for, og gå fluks i gang med at sammenligne dig med vedkommende, så du kan banke dig selv kraftigt i hovedet med Psykologi, Vogue og Penge & Privatøkonomi. Slå til! Ikke så vattet!
• Sæt klare mål. Går det lidt for nemt med at opfylde dit livs formålsparagraf? Når du, for helvede da også, de mål, som du sætter dig? Så mangler du øvelse i at definere mål, for dem, du har formuleret, har været opnåelige. Den går ikke. Er din første indskydelse at arbejde hen imod at tabe fem kilo på en måned, så du kan være bekendt at iklæde dig en gammeldags helbadedragt og tage på stranden, så tænk om igen. Målet skal være at tabe 15 kilo på en måned, blive alle hud-uhensigtsmæssigheder kvit og løfte din barm/forstørre din manddom, så du kan iføre dig intet andet end en minimalistisk tangatrusse og tage på strandtur på Hawaii og møde din kommende og fantastisk rige ægtefælle. Det er målsætning, der batter. Benyt trøstespisning for et bedre resultat.
• Send videre. Der er mange, der siger, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske andre. Det er en pladderromantisk løgn, intet andet. Du kan først hade dig selv rigtigt grundigt, når du er overbevist om, at alle andre også gør det. Og det er faktisk slet ikke så svært at få dem til det. Går det godt for en ven eller bekendt, skal du bare beklage dig over, hvor dårligt det går for dig. Tilbyder vedkommende så at hjælpe dig, eller gør han/hun noget godt for dig, skal du være tilbageholdende og bagefter beklage dig endnu mere over dit miserable liv. Er det ikke nok, eller vil du være helt sikker på at lægge dig selv for had, kan du i stedet beklage dig over, hvor godt det går for dig (du bliver for træt, for begæret, for eksponeret, osv.) til venner og bekendte, der uforskyldt ligger og roder i rendestenen med døde slægtninge og fallitbo på slæb. Mangel på humor og selvironi er et absolut plus i denne sammenhæng.

Der er mange flere måder, hvorpå du kan gøre livet rigtigt surt for dig selv. Det er kun din egen manglende fantasi, der sætter grænserne.

Da jeg vækkede mellemstepigen til morgen, begyndte hun dagen med et skrig og et ultimatum. Mellemstepigens forholdsvis uskyldige ultimatum lød: “Jeg står ikke op, hvis jeg ikke får et par rulleskøjter. Nu!” Vi har inden for de senere måneder jo op til flere gange set, at et ultimatum ikke er vejen til noget som helst, og rulleskøjteultimatummet var heller ikke min datters vej til hjuleglæde. Jeg bad hende dog trods alt ikke om at træde tilbage fra posten som min datter.

Nå, men det siger næsten sig selv, at det blev en morgen i helvede, og det var da også med ild i røven, at jeg halsede ned til busstoppestedet med mit muntre læs: et stadigt skrigende barn, et gnavent barn med hænderne for ørerne og et barn, der næsten desperat råbte sin nylærte sætning (”DET VAR LOTTE! NU ER HUN VÆÆÆÆK!”) for at overdøve skrigende og gnavne søstre. Lad det med det samme være sagt, at jeg aldrig kommer til at bygge altre eller andet tilbedelseshalløj til ære for rulleskøjtens narrehat af en opfinder.

Senere på dagen, da jeg igen havde fået hørelsen tilbage og kun havde en lille smule ringen for flapørerne, kom jeg til at snakke med en kollega om mellemstepigen, som har en vilje af stål. Jeg fortalte, at hun intet gør, som hun ikke selv vil - så kan man true, tigge, lefle, bande, græde eller tilbyde hende en milliard is; hun er kold. Min kollega spurgte til hendes fødselsdato og sagde så viist: “Hun er vædder. Det er derfor. De er stærke og stædige.”

Og hvad kan jeg sige andet, end at der faldt en sten (rosakvarts, måske?) fra mit hjerte. Det er smart, det dér astrologi, og jeg så pludselig lyset. Hun er jo vædder, barnet. Det er altså ikke mig, der er en fraværende og afstumpet mor, der ikke er i stand til at opfylde hendes behov eller se, hvordan hun virkelig er, og så handle ud fra det. Ansvaret er pludselig løftet fra mine skuldre. Nu kan jeg blive stjernetosset på hende uden at føle skyld og skam og magtesløshed. Hun er jo vædder. Hurra!

