Det er med vemod, men også med en vis melankoli, at jeg nu officielt holder midlertidig (eller ej) flyttedag. Jeg har været en tur på Politiken for at tilbyde seksuelle ydelser til et par af de virkeligt store spillere (ingen nævnt, ingen glemt), og det viste sig så, at de lige manglede en rablende gal blogger på det der net-noget, de gør så meget ud af derinde. Og da jeg nu havde været rimeligt ihærdig, kunne de ikke være andet bekendt end at tilbyde mig lidt plads.

Så det næste stykke tid vil jeg kunne findes på  http://blog.politiken.dk/navnlos/, men jeg kommer jo nok hjem igen, når de engang smider mig ud. Tak for alt og nu.

Det er så skønt med nuttede billeder en masse fra Babys fødsel. Se, her bemægtiger Baby sig mors patter første gang (mor ligner godt nok den argeste gang lort, men alligevel…), og, se, her ligger Baby sødt og sover ved siden af mor (der sør’me stadig ligner noget, jordemoderen glemte at smide ud). Og så videre. Og med et digitalkamera er det bare om at skyde løs, det koster jo ikke i fremkaldelse og film.

Det er også skønt og en stor glæde at have en svigermor, som man har lyst til at lade klippe navlestrengen over, mens man stadig via den endnu ikke udstødte moderkage er forbundet til den.

Men kombinationen digitalkamera og svigermor bøjet over blottet skræv med navlestreng er måske ikke så velegnet, især ikke når fotografen ikke er dus med sit kamera og på intet tidspunkt får fokuseret på svigermor og navlestreng, men til gengæld tager knivskarpe close-ups af førnævnte skræv.

Navnløse City byder velkommen til endnu en lækker pige, født den 28. april kl. 04.24 hjemme i sin mors seng. Tak for alle jeres tanker og kommentarer!

Tusind tak for hilsner og kommentarer. I lige måde og alt det der, men et billede siger jo mere end 500 ord, ikke sandt:

Det umanerligt fede ved at være gravid (især for fjerde gang):

1. Det der med at maven langsomt giver sig og bliver en pæn, lille bule, der, indtil man er meget langt henne, sagtens kan bo i ens normale tøj, er ikke længere et problem. I det øjeblik den lille uromager har taget bo i ens underliv, giver livmoderen bare los og falder ned og ud som en ukontrollabel vindebro. SLAM! Og oven over ligger så den dekorative,  halvstore pølse, der plejede at være ens mave. To i én. Det er smart! Og klædeligt.
2. Ens patter er vel, indrømmet, ved at være en kende slidte. Den kendte tepose-metafor er ikke helt ved siden af, og der er jo de dage, hvor man rent faktisk lægger mærke til, at man er begyndt at hælde kasserne ned i bh’en. Og lader man være med at hælde kasserne ned i bh’en, så ser man ud, som om man ingen har. Dette er en saga blot - mama’s got brand new bags. Pisseømme, godt nok, men det er jo det ydre, der tæller, det ved vi allesammen.
3. Det er ikke hver dag, man ligger med spredte ben foran en fremmed dame, mens hun rytmisk fører et glidecreme-indsmurt stykke højteknologi ind og ud af ens hmmm… hemmelige skatkammer for at flytte ufotogent og ufødt afkom, så der kan måles nakkefold. Man sagde mange tak, da man gik. Og spekulerede på, om den slags højteknologi også fås med vibrator. Det ville have sat prikken over i’et på en underholdende middagsstund.
4. Man har aldrig tømmermand og er derfor selvskrevet til morgenfrisk samvær med ens andre dejlige børn efter enhver festlig lejlighed,  mens alle andre simulerer hovedpine og kvalme. Og sover længe. Men hvem vil ikke hellere starte dagen tidligt og få noget fra hånden, siger jeg bare?
5. “Alle andre er nu så glade, alle andre danser og synger, og det er fordi: jeg’ gravid, jeg’ gravid, lad os danse rundt i ring, rundt om håbet, rundt om håbet fyldt med drengetøj og blå. Åh, her dufter godt af gylp, det er dejligt jeg’ gravid, det er også godt, at jeg er masochist.” For jeg er helt vild med tanken om at skulle føde mine børn i smerte.

Med disse ord vil jeg lukke og slukke for denne gang. Tak for gode kommentarer, skattebasser. Jeg skal ikke udelukke, at der kan forekomme sporadiske indlæg af anden karakter, men jeg er ærligt talt ikke særligt entreprenant for øjeblikket og finder mere behag i at ligge og tude på sofaen, sidde og tude på terrassen, gå og tude over madlavningen eller løbe tudende efter uvorne møgunger end i at skrive blogindlæg. Ja, jeg er en doven hund.