Der var engang en mor, som næsten havde glemt. En dag kom hun til at huske en lille smule. Et glimt. Hun tænkte ikke nærmere over det. Og så alligevel famlede hun sig lidt rundt i lukkede erindringsrum, for der var noget, der nagede. Hun slog det hen. Hvor slemt kunne det have været? Ikke noget at snakke om. Undskyld, undskyld, undskyld! Du må ikke slå, du må ikke slå, vil du ikke nok lade være med at slå mig,  og vil du især ikke nok lade være med at slå dem? Og det, hun ikke sagde højt: jeg kan ikke holde ud at høre dem forsøge at slippe væk, høre dem blive fanget. Så slagene, det værste, og skrigene. Fra dem, fra mig.

Hun havde også næsten glemt, at hullet i maven kunne føles så dybt; at rædsler ikke kun findes på film. At de, der burde beskytte de små, nogle gange glemmer deres hverv. Og selv om hun ikke helt kunne skubbe det fra sig, trak hun alligevel på skuldrene og tænkte sit: at så slemt kunne det ikke have været, det var jo ikke regulær vold. For det var det slet ikke.

Så kom hun til at lave det mest fatale tankeeksperiment. Hun satte sin datter i sit eget sted. Og hendes hjerte var lige ved at briste.

Den anden dag ringede et familiemedlem til mig og lød meget undskyldende. Det gør hun nu for det meste, for jeg er åbenbart en brysk kælling, men denne gang var det mere undskyldende end vanligt:

“Der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om…”

“Ja?”

“Det er ret pinligt…”

“Okay?” Her begynder samtalen at fange min interesse, for jeg vejrer en god historie.

“Joeh, altså, der er det her, som jeg ville høre…”

“Ja?” JA JA JA! Ud med sproget! Hvad har du gjort? Det lyder, som om du har danset nøgentango ned ad Strøget med Thomas Eje i en lidt for heftig brandert eller er blevet taget i at beføle de ædlere dele på samtlige statuer i Glyptotekets græske samling.

“Jo, da det er så pinligt og næsten sjofelt, vil jeg bare springe direkte ud i det…”

“Skyd løs.” Og lidt tjept, tak, for der kan kun være tale om sensation. Spring! Spring glad! Fortæl mig, at du har meldt dig ind i David Hasselhoffs fanclub som Premium VIP Platinum Extra Extra Gold Plus-medlem! Sig, at du kun føler dig i live, når du læser tysk Se & Hør, mens du piller hård hud af fodsålerne og ser Det lille hus på prærien. Jeg kan tage det.

“Okay, nu kommer det. Puha. Kan I kautionere for mig?”

“Jaja, var det det hele?” Hør gassen gå af sensationsballonen. Pffffft.

“Jeg kan godt høre, at det er noget værre noget at spørge om. Du lyder næsten helt skuffet…”

“Nejnej, få dine folk til at kontakte mine folk.” Og, ja, selvfølgelig lyder jeg skuffet. FORDI JEG ER SKUFFET! Hvad dulen ligner det at bygge sådan en stemning op og så have så kedelig en pointe?

For et par uger siden fik vi mappen. Med billede og familiebeskrivelse og det hele. Sally, 6 år, Kenya. Det er ældstepigen, der har bestemt, at hun skulle være fra Afrika, og der har aldrig været tvivl om, at hun skulle være en pige. Jeg var næsten ved at tude, da jeg åbnede mappen og så billedet; det var en lillebitte smule som at blive mor igen: en mut og meget sort pige sammen med sin virkelige mor foran en hytte af mudder og strå. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. En storsmilende, men fattig neger med fantastisk frisure og i fejende stammedans? En opvisning i livsglæde trods hårde kår? Et smil som tak for hjælpen til den kridhvide og selvsmagende godgører, der endelig fik taget sig sammen til at filantropisere efter afmelding af Gør Det Selv og Danske Spil (ja, jeg er en håbefuld idiot)?

Jeg har spekuleret meget over effekten af indkøb af fadderbørn. Eller måske mere over hele almisseaspektet. Mine bevæggrunde er selvfølgelig at hjælpe et barn og hendes familie til bedre levevilkår, men der ligger mere i det. Det er nemlig også et pædagogisk projekt. Sally er valgt, fordi hun er på alder med min ældste datter, og meningen er, at det er de to, der skal have kontakten, og ældstepigen skal søreme også lære noget af det. Altså alt det der med, at der er stor forskel på, hvordan mennesker lever - især i hvilken overflod eller det modsatte, og selvfølgelig krydret med små anekdoter om unfair trade og andet godt fra menneskehedens slamkiste. Sally skal simpelthen være med til at gøre min datter socialt ansvarlig.

Måske er det en lille pris for Sally at betale, når man tænker på, at hun til gengæld får mad, skolegang, medicin og en gave fra overflodsfamilien i ny og næ. Men jeg kan ikke helt ryste den dårlige smag bort fra det bagerste af tungen, for er det Sallys ønske at være et projekt? Jeg aner det ikke. Men jeg er ikke sikker på, at de glade og fattige negre ikke har en stolthed, der måske ikke råber hurra for at blive spist af med smulerne fra den dårlige samvittigheds bugnende middagsbord. Men mon det bare er fordi, at jeg netop er en überprivilegeret dansker, der ikke kender til nødvendigheden af at takke ja til økonomiske almisser?

Personligt har jeg jo aldrig været bleg for at modtage emotionelle almisser. Af nødvendighed.

Det er værst for de mennesker, der ikke kan være som os andre. Det er som regel ikke fordi, de bevidst stikker ud fra mængden; for det meste kan man ikke engang se det på dem, men der sidder en anderledeshed dybt begravet i deres krop, oser fra deres porer. Anderledesheden lugtes langt væk, og det nytter ikke noget at forsøge at gemme den. Og måske er de mennesker, der ikke kan være som os andre, ikke engang klar over, at de har noget at skjule. Men det bliver de.

For de, der stikker ud, bliver skåret ned, rettet til, rettet op. Vi gør mere eller mindre hæderlige forsøg af et godt og skidt hjerte og ender med resultater, der går over vor forstand. Alt efter hvor hårdhændet, der beskæres, vil de fleste af de mennesker, der ikke kan være som os andre, rette ind. Og dække sig ind, så det anderledes kun svagt kan skimtes. Men alligevel bliver de krogede, måske lidt udviskede. Det er fint, så længe det ikke kan ses tydeligt eller ligger os andre til last mere end højst nødvendigt.

Det er småting, det er det. Der skal ikke meget til for at skille sig ud. Blive udskilt. Det værste.

Jeg ville egentlig ønske for mine børn, at de bliver helt igennem originale, så alting stikker ud. Men hvem kan bebrejde mig, at jeg i stedet ønsker for mine børn, at de skal være helt igennem normale, og at intet stikker ud? Så de hører til.

Jeg vil vaske mig, øve mig, slette mine spor. For bagerbørn lugter af nybagt brød.

Og så. Ved nærmere eftertanke. Jeg har kun mig selv at bebrejde, hvis jeg ikke i det mindste forsøger at ruste, hvad der er i min varetægt, til at leve. Lade dem stinke, så det driver ned ad væggene. Af grovboller og kanelsnegle. Pomeransskal.

“Hva’ så, Tykke!” sagde min far engang til mig. Og han fortsatte: “Det er jo bedre, at du bliver kaldt Tykke af en, der elsker dig, end af en ude i byen.” Dengang jeg var 15 år, blev jeg selvfølgelig ked af åbenbart at være så tyk, at det var nødvendigt at fortælle mig det på den måde, men egentlig blev jeg også rørt og syntes, at det var sødt. For han elskede mig.

Min mor kunne også godt lide at drille. I bakspejlet kan det undre, at hun til stor morskab for sig selv kunne finde på ironisk at kalde mig Tynde, når man tager i betragtning, at hun i sin ungdom blev kaldt værre øgenavne på grund af sin størrelse og som følge deraf har levet hele sit liv i evig angst for at tage på. “Uha, hvor er jeg led ved mig selv, fordi jeg er så fed” har været hendes motto og røde tråd. Hendes vuggegave til sine døtre.