Tilbage er der kun at sige: jeg håber ikke, at det bliver en dreng, for jeg kan umuligt vælge mellem navnene Nik & Jay, og man kan ikke så godt hedde Nik Jay, vel? Eller Jay Nik…

For to uger siden lagde jeg mærke til, at jeg er begyndt at bytte om på bogstaverne i ordene, når jeg skriver, og sagde til mig selv (for sømanden er på hawet): “Nej, hvor mystisk, jeg plejer kun at lave bogstavsombytning, når jeg er gravid.” Så tænkte jeg lidt mere over det.

For tre dage siden, inden helvede, kejsersnit og tarmslyng brød løs på min lillesøsters fødestue, bedyrede jeg, at jeg aldrig skulle have flere børn. Så var jeg lige ved at besvime af træthed efter 29 timer uden søvn og måtte ud for at tude lidt på gangen. Her kunne jeg så tænke en del på, at jeg vist nok ikke har haft menstruation i omkring seks uger.

I går pissede jeg så i en kop og fik i den anledning meget mere at tænke over.

Tak for lort (eller faktisk det modsatte), din fucking ubrugelige møgspiral.

Nedenfor følger en top tre over de mest succesombruste retter indeholdende dræbersnegl.

1. Kanelsnegle. Disse har til alle tider været børnenes favorit, og laver man dem med rigtige snegle, er der i hvert fald ingen aktive forbrugere, der kan anklage producenten for vildledende markedsføring. Man tager simpelthen direkte fra haven det antal snegle, man ønsker (herhjemme laver vi gerne 12), og dypper dem i varmt og smeltet smør. Det bedøver dem, giver dem det rette, krøllede kanelsneglelook og levner tid til at hælde kanelsukker over dem. Herefter skal de hastigt kastes ind i en til 225 grader forvarmet ovn, hvor de skal opholde sig i 20 minutter, eller til 10 minutter efter at den sidste snegl er holdt op med at slime sig hen over ovnlågen. Nydes lune.
2. Sneglehorn. Vi kender og elsker alle sammen det gode og nærende stykke bastardbagværk, nemlig pølsehornet. Pølser er dyre. Ordentlige pølser er smadderdyre. Men vil man ikke mangle pølsen i sit horn, er en kornfed og fuldvoksen dræbersnegl løsningen. Man laver som sædvanlig sin dej og ruller den ud. Nu kommer den lidt tricky del af tilberedningsprocessen, for sneglene skal helst være levende i indbagningsøjeblikket, og levende snegle - langsomme eller ej - bevæger sig. Men fortvivl ikke, med den rette indrulning vil det tage en gennemsnitsdræbersnegl 15 minutter at vikle sig ud igen, så er man lidt fiks på fingrene, når man det sagtens. Ind i ovnen med bløddyrene og efter 30 minutters længselsfuld venten, kan man nyde hornene lunkne med ketchup og pesto fremstillet af pureret snegl, hvidløg og en god olivenolie.
3. Sprængt snegl. Moderne og innovativt indslag ved festmiddagen. Fremgangsmåden her er en anelse forskellig fra sprængt and, men resultatet bliver lige så delicious. Man går sin sneglerunde i haven med en spand og rigelige mængder salt, og hver gang man støder på en slimet delikatesse, hapser man den op i spanden og hælder salt på. Indsamlingen skal gå hurtigt, for man må have samlet det ønskede antal snegle, inden de når at gå fuldstændigt i opløsning og bliver til grød i spanden (sneglegrød figurerer ikke på denne liste, da det ikke er en succesombrust opskrift). Lynhurtigt skal de saltede snegle lægges forsigtigt i spilkogende vand, og efter få minutters kogning kan de nydes med peberrodssauce og under stor applaus fra gourmetgæster.

Tilbage er der kun at sige bon appetit! Følg endelig med i næste uge, hvor jeg viser, hvordan man flår en dræbersnegl, og hvilke udskæringer man kan lave. Glæd Dem til opskriften på dræbersneglemørbrad med følehornskompot på en bund af blæver!

Da jeg havde overvundet de to første tures gys, var jeg klar til at smile til fotografen inden afgrunden. Og hvis det så bare var blevet ved det. Men når jeg er en frisker fyr, er der stort set ingen grænser for, hvor langt jeg vil gå for at påføre mine børn pinlighed, og topmålet af pinlighed blev da også forsøgt videregivet gennem V-tegn over begge døtres hoveder, skeløjethed og en grimasse, hvor ikke en kæft ville have løftet et øjenbryn, hvis Line Baun Danielsen havde taget mig for at være en abe.

Og selvfølgelig lige på den tur, hvor vi sad allerbedst for kameraet, var det mit kæmpestore, skeløjede og tungeudspilede fjæs, der fyldte det meste af en skærm ved fotoboden. Heldigvis for mine døtre er de endnu ikke teenagere. Og heldigvis vil jeg skide på, hvordan jeg tager mig ud, når jeg for en gangs skyld ikke er sur og bitter. Jeg kunne dog godt have nøjedes med bare at gøre mig skeløjet og så have holdt tungen på plads. Det ville have været en anelse mere klædeligt. Ikke elegant, men klædeligt.

Nu vil jeg gå ud i regnen og spule for egen dør.

Der må klappes.