Jeg har aldrig været direkte fed. Det har min mor heller ikke. Eller så mange andre. Men vi har troet på det, og vi har lært, at man ikke er lige så godt et menneske, hvis man er overvægtig. At selv om der måtte være formildende kvaliteter inden i mennesket, vil det aldrig kunne ses for fedtet. Det fedt, der overskygger alt. Det fedt, der lægger sig som en hinde over øjnene, der ser. Andres øjne, javel. Men især vores egne. Jeg synes ikke længere, at min fars øjensynligt sympatiske kommentar var velvalgt, endsige sød. Eller et udtryk for kærlighed. Jeg må lære mine børn at elske sig selv. Hvis jeg kan.

Når sjælen hungrer efter bekræftelse, fodrer man kroppen med mad. Når maven er fuld, hviler sjælen. Om ikke i fred, så i et øjebliks dvale. Når det kun er målelige ting som vægt, god opførsel og pæne karakterer, der tæller, smuldrer mennesket og ønsker sin krop hen, hvor lavkalorieprodukterne gror, og drømmer hede drømme om at være muslimsk kvinde i burka, så verden ikke kan SE. Se grimheden. Den vildfarne sjæl i det monstrøse legeme. Det er et handicap at leve med en krop, man ikke kan leve med.

I længere tid har jeg levet i en tilstand af idel tilfredshed. I opfattelsen af at efter 30 magre år, kommer der 30 fede. I forventning om at 10 års on- og off-terapi endelig har sat mig fri i en verden med havenisser, skoletasker og sund og nærende familiekost. Jeg slog mig til tåls med, at vi ikke alle kan være med i Stjerne for en aften eller kaste selvdyrkede druer i kæften, mens vi sidder på Sicilien og skriver på endnu en længe ventet digtsamling om tilværelsens monotoni.

Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er en middelmådig mor/kone/programmør/lærer/skribent/cirkushest/bollebager/fjernseer/sexkilling. Og det er fint nok. Eller det har været fint nok. I små nagende glimt har jeg mærket Den Store Tilfredshed vige. Og jeg troede lige, at jeg havde det hele, og nu vil jeg så have groupier, sex i sygeplejerskeuniform og evt. plastikkirurgi.

Jeg vil fan’me skrive den store, amerikanske roman eller gå i Steve Irwins fodspor. Bestige Mount Everest i klovnekostume, hænge ud med Nik & Jay på Samsøfestivalen, kaste mig i grams til hungrende Johnny Depp-kloner, synge Hallelujah federe end Jeff. Skrive noget killer-kode, der får Google-folkene til at kanonisere mig. Måske.

Men i virkeligheden kan det være lige meget. For jeg vil allerhelst være modig. Mod skal modvirke middelmådighed. Bare en smule, så jeg i det mindste klædeligt forsagt kunne stille mig op i børnehavebestyrelsen og erklære min absolutte uenighed i berettigelsen af at fodre mit afkom med pebernødder, pålægschokolade og marmelademadder at par gange om ugen. Uden frygt for at blive socialt new age-tilflytter-outcast.

Modet til at stå ved, at jeg er mange ting. Til at indse, at jeg reventer talt er absolut fajlfri og kan, hvad jeg sætter mig for at gøre. Jeg ved, hvad der er sket. Det sidste barn har forladt patten i mere end én forstand. Og her, hvor jeg troede, at jeg endelig havde fundet freden, skal jeg igen til at forholde mig til mig selv. Være sol i stedet for måne. Måske endda være noget for mig selv. Det er fannernedmer altid der, det går galt. Nu skal jeg så bare finde ud af på hvilken måde.

Da sømanden og jeg op ad formiddagen erfarede, at Naser Khader havde forladt Det radikale Venstre for at stable et nyt parti på benene, så vi på hinanden med sensation i øjnene og udbrød i kor: “Det bliver interessant. Ja, det bliver fandeme interessant!” Og så tog vi ellers net-touren rundt på de forskellige aviser og diskuterede savlende de eventuelle konsekvenser. Meget fint og objektivt. Egentlig.

Sømanden havde især mange spændende teorier, mens jeg blev mere og mere stille. For måske er nogen blevet kede af det? Er Marianne sur på Naser? Gider de andre konservative piger ikke længere lege med Gitte? Griner alle de andre partier skjult ad Nasers nye partis navn? Jeps, jeg har flair for at spotte det relevante.

Jeg får lyst til at råbe meget højt ad hende. Faktisk gør jeg det også til tider. Og undskylder så min heftighed, men jeg vil så gerne lykkes i mit forsøg på at råbe hende op. Råbe hende til kamp.

Det er ikke fordi, jeg ikke har forståelse for, hvor svær hendes situation er, men på et eller andet tidspunkt på nok være mere end rigeligt. Jeg synes, det tidspunkt ligger uger tilbage.

Jeg siger: “Få så skiftet den lås og stil hans lort pænt ud på trappen!”

Jeg siger: “Skal jeg ikke komme over?”

Jeg siger: “Sørg nu for at blive sygemeldt. Dit arbejdsmiljø er helt ad helvede til.”

Jeg siger: “Hvis du tager op til ham alene igen, så holder jeg ikke min kæft. Så sladrer jeg til mor!”

Jeg siger: “Skal jeg ikke komme over?”

Jeg siger: “Det nytter ikke noget, at du straffer dig selv. Nu må du fandme gøre, hvad der tjener dig bedst.”

Jeg siger: “Jeg kender en fabelagtig psykolog. Her er hendes nummer, hendes email, skal jeg kontakte hende for dig?”

Jeg siger: “Send ham en skrid-sms eller noget. Det er s’gu da din lejlighed, som den lille snylter stadig bor i. Han skal ud.”

Jeg siger: “Selvfølgelig skal idioten stå på fødselsattesten, er du klar over, hvor meget mere shit, du skal igennem, hvis du insisterer på, at faderen skal være ukendt?”

Jeg siger: “Pas nu på dig selv. Du har et ansvar nu. Det er for dumt at ødelægge dig selv bare for selvhadets og -medlidenhedens skyld.”

Jeg siger: “Skal vi ikke finde ud af, at jeg kommer over?”

Hun siger: “Tjoh, tjah, jeg ved ikke. Jeg tænker over det. Du er den eneste, jeg kan tale med om det her i familien, og du må ikke sige noget til nogen. De forstår ikke.”

Det gør jeg snart heller ikke mere. Eller, jo, jeg kan forstå handlingslammelsen, men jeg fatter ikke, at en martyrrolle kan være så indgroet, at den skygger for solen. Der er vist nok noget om, at man ikke kan hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes.

Og jeg kan jo sagtens køre ordkanoner i stilling; jeg har mit på det tørre.

Hun har fået en lilla sløjfe i håret. Lilla er for øjeblikket hendes yndlingsfarve, og hun har længe plaget om at få lavet en fransk fletning med en sløjfe i. Hendes mors frisørevner rækker kun til almindelige fletninger, rottehaler eller hestehaler, og de franske forsøg har ikke vundet bifald. Men nu er der i det mindste en sløjfe.

Hun står foran spejlet med de tre fløje, der kan vippes ud, så hun med lidt behændighed også kan se sig selv i nakken. Og hun får rigtigt set sig an. Fra alle mulige vinkler og hele tiden med små glædesudbrud, fordi hun er så fin med sløjfen. Hun siger, at hun aldrig vil have den ud, fordi den gør hende så smuk.

Det er rigtigt nok, at hun er smuk, men det er ikke sløjfens fortjeneste. Hun er smuk, fordi hun skinner af glæde, fordi hun føler glæde ved sig selv.

Jeg betragter hende og håber, at jeg aldrig uforvarende eller med overlæg tager den glæde fra hende.

Jeg ønsker mange ting for mine tre døtre, og når det kommer til stykket, er det nok et af mine største ønsker, at de bliver gode mennesker. Odentlige mennesker, der har overskud til at se ud over egen næsetip, og som fordomsfrit bevæger sig på jorden med mindst mulig unødig skade i kølvandet. Hele mennesker, der har respekt for sig selv og andre og gerne giver et nap med, hvor det behøves.

Hvordan opdrager man så det gode menneske? Det er jo ikke nemt. Sure, svovlende jeg skal være et godt eksempel for de her små indtrykssugende svampe. Men jeg øver mig meget på det, for gode mennesker ligger til grund for en bedre verden.

Og hvad det angår, er det fuldstændigt ligegyldigt, at det er tre små piger, som er sat i min varetægt for en kort stund, idet eventuelle drenge ville få den samme tur. Men nu er de jo piger, og jeg tænker da meget over, hvordan den massive beskydning med Barbiedrømme og lyserøde havfruesværmerier påvirker dem.

Jeg vil nemlig så gerne have, at de ved, at de, hvis uheldet er ude, kan klare ærterne uden den allestedsnærværende og højt besungne prins. At lyserøde sværd også kan slå drager ihjel, hvis dragejagt er en nødvendighed i den fremtid, de går i møde. At dragejagt kan være sjovt sammen med prinsen.

Kønnet kan man jo ikke rende fra, og det er der ingen grund til. Men i stedet for at være med til at trække fronterne op, vil jeg hellere, at de bliver i stand til at bygge bro og bedømme mennesket bag kønnet, og at de som udgangspunkt i mødet med verden er overbeviste om, at de er berettigede til livet. Ligesom alle mennesker er det. Uanset køn og andre forskelligheder.

Jeg kan læse og køre i bus samtidig igen. Før blev jeg altid køresyg. Jeg har medicinen mistænkt for at have haft den effekt på mig, for da jeg holdt op med at tage den, forsvandt køresygen. 

Indtil jeg holdt op, var jeg egentlig bare parkeret et eller andet sted i udkanten af livet, eller også lå jeg og haltede afsted i krybesporet. Og jeg krøb, gjorde jeg. Gjorde alt, hvad jeg blev bedt om i håbet om i det mindste at blive ledt tilbage til noget, der kunne ligne en vej. Havde der været en læge eller kommunalt ansat, som jeg kunne tilbyde seksuelle ydelser i bytte for reel hjælp, så havde jeg også gjort det. Med glæde.

Medicinen blev, sammen med en samtale hver tredje måned, overrakt mig med stor alvor, og når man ikke har andet at gribe efter, er et halmstrå også udmærket. Skrøbeligt vel at mærke, men et håb.

Det, der gør mig vred, er, at jeg var på tossebenzin i tre og et halvt år stort set uden grund. Der var bare ikke ressourcer til at gøre noget fornuftigt ved mig, fordi jeg var ufarlig. Måske råbte jeg ikke højt nok. Nej, lad mig omformulere: jeg råbte ikke højt. Jeg er nemlig en pæn pige, der nejer og siger tak, også selv om det er en lort, man lægger i hånden på mig.

Når jeg nogle gange ryger helt op i det røde felt og tror, eller ligefrem råber, at jeg bliver sindssyg, så passer det ikke. For der er ikke noget som helst galt med mig. Jeg var bare uheldig at blive parkeret, og jeg kommer aldrig så langt ned ad den vej igen. For jeg har ansvar og forpligtelser, der langt overstiger behovet for at køre løbsk. Og jeg er blevet i stand til at spørge om vej.

Navn: Serviceorganet (Membrum Servicus)

Placering: I hjemmet som levende organisme forefindes serviceorganet hovedsageligt i det punkt, hvor linjerne mellem køkken, vaskemaskine og børneværelse skærer hinanden. Dog er det i flere tilfælde også fundet helt nede i kælderen eller, sjældent, i København. Se også Særlige kendetegn.

Særlige kendetegn: Membrum Servicus er et vandrende organ, der i perioder kan forlade organismen. Har slående lighed med brugt kvinde, dvs. tjavsehår, hængeøjne og dallerlår.

Primære opgaver: At holde sammen på det levende hjem. Vide hvornår der skal købes mælk og bleer. Velfærd og trivsel.

Sekundære opgaver: Frisørbesøg og forældremøder.

Almindelige sygdomme: Behagesyge, tilfedtning, martyrium.

Statistik: I løbet af en gennemsnitlig dag står serviceorganet for følgende vitale funktioner:

• vask af 15,7 kg tøj
• tilberedning af 2,6 måltider
• rengøring af 87,2 kvm hjem
• uddeling af 3,17 l kærlighed
• 7,9 trøstninger
• 3,2 km på cykel med fuld oppakning
• 65,1 opdragende udbrud
• 5,7 tandbørstninger
• 2,8 badninger
• 3,4 bleskift
• 1,3 godnathistorier
• 16,3 rim, remser eller sange
• 0,3 ridelektioner
• 0,5 plade hjemmebagte boller
• 0,04 seksuelle handlinger

For det handler jo ikke om bukserne. 

Solidaritet. Smag lige på ordet. Er smagen dig fremmed? Eller husker du den svagt? Simons tyggegummi er med solidaritetssmag. Han er dus med det ord. Og beklager, hvis du synes, at solidaritet er en anakronisme, for du har ikke ret.

Ansvar. Hvad med den smag? Simon har påtaget sig et ansvar, som han lever op til. Han varetager sine kammeraters interesser. Det er nemlig det, han blev valgt til at gøre. Han har fattet demokratiets pointe (og, nej, pointe udtales ikke som det engelske point, men det ved Simon garanteret også). 

Simon har jo også forstået, at fordi han ikke nødvendigvis selv vil gøre brug af et tilbud, så betyder det ikke, at andre ikke skal have chancen. Jeg tror fan’me, at han oven i købet ved, at livet ikke handler om, at alle skal have lige meget, men at alle skal have det, de har brug for. Uden at flæbe.

Godt taget, knægt. Klap ham selv på skulderen!

Man skal kende et samfund på den måde, det behandler sine svageste.

Behandler? Ja, den er god. Så længe man ikke er til fare for andre eller ligger samfundet mere end normalt til last, så kan det hele klares med en dosis lykkepiller.

Medicinen kan være god. Ja. Den har et formål. I dette tilfælde er jeg heller ikke i tvivl om, at den har sin berettigelse. Men der skal da ører til. Omsorg. Lyt til ham og giv ham den terapi, som skal hjælpe ham ud i livet. Han har fandeme aldrig været der.

For helvede da.

Der må da være nogle, der ikke klarer den.

Nogle, der dør undervejs.

Han er snart sidst i tyverne. Han har været syg længe. Så længe han kan huske. Han har ikke givet op. Men han er tæt på. Og han vil ikke længere have hjælp.

Han føler sig forkert. I familien. I vennekredsen. I verden. Han føler ikke, at nogen rigtigt kender ham, for han lukker aldrig nogen ind. Det er for smertefuldt, og så skammer han sig. Han skammer sig over ikke at passe ind i samfundet. Han spørger aldrig, hvorfor samfundet ikke passer lidt til ham. Passer lidt på ham.

Men det gør jeg. For jeg er hans storesøster.

Og jeg er fanden gale mig vred.

Hans søster skulle flytte fra byen. Hun kunne lige så godt være flyttet til Alaska. Han blev vred og ked af det. Og mere alene. Hun forstod ikke, hvad hendes hjem betød for ham. Og havde også andre hensyn at tage.

Han var heller ikke så omgængelig mere. Rastløs var han. Og kunne ikke udholde børnenes vilde leg og glæde ved at se ham. Så han kom ikke så ofte. Heller ikke efter flytningen, for det kostede jo en masse af de penge, han aldrig havde.

Men han talte tit om at komme. Og aflyste så i sidste øjeblik. Pga. travlhed. For han havde travlt.

Med at lægge røgslør.

Med at skamme sig.

Han var egentlig også underlig som barn. Meget alvorlig. Havde let ved at blive rasende.

Dengang sagde han, at hans liv blev ødelagt, da hans lillebror blev født. Hans mor blev taget fra ham. Men mange børn har overlevet det samme.

Han havde det svært i skolen og var fast inventar hos skolepsykologen. Det var stor ståhej for ingenting. Han regnede det ikke.

For der var ingen, der rigtigt så.

Eller lyttede.